To forlag, én tanke! Kort før jul lagde Dansklærerforeningen ud med en række 'billedromaner', og nu lancerer Lindhardt og Ringhof billedrige små bøger under fællestitlen 'Vilde veje'. I begge serier optræder forfatteren Katrine Marie Guldager og tegneren Cato Thau-Jensen. Anarkistiske tider Nøgleordet er billeder. Er det nu et nyt forsøg på at lefle for mindreårige smagsdommere for at lokke dem ind i læsningens fold? Nej! Det er snarere det allerførste vellykkede forsøg på at bringe energien fra alle de nye billedmagere med samt deres vildskab og vovemod ind i ordenes verden. Siden de første tegnere fra skolen i Kolding slog de første skæve streger i bogform for snart ti år siden - Mette-Kirstine Baks 'Bjørnen kommer' var den første - har der været grund til at tro på nye og anarkistiske tider i teksterne også. Billedrige billedromaner Men det er ikke rigtig blevet til noget - endnu. Så det er et fint gennembrud for samarbejdet mellem pensel og blækhus, at man kan mødes som ligeværdige på dette nye felt. Noget hidtil uset, der hverken er billedbog eller bog. Noget, der er let(læst) uden at være nedladende. Noget, der er alvorligt uden at docere. De billedrige billedromaner er kommet for at blive. Hvad kan det ikke føre til?! Den vildeste vej De 'Vilde veje' er mest skoleveje. Og Lindhardt og Ringhofs serie lægger sig belejligt på et niveau under dansklærernes. De er til tidlige læsere. Blandt de medvirkende er påfaldende mange født i 1970'erne. Det er godt, men ikke godt nok, for Thau-Jensen og Guldager (fra 60'erne) finder den vildeste af vejene. Poetisk tone 'Drengen der ville lave verden om' er en syvstjernet historie om Niels og hans hund og den forkerte verden. Hvorfor må man f.eks. ikke have sin hund med i skole? Det er beskrevet før, men Katrine Marie Guldager har fundet en medvidende og poetisk tone frem til bøgerne for børn med billeder i. Hendes bidrag til dansklærernes serie var også blandt de sejeste. Døgnåben legestue 'Verdens længste lort' med tekst af Peter Adolphsen minder om, at der ikke længere er tabuer i børnelitteraturen. Den er sjov og ulækker og kalder måske ikke det ypperste frem i tegner Bregnhøi junior. Cecilie Eken fortæller en sær historie - Kafka light - om en mand, der får besøg af en mand fra Sprogstyrelsen, fordi han snart ikke har ret til at bruge flere ord. Hvordan dén ender, skal ikke røbes her. Charlotte Pardi følger den helt til dørs med sukkersød alvor. Og der er næsten ikke et billed-øje tørt, da far og datter - Bjørn Bensby og Katrine Clante - til slut fortæller historien 'Ena går sine egne veje'. Det er en dobbeltdebut, der er lidt for bastant efter min smag - også på billedsiden. Tegnerne holder legestue for og med forfatterne. Den har døgnåbent.