0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Psykopatens far i terapi

Det er - faktisk ikke særlig - uhyggeligt, da Brett Easton Ellis gør op med sin yuppiefortid og ender i gysergenren.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Et af de hele tre citater, Brett Easton Ellis bruger som motto for sin nye roman 'Lunar Park', stammer fra 'Hamlet':

»Ja, på min erindrings tavle vil jeg viske alle ligegyldigheder ud, alle gamle fraser, alle udtryk, alle fortidsbilleder, som ungdoms lære nedskrev dér«.

Da romanens hovedperson Brett Easton Ellis til og med bosætter sig som vakkelvorn familiefar på Elsinore Lane (Helsingørstræde), er man ikke så forbløffet endda, da det viser sig, at en død faders urolige spøgelse har en større rolle at spille.

Et grueligt spøgelse i en fortælling af den engang så superkyniske 'materealist' Easton Ellis!

Nu står verden da ikke længere. Hvilket vel på en måde også kan siges at være bogens tema.

Den verden, der ikke står længere, er den verden, Easton Ellis skrev om, da han skrev sig til rollen som klodens hotteste enfant terrible med 'American Psycho'.

Forlokkende
'Lunar Park' er udformet som forfatterens forsøg på at skrive sig vej ud af den spændetrøje, han selv har skrevet sig ind i.

'Lunar Park' er Brett Easton Ellis' hudløst ærlige, og måske ligefrem endda indimellem oprigtige, opgør med sin egen litterære fortid.

Ved at placere sig selv i hovedrollen og diskutere sin egen tvivlsomme position som stenrig stofmisbruger, ridder af jetsettet og skaber af den amerikanske psykopat Patrick Bateman, en af litteraturhistoriens mest isnende kreationer, lokker Ellis til truget med nutidens stærkeste lokkemad.

Nemlig løftet om den selvbiografiske afsløring. Se det hele hænge ud! Alt bliver afsløret! Jeg var et svin! Jeg skrev kun for at få succes!

Og så længe Ellis gør dét, er 'Lunar Park' faktisk en forlokkende skabning. På typisk Ellis-manér en beretning, man halvvejs imod sin vilje drages imod og bliver opslugt af.

Forsøg på opgør
Der er passager, hvor Ellis er uimodståeligt giftig. Som når han med sit mageløse blik for den materialistiske detalje portrætterer bogens velstående amerikanske forældre som på én gang pylrede og afstumpede.

Stenrige galninge og åndelige pygmæer, der tror at opdragelse består i at fylde sine børn med nervemedicin, slankekost, åndelig junkfood, mærkevarer og terapi.

Som sociokulturelt røntgenbillede er 'Lunar Park' i glimt så kølig og makabert præcis som Ellis nogensinde har været til og med 'Glamorama'.

Men 'Lunar Park' er på alt for mange måder et forsøg på et opgør. Det er historien om sønnen (Brett), der afskyede sin følelseskolde og materialistiske egoist af en far og brugte ham som model for Patrick Bateman.

Men det er også historien om faderen (Brett), der tværs igennem en døs af kokain, vodka, liderlighed og fortrængninger prøver at etablere et tøvende forhold til teenage-sønnen Robbie.

Tunge symboler
For at få alt dette til at gå op i en hårdkogt og småsnøftende cocktail skruer Ellis gevaldigt op for blusset. Snøfteriet er 1/3 kokain, 1/3 selvmedlidenhed og 1/3 sentimentalitet tilsat et enkelt stænk ægte følsomhed i stedet for angostura.

Det skorter ikke på drama. En mærkelig ung mand, udklædt som Patrick Bateman, trænger ind på hovedpersonens i forvejen sørgelige parodi på en amerikansk familie. En række uhyggelige mord bliver tilsyneladende udført af en copycat-killer, der har læst 'American Psycho'.

Teenagedrenge forsvinder sporløst en masse. Og hjemme hos Easton Ellis i den sprøde kernefamilie sker der så gyselige ting og sager, at det ville kunne gøre både Stephen King og Wes Craven blege om gællerne.

Altså i teorien. For problemet er, at Easton Ellis ikke kan skrive den slags spøgelsesgys, så det rent faktisk også er uhyggeligt. Det ligner snarere visualiseringer af hele det psykoanalytiske oprydningsarbejde, der ligger som en undertekst under 'Lunar Park'.

Vist er det sundt at få muget ud og ryddet op, men særlig interessant er det ikke, når symbolerne gungrer tungt, og komplekserne klaprer ildevarslende med vinduerne. Som moderne gys når Ellis ikke en japaner som Kenji Suzuki til knæene.

Gustent selvportræt
Easton Ellis' dilemma er åbenlyst. Han er en mester i at bevæge sig på overfladen, men er så fintfølende som en skinke, når menneskets dybder skal loddes. 'Lunar Park' er en mærkelig og højst ujævn blanding af opgør og underholdning.

Opgøret med den litterære fortid er både interessant og underholdende. Opgøret med de personlige dæmoner er demonstrativt underholdende, men bærer som litteratur mest præg af, at Brett Easton Ellis med 'Lunar Park' ikke så meget formulerer en ny stil og et nyt mål, som han får kæmpet sig frem til, hvordan han ikke vil skrive fremover.

Hvor går ironikeren hen, når ironien er blevet træt? Hvad er virkelighed og hvad er fiktion i denne gyser af et gustent selvportræt?

I begyndelsen prøver man interesseret at skelne. Men efterhånden som uhyrlighederne siger »bøh!«, ender man faktisk med at blive temmelig ligeglad.

Det kan godt være, at nogle ligegyldigheder er blevet visket ud fra ungdomstavlen, men den nye skrift viser sig desværre ikke så lidt mere ligegyldigt end fordums udfordrende insisteren på overfladens magtfuldkommenhed.