For nylig fik jeg endelig læst ’Lykke-Per’. Pontoppidans fortællers måde at være alvidende på er sublim, hver eneste autoritære sætning er en ærefrygtig fryd, og alene af den grund stavede jeg mig igennem klassikeren med største tilfredshed. Dengang – i kølvandet på Brandes – var det forfriskende med en forfatter, der vidste præcis, hvordan han skulle sige det, han ville sige.
Sådan en fortæller har man sværere ved at konstruere på en frisk og overbevisende måde i dag. Det bliver nemt noget, man har hørt før, det bliver nemt et sprog, et greb, en tone, jeg dør lige så stille af at læse, når jeg læser en bog, der er skrevet i 2017.
