0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

5 hjerter: Eva Tind skriver med overskud, humor og frækhed i smukt feministisk roman

Sproget undersøges ord for ord i Eva Tinds ’Ophav’.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian

Eva Tinds nye roman 'Ophav' gennemstrømmes af en smuk feminisme med matriarkatet på visse koreanske øer som ideal.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ungdom er vanvid, alderdom er det samme, og undervejs er der voksenlivet med alt dets begær, karriere og løbende sindssyge. Eva Tind har et overskud af humor, frækhed, varme, overblik og modent forfatterskab, som sætter hende i stand til at synge om det hele som en anden sirene med vand mellem gællerne. ​​​

Tre hovedpersoner, tre stemmer, far-mor-barn. Far hedder Kai, han er søn af en koreansk far og en dansk mor. Barnet hedder Sui, hun er atten og forlader sin far, det vil sige flytter hjemmefra, ved romanens begyndelse. Forladtheden fører Kai ud i en livskrise, som er værre end den, han oplevede, da Suis mor, Miriam, forlod både ham og Sui for at forfølge sin kunstnerkarriere.

At være ensom, at blive forladt og selv at forlade, det er grundtemaet i Eva Tinds raffinerede, intelligente, elegante roman.

Mor er barsk som ind i helvede

Mor Miriam, den verdensberømte billedkunstner, er barsk som ind i helvede: »Kai, forskellen på os er, at kærligheden ikke er det vigtigste for mig. Jeg bliver alligevel aldrig noget forbilledligt menneske, men jeg ved, at jeg kan skabe noget, der er«.

At være ensom, at blive forladt og selv at forlade, det er grundtemaet i Eva Tinds raffinerede, intelligente, elegante roman

Datteren Sui skal navigere i en længsel både efter sit mødrene og sit koreanske ophav, alt mens hun løber skrigende bort fra sit åbne kæresteforhold, udvikler en svulst i maven og arbejder med sin egen kunst som forfatter.

Kai, som ellers er en succesrig arkitekt, tager sin gamle rygsæk på og drager til Indien for at slutte sig til et alternativt samfund.

Miriam ender efter en verdenskarriere, der muligvis har omfattet et mord på hendes stenrige kunstsamler af en japansk mand, med at opbygge sit eget paradis dybt i de svenske skove. Mor, mur, mord – et paradis er jo en have med en mur omkring og et træ i midten. I Miriams paradis er muren femten kilometer lang, træet er verdens ældste, og der viser sig at være en ekstra mor og en ekstra forladthed i skoven.

Sproget undersøges ord for ord

Eva Tind formår at folde det hele ud tindrende klart, ligesom hun klarer at skrive en meget globaliseret roman, som samtidig er inderligt tæt på det danske sprog, som undersøges ord for ord: »Sang«, »Korsang«, »Sten«, »Superkontinent«, »Natur«.

Suis noter er fascinerende lingvistik. »Mor« defineres omtrent ligesom »Mur«: »Forhindring eller beskyttelse? Ikke til at komme forbi. Undtagelsestilstand eller suverænitet? I negativ form identisk med en afgrund …«.

Smuk, undersøisk feminisme

Romanens klare, oplyste intelligens står ikke i vejen for håndspålæggelse, sjælevandring, shamanisme, koreanske muddanger, lidt kirkegang og noget pulver af en søhest. Alt flyder ubesværet sammen, også en smuk, undersøisk feminisme med matriarkatet på visse koreanske øer som ideal: De kvindelige perledykkere holder vejret nede i dybet og tjener pengene, mens mændene passer børnene oppe på landjorden.

De kvindelige perledykkere holder vejret nede i dybet og tjener pengene, mens mændene passer børnene oppe på landjorden

Og hjemme i Danmark viser det sig, at Kai måske slet ikke kan gå på vandet, sådan som han ellers har troet. Til gengæld finder han lykken med en kvinde, som hedder Jensen.

Ophav, nedhav, nordhav, sydhav. Sikken sang. Sikken skøn roman.

Læs mere:

Annonce