Utroligt - incroyable, som de siger dernede. Det utrolige ved Irène Némirovskys romansuite er ikke bare, hvordan den er fundet og udgivet 60 år efter nedskrivningen og efter forfatterens død i Auschwitz. Det mest forbløffende er dens litterære kvalitet. Mirakuløs indsigt De eksisterende to dele er blevet til i skjul 1940-42, så at sige mens handlingen foregår, og Irène Némirovsky nåede ikke at realisere sin samlede idé. Alligevel er romanens billede af det kæmpende og besatte Frankrig præget af en næsten mirakuløs menneskelig-samfundsmæssig indsigt og kunstnerisk afklaring. Sejler gennem flodbølgen Første del med titlen 'Storm i juni' foregår juni 1940-marts 1941, mens den tyske Blitzkrieg pulveriserer den franske hær, deporterer hundredtusinder af soldater og officerer til tyske krigsfangelejre, sender millioner af borgere ud i panisk flugt på landevejene - og vender rundt på det gamle samfund. Irène Némirovskys skildring af den store exodus følger to håndfulde parisere, der søger at sejle gennem flodbølgen sydpå i biler belæsset med kufferter, madkurve, fuglebure, tasker stoppet med smykker og sølvtøj. Dundrende dementi Det er det store ragnarok med beskydning af fjendens fly, med bilvrag og lig i vejkanten, brændende byer, sårede og udmattede franske tropper på flugt. Og det er alle mod alle og pengenes rå magt, da det er slut med benzin, mad og logi. Efter våbenhvilen og tyskernes indmarch, hvor den ene halvdel af Frankrig leder efter den anden, går bølgen tilbage til Paris, hvor de kvikke indstiller sig på det nye regimes og 'tidsåndens' behov. De forsikrer hinanden om, at intet er forandret og alt ved det gamle, men det er Irène Némirovskys projekt et dundrende dementi af. Varmer op til modstandsånd Anden del med titlen 'Dolce' foregår maj-juli 1941 og følger det - foreløbig - ret stille liv i en lille by i den velnærede midtfranske provins. Tyskerne rykker ind med Verboten-skilte, officerer indkvarteres på gårdene og viser takt, mens de listige bønder tjener fedt på dem, lytter til BBC og gemmer våben. Besættelsens sociale omstillingsproces følges via 'nationale' og tyskvenlige godsejere og i nærbilleder af kvinder, der reagerer på tyskerne med afsky, frygt og respekt, men også med fascination og begær. I forgrunden står unge koner, der betages af de unge, sunde og kønne tyske officerer, men dog holder hovedet koldt og varmer op til modstandsånd. Præget af suverænt overblik Som forfatter er Irène Némirovsky præget af sit dobbelte tilhørsforhold til russisk og fransk litteratur. Hendes tidsbillede er farvet af en fint forstøvet melankoli à la Turgenjev og Tjekhof. Et andet forbillede er Tolstojs 'Krig og fred', hvor den store histories massebevægelse er gestaltet via individuelle skæbner på hverdagsniveau. Men hendes filmisk-symfoniske komposition er også tydeligt inspireret af 1930'ernes kontrapunktiske roman og franske samtidsrealister som Jules Romains og Martin du Gard. Hun krydsklipper mellem synsvinkler, handlingstråde og genkommende figurer, og selv i den ufærdige form, som romanen altså foreligger i, er den præget af et suverænt overblik, der peger frem mod de urealiserede 3. og 4. del om modstand, fangelejre, de store slag og freden. Klassekamp ud fra jungleloven På idéplanet hører værket til den franske realismes desillusionsroman. 'Det store sammenbrud' og 'det sære nederlag' i 1940 - le grand debâcle og l'étrange défaite - har sine egne myter og dolkestødslegender, og Irène Némirovsky tager dem ved vingebenet én for én: myten om, at den franske hær ikke blev slået, men trak sig klogt tilbage, og at nederlaget skyldtes meniges »mangel på disciplin og patriotisme« og folkets »nydelsessyge«. Myten om de selvopofrende heltegerninger, det store sammenhold, og »franskmænd angiver ikke hinanden«. Det dementeres af de læs af anonyme stikkerbreve, tyskerne modtager - og afviser. Som en tysk officer siger: »Hvis vi skulle have taget det alvorligt, ville hele egnen sidde i fængsel. ... Folk er til fals, og nederlaget bringer det værste op i dem«. Romanen viser, at ikke bare fattigfolk stjæler i nød. Også samfundets støtter og kulturlivets frikadeller klamrer sig til korrupte privilegier for at opretholde deres gamle magt. Alle mod alle-kampen er også social. Selv da vilde drenge fra et fattigasyl plyndrer et gods og dræber den præst, der leder dem, »som ulve« i en blodrus - selv da er det også klassekamp ud fra jungleloven. Klirren af potente våben og bæltespænder Romanens mange dyremetaforer - ulve, kryb, »dyr på vild flugt«, »grumme hundyr«, kropsbevidste kvinder som lækkersultne katte - peger på Irène Némirovskys meget animalske opfattelse af mennesker og psykologi. Det er igen illusionspunkteringen og traditionen fra den franske naturalisme, men det er også en aktuel erkendelse af, hvordan krig skaber junglelov. Hun lader kvinderne tænde på de tyske soldaters blonde sundhed og råstyrke som »frisk kød«. De unge bondekoner - hvoraf flere har mænd, der sidder i fangelejre i Tyskland - reagerer seksuelt på officerernes uniformer, deres hår, der er blankt som hjelme, deres metalliske stemmer. Der er en konstant klirren af potente våben og bæltespænder, og som der står om en af de unge koner: »Hendes hjerte var mindre fornuftigt end hun selv«. Krigsenken Lucile - bogens smukkeste portræt - er den, der er nærmest ved at falde i erotisk betagelse af den kønne, klaverspillende løjtnant Bruno. Hun mærker sin fascination »ved at klappe et vildt dyr«, men under den første seksuelle kontakt er det netop det kolde spænde på hans skrårem, der genopvækker hendes kølige fornuft. Afdækker menneskers natur Pointen i Irène Némirovskys animalske psykologi er, at hun ikke fordømmer, men forstår de unge kvinder i deres seksualitet. Hendes idé er i det hele taget at registrere og analysere, hvordan »mennesket er en sammensat, mangfoldig, splittet størrelse, uforudsigelig« - og at »der skal en krig eller store omvæltninger til for at bringe det frem«. Det er den kloge unge Lucile, der noterer det og konkluderer: »Kun den kender mænd og kvinder, som har iagttaget dem i en tid som denne«. Den 'franske suite' får sin bredde og dybde netop ved at fastholde hele suiten af menneskelige reaktioner i 1940 som en naturkatastrofe, der afdækker menneskers natur: frygt, fejhed, sorg, skam, bitterhed, had, men også konstruktiv vrede, desperat mod, retsindighed og offervilje. Der er gemenhed, kælderkold egoisme og højst selektiv næstekærlighed, men også »frækhed, uforsonlighed og listighed«, som det kan læses i ansigtet på en ung syerske med en tysk kæreste - igen sammensat. Genopliver gloser anno 1940 Romanen vrimler med kyniske børster og opportunister fra det såkaldt 'bedre borgerskab', der udnytter andres nød og rager til sig, nyder at slippe af med jøder og bolsjevikker - og slutter op bag »vores kære« marskal Pétain og kollaboratører til erstatning for det »rådne« demokrati. Men der er også opofrende bønder og småfolk og unge idealister. Der er hypokondre bløddyr - fastholdt i groteske scener, men der er samtidig ægte overlevere. Ved siden af de bristede illusioner er der også genvakte sanser og instinkter. De fleste blandt romanens stærke kvinder. Hele registret er med i Mone Hvass' fremragende oversættelse. Den genopliver med stilsikker vellyst gloser anno 1940: slapsvans, skiderik, lusepuster, finke, gamle hejre, lede sæk. Dem er der mange af, ligesom narrehattene med de honette ambitioner, og det er meget morsomt. Men der er altså den lille mand og kone med civilcourage og anstændighed, der ikke inviterer til Tintinske skældsord. Uventet og forbløffende mesterværk En af romanens unge helte, en af de få, siger spydigt, at franskmænd har det med at »filtrere og dekantere« fortiden, så den kan nydes. Det særlige ved Irène Némirovskys tidligt aflivede talent er, at hun kan dekonstruere og deflorere myter, men samtidig dekantere sin prosa efter alle vinkunstens regler, så det bliver højfiltreret romankunst. Og paradokset er, at selv på klos hold af det militære og moralske sammenbrud fra 1940 demonstrerer hun en kritisk indsigt, som de franske historikere først langsomt har mavet sig frem til. På den led er det ærgerligt, at 'Suite francaise' først er udkommet med 60 års forsinkelse, men ellers er den en gave. Dette uventede og forbløffende mesterværk blev en af årets store bøger i Frankrig i fjor. Det bør den også blive her i år.