0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Provinsens mafia

Arven fra Morten Korch lever i romandebut om en jysk provinsby.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

DOBBELTMORAL. Knud Simonsens debutroman Stenbo har sin berettigelse, selv om den ikke er stor kunst. Illustration fra bogens omslag af Harvey Macauley

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Knud Simonsen er en 55-årig jysk arkitekt, der driver typehusvirksomhed, fiskesø, hytteby og tegnestue.

Nu har han også skrevet en roman.

Her ville det være meget let at skrive: og det skulle han hellere have ladet være med.

Et langt stykke hen ad vejen var det da også min tanke - ligesom en til forargelse grænsende undren over, at Gyldendal har udgivet den.

Påklistret påskud
For i 'Stenbo', som er en roman om halvfjerdserne i en østjysk provinsby af samme navn, ligger klicheerne - en del dem taget direkte fra Morten Korch - i lag.

Påskuddet for fortællingen, som man dog hurtigt glemmer, fordi det er påklistret og slet ikke foldet ud, er mordet på en lokal særling med en skjult formue.

Man husker svagt en sådan sag fra medierne.

Hykleri og korruption
Selve fortællingen handler om, at Stenbo er gennemsyret af dobbeltmoral, korruption, sammenspisthed, inkompetence, der går ud over småfolk, utilpassede typer og forsvarsløse enker.

De værste skurke er selvfølgelig missionen (men ikke præsten), skoleinspektøren, advokaten og skatteinspektøren. Heldigvis har byen mindst én hædersmand i form af en dyrlæge, der gennemskuer hykleriet, siger, hvad han mener, ikke er bange for nogen og gør det nødvendige lobbyarbejde, f. eks. når den forførte, forrådte og misbrugte, men dygtige Lilly skal have spiritusbevilling.

Den dyrlæge er nok den værste og mest Morten Korch-agtige af klicheerne, men han er også meget sympatisk.

(Værre er det, at der i hele bogen er en tendens til, at forfatteren skoser én fordom ved hjælp af en anden. De usympatiske personer skal til overflod forsynes med enten et handikap eller en perversion - hvad der for forfatteren vist kommer ud på et).

Beskidte kneb
Både folkevalgte, embedsmænd og erhvervsliv sidder sammen i en loge, kaldet 'Clubben', der i praksis fungerer som et alternativt byråd, der - helt uden om offentlig indsigt, kontrol eller valgbarhed - laver økonomiske rævekager og holder hånden over egne medlemmer.

Hvis den lokale presse optager et kritisk læserbrev, ryger den livsvigtige indtægt fra alle kommunens annoncer. Og hvis en borger kommer et af klubbens medlemmer på tværs på nogen måde, så sørger skattedirektøren for, at deres selvangivelser og regnskaber kommer gennem et grundigt tjek fem år tilbage.

Det er vist med effektivt illustrative eksempler, der kan give hvem som helst sved på panden.

Forfatteren synes at have et nært kendskab til lokale skattefolks beskidte kneb i kunsten at genere flittige borgere, og han vender igen og igen tilbage til, at kommunen altid taber sine skattesager højere oppe i systemet.

Der er i det hele taget mange gentagelser i 'Stenbo', og en del forekommer som et kneb, der skal hjælpe hukommelsen og lette læsningen for den type læsere, der kun når et par sider før indslumringen om aftenen.

Råt for usødet
Når alt dette er sagt, så vil jeg alligevel ikke brokke mig over, at Gyldendal har udgivet denne bog.

Det skyldes ene og alene, at det er godt, der af og til skrives råt for usødet - sågar af og til pedantisk som her - om den skjulte magtstruktur i nogle mænds broderskaber. Samt om ovennævnte dobbeltmoral, korruption, sammenspisthed og inkompetence, som jeg ikke et øjeblik er i tvivl om ligger og lurer ude i kommunerne.

Så skal man åbenbart bære over med psykologiske og sproglige klicheer i bøger, der ikke har mere med skønlitteratur at gøre end ambitionen om at være det. Eller skal man?