Hvad skete der med generationen, der frigjorde sexlivet og derefter »vendte tilbage til parforholdet, drak rødvin i tyve år og så gik over til at spille golf«? Det har den finske satiriker Kari Hotakainen et svar på. Den vendte såmænd tilbage til de gamle skæve kønsroller, hvor mænd behandler kvinder som gulvklude. Hans kvindelige hovedperson Leila har taget konsekvensen af den ny, urgamle tid. Stifter sit eget rengøringsfirma Egentlig havde hun lagt an til en universitetskarriere, men mændene har sat sig tungt på magten, så hun stifter i stedet for sit eget rengøringsfirma, hvor mænd kan komme og få ’gjort rent’ i deres myoser. Men finske mænd har let til gylpen og slår sig ikke til tåls med fysioterapi. En af hendes kunder bliver så nærgående, at hun for at slippe for voldtægt må slå ham fordærvet. Politimanden, der behandler hendes sag, mener at have samme ret som kunden til at bestige hende. Men da mænd jo kan tillade sig alt ustraffet, havner hun alligevel i fængsel. Hvor den korrupte politimand besøger hende, for han er såmænd gået hen og blevet så forelsket i hende, at han forlader de pornofilm, som ellers har holdt ham stimuleret. Mænds og kvinders ligeret DET FINSKE samfund, Hotakainen skildrer, er kort sagt en bedrøvelig affære. I ’Hjemmefronten’, som han berettiget vandt Nordisk Råds litteraturpris på for tre år siden, var det karkludemanden, der blev hængt til tørre. Her er det de gode gamle mandschauvinister, der er genopstået efter den korte tid med bløde mænd. Hans roman viser indirekte, hvor bredt forestillingen om den fuldkomne ligestilling mellem kønnene omsider er slået igennem, for mænds og kvinders ligeret er det selvfølgelige fundament for hans satire. Portrættet af et samfund, hvor venskaber er erstattet af netværk, ømhed af porno og kærlighed af kvindeforagt, lyder tungsindigt, men er lystigt, fordi han skriver et godt sprog, der også er fremragende oversat. Når ’De uberørte’ ikke når samme niveau som hans gennembrudsroman, er det, fordi han ikke har fundet et lige så originalt og konkret billede at hænge den op på som parcelhuset i ’Hjemmefronten’. Men vittig, det er den.