0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Velbekomme!

Bøger om unge kvinder, der sulter sig, står i kø på hylderne. Lotte Inuk slutter trop med en selvbiografisk roman, der er bedre end de fleste.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Lotte Inuk har en særegen fortælleglæde, der river og lirker og lokker én med sig.

Ind i det famlende grænseland mellem barn og voksen, hvor løbske eventyrdrømme splitter det svære teenageliv ad, så de skævt sammenvoksede venindeskaber, de sværmeriske forelskelser og de uhåndterbare identitetsproblemer hvirvler i alle retninger for til slut at drysse ned over frygtsomheden på bunden af det hele.

Den frygtsomhed, der bare ser storøjet til uden helt at ane, hvad den skal stille op med det voksenliv, som alle de andre tilsyneladende skruer sig uproblematisk ned i.

Personlig, ikke privat
Præcis dette forjættede land har Inuk fra begyndelsen betrådt så roligt og sikkert med sine ord, at ethvert par læsende øjne må blive 12, 13 eller 14 år igen.

Hvis de altså ikke er det i forvejen og blot fornemmer, at fortællestemmen trækker vejret i netop deres rum. Det var denne sjældne on location-kvalitet, der gjorde Inuks tidlige 'Maria Mia' og 'Mona Måneskinsdatter' til denne anmelders hjertevenner i den fremskredne alder af 12.

Og i dag er det stadig dét, der besnærer mig mest ved Inuks personlige, men heldigvis aldrig private roman 'Sultekunstnerinde': at den sandsynligvis kan læses med lige stort udbytte, om man er 12 eller 60.

Anorektikernes dannelsesroman
Som titlen antyder, har vi her at gøre med en foruroligende fortælling om vejen igennem anoreksiens asketiske rige. Befolket med nej'er og flere nej'er til den voksne, krævende kvindekrop, de tungekyssende kærester og de tiltagende voksenkrav.

Eller måske skulle man snarere skrive: endnu en fortælling. For de senere år har den ene halvbiografiske roman efter den anden stået i kø for at fortælle netop denne historie om den unge kvinde, der sulter sig ud, hvor ødemarkerne ender, og tilbage igen.

Med så identisk en ordlyd, at det unægtelig ligner dannelsesromanen par excellence for unge kvinder af i dag, hvor den livstruende hospitalsindlæggelse tilsyneladende fungerer som den endelige, farefulde overgangsrite.

Fra Valérie Valères uafrystelige 'De gale børns pavillon' over ungdomsromaner som Dorothy Joan Harris' 'Tynd, tyndere - død'!, Gunvor Nygaards 'Fuglepigen' og Maria Hedes 'Lille spejl på væggen'. Og til rene selvbiografier som Lonni Schlegels 'Må leve, siden dø', Maria Hirses 'Æblekinder' og Lone Møss' 'Et siv i vinden'.

Symbiotisk pigevenskab
Sultekunstnerinde' rager dog et godt stykke op i den afpillede mængde. Dels fordi den fremadskridende tynd-tyndere tematik i grunden klæder Inuk-universets skarpt sansede vaklen mellem barn og voksen og fortøjer det solidt, inden det driver for langt ud i det eventyrligt svævende. Derud, hvor de tidlige romaner indimellem tågede vel rigeligt rundt.

Og dels fordi sygehistorien oftest fungerer som en farligt rislende understrøm i en fortælling om et symbiotisk pigevenskabs opblomstring og smertelige endeligt. Bagsideteksten hævder desuden, at historien knytter an til Grønlands løsrivelse, men det er nu nok at stille større rammer op, end emnet kan udfylde.

Velkomponeret og vedkommende
Vi følger i Charlottas/Charlies tankestrøm, fra hun som 11-årig genplantes i Nuuk med sin kronisk fraværende mor, finder sin flok blandt klassens drenge og fortaber sig i venskabet med den jævnaldrende Malou.

Sammen gør de deres første erfaringer med drenge, sprut, slankekure og, for Charlies vedkommende, en lind strøm af overgreb. Opbrudt af (lidt for) lange hvide snit fra den psykotiske Charlies hospitalsseng, der klart afkridter, hvilken vildvej slankekurene slår ind på.

Ikke mindst da den elskede Malou viser sig mere interesseret i drengene end i Charlie. For her søger Charlies uafklarede seksuelle orientering rykvis mod overfladen efter luft, men tvinges korporligt tilbage i sultekunstnerindens ordnede kaos.

»Jeg er ren og pur som en dukke, intet afsondres fra mig længere, og min hud er hvid og stram og pletfri som aldrig tidligere. Intet gror i mig, ingen løbske tanker eller ønsker eller håb«, besværger hun til slut, da selv en voldtægtsforbryder tager flugten i mødet med hendes blålige, benede krop.

Endskønt den frem- og tilbagespringende form undertiden bevirker, at historien foregribes og gentages, er 'Sultekunstnerinde' først og som sidst en både velkomponeret og vedkommende historie. Indtrængende fortalt af en forfatter, der tydeligvis er vokset anseeligt med sit alvorlige emne.