Det er en nærmest umulig bog at komme hjem fra ferie og skulle anmelde; René Jean Jensens nye og for mit vedkommende længe ventede bog ’I nat bar jeg Caligula’. Han var sidst aktuel tilbage i 2010 med to virkelig gode bøger, ’Om april, i maj’ og ’Jeg har planlagt at dagdrømme’, hvis man altså ser bort fra det forlags- og ikke mindst oversætterarbejde, han har lavet i mellemtiden.
Hvorfor umulig? Fordi jeg på den ene side bliver ret så irriteret på bogen, jeg får lyst til at ruske den, give den et los i røven. Og fordi jeg på den anden side anerkender og også værdsætter, at det for så vidt er bogens tilsigtede effekt, og at den også har lyst til at ruske sig selv, hvilket den ikke kan, hvilket kun forøger min lyst til at ruske hårdere, hvilket bogen igen kun synes at bifalde og så videre. Det er som at være fanget i et endeløst spejlkabinet.
