Det er egentlig beskæmmende, at en af Sveriges mest elskede digtere er så ukendt i Danmark, som tilfældet åbenbart (?) er. Især når hans digte falder så godt og gnidningsløst ind i en dansk sammenhæng og (selv)forståelse. Jeg taler om Werner Aspenström, som levede fra 1918 til 1997, og som Christian Graugaard nu har udvalgt og oversat en fin lille samling af. Vrangvillig forbruger 'Sardinen i tunnelbanen' hedder den, og titeldigtet er fra 1972-udgivelsen 'Under tiden', som er en af de 17 samlinger, dette udvalg består af. Det skildrer en vrangvillig forbruger, der forulempes af tunnelbanens reklamebombardement og drømmer om at undslippe. Toiletpapir og tandpasta Men det skal lykkes ham lige så lidt, som det lykkes en sardin i olie at svømme igen. Så kan dåsen være nok så meget vendt mod havet. Jeg vil ikke vaske mig med den sæbe.
Jeg vil ikke børste tænder med den tandpasta.
Jeg vil ikke ligge på den sovesofa.
Jeg føler intet behov for det toiletpapir.
Jeg er ikke interesseret i den forsikring.
Jeg planlægger ikke at gå over til et andet cigaretmærke.
Jeg har ikke lyst til at se den film.
Jeg nægter at stå af på Skärholmen.
Sardinen vil at dåsen åbnes mod havet.Babelstårn af myg Man ender jo med at købe det lokumspapir, og reklamerne i tunnelbanen, også kaldet metroen, er der endnu med uformindsket styrke, her over 30 år senere. 'Store herlige bygninger' fra ('Varelser' 1988) viser en digter, der lige så godt kunne have været dansk eller måske sågar heddet Svante: Småt, vintergråt og søvnløst.
Pyramiderne burde man jo nok se.
Men lige så ofte drømmer jeg om
juliaftenens babelstårn af myg.Drømmeløs svømning Og så er der alligevel babelstårnet og det lyriske temperament til forskel. Det sidste kommer også til udtryk i et af de tidlige digtes slutlinjer: O flyv også til de dødes grave,
dans over det blegede grus
de blå sekunders dans! ('Guldsmede' fra 'Litania', 1952) Og i 'Snart folder århundredet sin avis sammen' (1991) hedder det efter en såre konkret beskrivelse af bøjlernes gyngen som gondoler efter nytårsgæsterne med længsel ventede afgang: Drømmeløst svømmer karpen
i århundredets skrumpende pyt.Indtrængende lavmælthed Aspenström havde gennem firserne sæde i Det Svenske Akademi og fik et langt liv som digter. Hans sidste samling, med det i sammenhængen isnende navn 'Israpport', måtte dog udkomme posthumt, og det er gribende, skræmmende og respektindgydende læsning: sådan skriver en klinisk klarhovedet og stoisk digter på dødslejet. For eksempel som 'Svar på et nærgående spørgsmål': Blandt de ting som holdt mig fast i verden
og hindrede mig i at modne til et sjælevæsen
nævner jeg især de små klassers gule blyanter
og det halvskrevne hæfte med blåt bind,
en bæk som skulle tones,
en sorg som skulle redes ud,
alt det som jamrede.
Jamrer. Christian Graugaard skal have tak for introduktionen til denne svenske stemme; 'Sardinen i tunnelbanen' er i al sin uprætentiøse, men indtrængende lavmælthed et fint lille bidrag til årets høst af (nu) danske digte.