Titlen på Bo Green Jensens ny digtsamling - den første efter syv års tavshed - er 'Den store epoke' og hilser både trist, ironisk og sammenbidt på de 30 år med ekskonen, parret med en let misantropisk kritik af nutidens politiske elendighed. Samlingens fem dele, flankeret af en intro og en coda, kredser om sønderslåede og forfaldne erfaringer i et felt mellem politik og privatsfære. I introens 'Parole' hedder det f.eks.: »Endelig sluttes fortællingens cirkel/ I kunstpausen efter det sene forlis/ Manden er atter i drift mellem steder/ Da lastbilen bagfra knækker hans ryg«. 'Kunstpause' Det angiver samtidig et af samlingens bærende temaer og sår: Den midaldrende mand, der er blevet forladt af sin viv gennem mange år og har det, som om en lastbil har kørt ham ned bagfra. Fortællingens cirkel indstifter ikke Odysseus' lykkelige hjemkomst, men snarere Sisyfos' plagsomme, men også stædige og overlevelsesdygtige gentagelse og begyndelse på ny. Man skal bemærke, at digtet udtrykkeligt benævner en 'kunstpause', der jo helt bogstaveligt kan henvise til den biografiske digter Bo Green Jensens pause med lyrikken efter det forlis, skilsmissen øjensynligt var. Svulstighed og pomp I den anden ende, slutningens coda, skimtes ikke desto mindre skæret af et håb, det står i digtet 'Sindbads sidste rejse', og lyder sådan her: »På dette sted i fortællingen så Scheherazade/ at daggryet ikke var langt borte,/ og tav, fordi hun fandt det sømmeligt«. Det er desværre i samme digt, man kan fremdrage en af samlingens genkommende mangler. I Sindbad-digtets begyndelse står der: »Nu er kun erindringens imperier tilbage«. Der er en uskrømtet svulstighed og pomp over stemmeføringen og dette med 'imperierne' (hvorfor er det ikke bare træskure eller parcelhuse?), der løber som en betændt, i slet forstand 1980'er-agtig tråd gennem samlingens fem dele. Patos og affekt er naturligvis ikke i sig selv forkert eller kriminelt, men det er unægtelig problematisk at omgås patos på særlige måder. Selvironi Det var Kundera, der bemærkede, at kitsch opstod ikke, når man kneb en tåre, men når man betragtede sig selv knibe en tåre og blev berørt over sin egen følsomhed. Noget lignende er sine steder på spil hos Green Jensen, og det er ikke altid klædeligt at se, hvordan han på forhånd prøver at gardere sig, f.eks. i 'Bestseller', hvor den halve, selvfede anmelderstand får på puklen. Alle kan jo blive enige om, at anmeldere er jordens selvgode bærme, men der er noget underligt ængsteligt og defensivt over at skrive det ind i et digt, som ærgerligt nok ikke engang er tilstrækkelig satirisk (jeg skal for god ordens skyld nævne, at jeg er en af de heldige, der ikke fik et skud hagl i rumpen). Det er dog langtfra hele historien. Green Jensen har nemlig også fine glimt af selvironi, et af dem optræder allerede inden selve teksten, her kommenterer forfatteren (?) sin nu 40 numre lange udgivelsesliste: »(Har man muligvis mere end nok allerede?)«, og i 'Kanaljen' står der: »Jeg skriver 40 bøger og sælger systematisk ud/ af samtlige drømme og idealer«. Efter-epokal samling Hér ligger samlingens anden elektriske pol. Hvis den første er en mærkværdigt lummer ansamling af sci-fi, fantasy, 1980'er-myte og pomp, så er den anden en stilfærdig, lakonisk, nøgtern og nænsom registrering af ødemarken efter et benhårdt brud midtvejs i livet, parret med den famlende og dejlige, hårde og elskelige begyndelse i en ny delefamilie. Her får vi små snit, af en tur til Eremitagen med datteren Laura, af kys med den ny kvinde Marianne, af den sarte glæde, sågar, ved at få skænket kaffe på en måde, der »genrejser fraskilte mænds værdighed«. Altså bittesmå, i sig selv banale, men også livsafgørende vigtige hverdagsskridt ud i tiden efter den store epoke. Og her er enkelte rigtig gode digte, f.eks. 'Illustrerede klassikere' og 'Simenon og Hergé', der næsten-næsten (i drømme) kommer tæt på en drengeudgave af nogle af Mette Moestrups 'Golden Delicious'-sager. Samlet er billedet således spættet og broget: spaltet mellem de politiske digte, der er tåkrummende naive, de bedagede kvasimytiske og 1980'er-pompøse strenge, og så de prunkløst ligefremme og lakoniske, hvis ikke svagt ironiske privatlivsglimt. Tilsammen efterlader det indtrykket af en decideret efter-epokal samling, der måske i kim rummer en ny, velgørende kuldslået begyndelse. Simenon og Hergé Simenon og Hergé var belgiske mænd som fyldte verden med pragtfulde løgne De forsvandt fra overfladen ved at blive ét med overfladen I en nation af katolske kollaboratører tog de korte navne som klang mere fransk og konstruerede hver en færdig galakse så det næsten ikke var nødvendigt at gå ud Den ene mand skabte en stedsegrøn spejder den anden en grå kommissær som røg pibe Tintin og Maigret var kulørte fantomer der imødegik konformisternes kodeks Simenon havde 1000 kvinder i sengen og rejste jorden rundt på 155 dage Hergé kendte to og blev i Bruxelles efter den hvide krise i Schweiz Man må tro at de sidder ved portene nu og deler en aperitif med Magritte På en sen aften styrer de stadig galejen til Valhalla med Rocambole og Ben Hur