De gode forfattere ved ikke, om pest smitter. Men de har en mistanke om det. Derfor er de også af den opfattelse, at I læger bør slå vinduerne op i værelset, når I kommer og tilser patienten. Man skal blot huske på, at pesten udmærket også kan være ude i gaderne og smitte jer alligevel, hvad enten vinduerne er åbne eller lukkede.
Selvsamme forfattere vil også råde jer til at bære en maske med briller og placere en klud vædet i vineddike, gerne lige under næsen. Ligeledes bør I altid gå rundt med en lille pose på jer med en blanding af de krydderurter, som bøgerne anbefaler: citronmelisse, merian, mynte, salvie, rosmarin, appelsinblomst, basilikum, timian, vild timian, lavendel, laurbærblade, citronskal og kvædeskræl. Det ville være ønskværdigt, om I også var klædt i olietøj fra top til tå. Men det kan der nok alligevel blive set gennem fingre med. Der kan dog ingenlunde ses gennem fingre med de forholdsregler, som såvel gode som dårlige forfattere samstemmende anbefaler.
Den første af disse er, at I aldrig må tage patientens puls, før I har dyppet fingrene i vineddike. Grunden til det kan I nok gætte jer til. Men måske ville det være bedre, om I afholdt jer på lige det punkt. Ifald patienten har fået pest, vil ritualet nemlig på ingen måde skaffe ham af med den. Og ifald han ikke er pestramt, ville han ikke have sendt bud efter jer. I en tid med epidemi må man pleje sin lever mutters alene for at sikre sig mod ubehagelige overraskelser.
Den anden forholdsregel er, at I aldrig må se patienten lige i ansigtet, for I skal undgå at stå i vejen for hans udånding. Ligeledes vil det, hvis I først har åbnet vinduet, selv om vi er på usikker grund med hensyn til det gavnlige i lige denne adfærd, være bedst ikke at stille sig i vindretningen, da I dermed ydermere risikerer, at vinden vil føre den pestramtes dødsrallen hen til jer.
