Den amerikanske sydstatskrimiforfatter Karin Slaughter fortalte mig engang, at mange europæere desværre kun kender den stærkt racistiske ’Borte med blæsten’ som en mesterlig, men også dødsensfarlig film. Aldrig har de gidet at læse romanen, som giver et noget mere nuanceret og kompliceret billede af både Den Amerikanske Borgerkrig, Sydstaterne og især den stærke hovedperson, Scarlett O’Hara.
HBO fjernede på et tidspunkt filmklassikeren på grund af dens falske skildring af sorte slavers vilkår og forhold til deres herremænd samt en slet skjult hyldest til Ku Klux Klan. En nostalgisk idyllisering af en feudal livsstil med slaveri og hvid overmagt fra 1861 til cirka 1873. Filmen har været en kæmpe succes, både folkeligt og blandt kritikere, lige siden sin premiere i 1939 på grund af dens patetiske, melodramatiske kærlighedshistorie. Med en entreprenant, usympatisk kvinde og hendes vekslende kvindeliv bag mændenes front og slagmarker. Filmisk, fordi den med sit formsprog og visuelle intention faktisk overstråler den racisme, som hensynsløst kommer til stede både i fremstillingen af slaveriet og det afroamerikanske menneske.
