0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kvindernes befrier

Med Don Juan er det endelig alvor. Peter Handke har fat i urkræfterne.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Når nu Don Juan alene i Spanien har 1003 elskerinder, så kan det synes sparsomt, at vi her hos Peter Handke kun møder cirka syv - og ingen fra Spanien.

Alligevel er det en forførende lille bog, et kammerspil med sprog og litteratur nok så meget som et spil med det erotiske.

Men så bør det også siges straks, at Don Juan selv i modsætning til gængse fordomme slet ikke er en spiller, tværtimod: det er dødsens alvor hver gang.

Spillets ophør
Handke siger, han har et blik, der handler:

»Længe nok havde spillet varet, når hun gik på gaden, når hun sad og stod på banegårdsperronerne og ved busstoppestederne: Endelig var det alvor, det kunne blive alvor, og det oplevede hun som en befrielse«.

Så uanset om Don Juan kaster et blik på bruden ved det bryllup, han gæster et sted i Kaukasus; eller hun går tilsløret gennem et Damaskus med snurrende dervish-dansere; eller hun er en jente uden en trævl på en bådebro i Norge: hun er hans, og han er hendes, før dagen er omme. Det er alvor.

Mobil mand
Peter Handkes beretning går ligesom skabelsesberetningen over syv dage. Don Juan kommer en dag væltende ind over muren til det gæstgiveri, som bogens fortæller, eller rettere bogens lytter, driver uden for Paris et sted på den store slette, som hedder Île de France.

Dette landskab (som Handke kender godt, fordi han bor der) er en charmerende kulisse for Don Juans fortælling om sine seneste syv dage og syv erobringer i syv forskellige lande i verden. Mobil mand.

Han fortæller ikke i jeg-form, men i tredje person, og der er flydende overgang fra Don Juan til bogens fortæller, så læseren skal ikke føle sig sikker på noget som helst.

Til trods for, at det fra første færd forsikres, at det ikke bare er 'en Don Juan', der denne smukke majeftermiddag styrter og trimler ind over muren, det er Don Juan lui-même, den ægte.

Indre udvidelse
Han er forfulgt som altid, lever jo i dén grad med Fanden i hælene. Men denne eftermiddag er det nu bare et par rasende unge elskende på motorcykel, der vil straffe ham, fordi han har beluret deres samleje i en skovbund i nærheden. I sikkerhed bag muren begynder han så småt og med lukkede øjne at fortælle:

»Og så vaktes en rytme i ham, som snart viste sig at hænge sammen med helt andre ting, end om maden smagte ham. Eller var hans summen, sådan som han istemte den, ikke rytmisk, men snarere melodisk, en melodi, som hans hele jeg vuggede sig til, om end næppe mærkbart?«.

Her strejfer Handke lige akkurat Kierkegaards Don Giovanni-afhandling om 'De umiddelbare erotiske stadier eller De musikalsk-erotiske', og det gør han for så vidt også, når han samler sin Don Juan i én tanke: »Alt, hvad han tænkte og sansede, gik ud på at være herre over sin egen tid«.

Musik er jo dette: at erobre tiden. Men hvor Kierkegaards 'Hør, hør, hør, Mozarts Don Juan' peger stadig dybere ind i det musikalsk-erotiske, fører Handkes snarere til det litterært-erotiske.

Don Juans komme skænker kroværten »bogstavelig talt den indre udvidelse og grænseoplevelse, som ellers kun den såvel ophidsede (og opskræmte) som salige læsning tilvejebragte«. Også kroværten hører, men ikke musik, han hører historier »fortalt af ham selv«.

Vemodig grundtone
Disse historier handler om, hvad der skete ved brylluppet i Kaukasus og under dervish-dansen i Damaskus, altså hvordan Don Juan gjorde sin pligt og levede op til kvindernes begær efter ham.

Men historierne handler også om, hvad det er, der driver ham, og her er Handkes bud: en stor sorg efter tabet af et barn. Hertil svarer i hele bogen en vemodig grundtone, et smukt og døende efterårslys som falder skråt ind over muren i et fransk forår.

Til sidst kan den lyttende vært »... bevidne det: Don Juan er en anden. Jeg så ham som en, der var tro - troskaben i egen person«.

»Og for mig var han også noget andet og mere end bare venlig - han var opmærksom. Og hvis jeg nogensinde har mødt et faderligt menneske, så var det ham: Man lyttede til ham, og man troede ham«.

Naturens forførelse
Det hører med til historien, at Don Juan naturligvis også her i bogen er ledsaget af sin tjener. Han er navnløs, men vi kender ham jo som Leporello.

Hos Handke forlyster han sig med alle de grimmeste kvinder, og jeg siger forlyster, for denne 'Don Juan', bogen altså, handler ikke om 'forførelsens kunst' og heller ikke om 'forførelsens natur' - men måske nok om naturens forførelse.

Det er urkræfterne, Handke er ude efter: dem, der driver Don Juan, Leporello og alle kvinderne, men først og fremmest dem, der driver litteraturen.

Don Juans tjener (dvs. dobbeltgænger) er næppe nogen stor praktisk hjælp i hverdagen for den store elsker. Dertil har han for travlt med selv at elske. Men han sørger da i det mindste for at holde et regnskab.

Hos Mozart læser han højt fra kontoudskriften, vi startede med de 1003 i Spanien, og vi har Madamina! ikke nævnt de 640 i Italien, de 230 i Tyskland eller de 91 i Tyrkiet. Men næste gang, Leporello skal synge Listearien, kan han nu med Peter Handke tilføje syv mere.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.