Hólmanes er et sted ved den islandske kyst, »hvor tilværelsen var uforanderlig som havets brusen og søfuglenes skrig«. Så meget desto mere opsigt vækker det, når der kommer en tilrejsende og slår sig ned for en tid. Det sker i flere af den islandske Stefán Sigurkarlssons 'Fortællinger fra Hólmanes', ti løst forbundne historier om stedet og dets mennesker baseret på overleverede brudstykker om især den type mennesker, der afviger lidt fra normen og derfor giver anledning til hele samfundets spekulationer og gætterier. Der er f.eks. fortællingen 'Kjolesættet' om en romance, der tilsyneladende ikke bliver til noget, men som hele byen venter på, sådan som man gjorde et lille sted dengang i tidligere tider, hvor underholdning var noget, man selv lavede. Byen som hovedperson Byen har fulgt med i udviklingen i den danske apotekers hus, der liver op med den kønne kone, indtil hun dør sammen med barnet i barselssengen. Sorgen må have en ende, mener præsten efter en passende tid - dvs. apotekeren må have en husholderske! Læseren placeres i samme iagttagende position som byen: »Her havde skæbnen sat en ung pige og en mand i hans bedste alder under samme tag: Begge var gjort af godt stof, og ingen af dem var bundet til nogen eller noget. Var det da så underligt, at man tillod sig at forvente en form for eventyr i direkte forlængelse af dette udspil fra forsynets side? Man måtte have et vågent øje med de første tegn«. Vi erfarer meget om, hvordan lyset er tændt og slukket i husets forskellige værelser, men ikke meget om de to aktører. Det er 'man' - byen og dens reaktion - der er hovedpersonen. Giftmord Forfatteren har således bevaret hele det sladderpræg, der er aktivt i en stillestående by. Alt bliver ikke opklaret, men man følger alle gætterier om en histories mulige forløb, selv om man kun har det allerspædeste kim at forholde sig til. Nogle gange er de dog voldsomme nok - en mand dør i novellen 'En gammel historie'. Tilsyneladende af alkoholforgiftning, men kunne han ikke være blevet forgiftet? Sysselmanden får lidt at lave, og det gør han også i en anden historie, Det blå værelse - det værelse i det fine Faktorhus, der først er elskovsrede for apotekerfruen og hendes mands unge nevø, derefter hans grav i bogstaveligste forstand. Apotekerfruen får nemlig forgivet både nevø og mand, efter tur og orden, da det hele bliver for broget. De mærkelige ædruelige I det hele taget gemmer dette hus, hvor bedre folk bor, på voldsomme dramaer under den fredelige overflade. Undervejs indføres vi i livet for høj og lav på skiftende tidspunkter fra engang i 1800-tallet og næsten op til vor tid, som f.eks. i historien om den evige ungkarl, der udnyttes groft af den thailandske pige, han finder gennem et bureau. Stefán Sigurkarlsson fortæller ligefremt, energisk og med en lakonisk, underspillet humor. Hans billedsprog og ræsonnementer er ofte pudsige og folkelige, som når det om borgerskabets skovture hedder: »Sådanne ture kunne godt gå hen at blive til de rene drikkelag, for de fine går til de våde varer som spædbarnets til sin mors bryst. De notabiliteter, som ikke drak sig fulde, blev derfor anset for at være lidt mærkelige«. Uprætentiøs og charmerende Der er udgivet en hel del islandsk litteratur i dansk oversættelse de senere år, bl.a. af det islandskejede PP Forlag, hvor også denne bog udkommer. Stefán Sigurkarlsson, der er født i 1930, er uddannet som farmaceut i København og har arbejdet som apoteker skiftende steder på Island. Det er hans første bog på dansk - den er let, uprætentiøs, charmerende og lige til at nyde en sensommerdag, hvor vejret ikke er som i Hólmanes - »et sted, hvor sommervejret fortrinsvis består af enten blæst og regn eller blæst og sandfygning«.