Lyt til artiklen
Der er noget ved Claes Johansens tone og tegneserieagtige æstetik, jeg kom til at holde af, mens jeg læste ’Drengen og færgemanden’. De stærke billeder i farver, jeg kunne se for mig. Sætningerne, der afbrydes abrupt med dramatisk effekt, franskmænd, der selvfølgelig siger ’bonsoir’, og hele fornemmelsen af, at uanset hvor grusomt – og i øvrigt historisk korrekt – det kan blive, befinder vi os godt i en sikkert styret fiktion. På den måde er Johansen en glimrende forfatter.
Men der er så også en del ved romanen, dens sprog og især dens komposition, der synes at spænde ben for et ellers drønspændende udgangspunkt.
