Jeg ville gerne skrive noget pænt om fysik- og matematiklæreren Scott Stambachs debutroman ’Den usynlige Ivan Isaenko’. Det er nemlig en velment og empatisk bog, han har skrevet om den misdannede dreng Ivan, der har levet hele sit liv på et hospital i Hviderusland oven på katastrofen i Tjernobyl. Selv om Ivans krop er ødelagt, er præmissen, at hans hjerne fungerer udmærket. Han er belæst og forelsket, og han skriver i dagbogsform om den unge Polina, der har leukæmi og skal dø.
Men desværre er det almindeligvis sådan med dagbøger, at de sjældent er rigtig interessante for andre end den skrivende, for hvem der til gengæld er tale om livsnødvendig skrift. Formen er ofte blevet løftet i en litterær sammenhæng, men her har jeg en nagende følelse af, at teksten, jeg læser, burde forblive ulæst.
