Hvad sker der i det lille hjem, mens det venter på familieforøgelsen? Hos Anthony Browne bliver møblerne til menneskeaber - hvad ellers? - men Hanne Kvist går en anden vej i 'Os to (uden sutsko)'. Hun skaber et (kortvarigt) paradis for to hanner. Far og søn omdanner boligen til et arbejdende motorcykelværksted, en filial af pizzeriaet, en filmaften uden ende, bandeord og søm i massevis. Satans og helvedes! Med al den aktivitet må man tro, at den fraværende mor dominerer totalt i hverdagen. Det skal være slut nu! Og frigørelsen går fra top til bund. Samdrægtigt smider de sutskoene - far og hans dreng - og tager forbudte ord i deres mund. Satans og helvedes. Far har dog mere eller mindre overgivet sig til sin skæbne og nyder sekunderne, men det har drengen ikke. Ved hjælp af brædder og søm barrikaderer han huset. Han vil kæmpe for sit fristed. Og det lykkes da også først at få mor og den lille nye bugseret indenfor efter fælles fremsigelse af det nye slogan: 'Op i røven med de sutsko'. Fede tider! Hanne Kvist tegner selv. Det er mere tilbagelænet end vanligt. Mindre fysisk og mere velovervejet. Som om tegneren og fortælleren, som jo er den samme, har delt historien i porten. Billede og ord er tæt hægtet sammen. 'Os to (uden sutsko)' er farvemæssigt fersk. De to hanner agerer inden for en tyk sort streg, og selv om der sker ting og sager, så er der hele tiden lige linjer og rette vinkler rundt om. Men omme bag ved brædderne ligger de to og stritter med alle tæerne. Fede tider! Det blev i øvrigt en lillebror. Ligesom for dem fra Fredensborg.