0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

5 hjerter til blændende Olga Ravn: Både mælk og skrift løber til hos den nybagte mor

Olga Ravn skriver blændende om det arbejde at være mor og det arbejde at skrive. Hendes digte fremstår, som om de er skrevet direkte fra barselsstuen og går i mit bækkens dyb.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

Olga Ravns bog om moderskab er blevet til af tvingende nødvendighed. Og det mærker man, når man læser.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Mit arbejde er at skrive om andres bøger. I dag skal jeg skrive om Olga Ravns bog om sit arbejde. Det arbejde at være gravid, det arbejde at føde, det arbejde at amme, at pumpe mælken ud, at vaske tøj, det arbejde at skrive, det arbejde at holde angsten stangen.

Ofte er der bemærkelsesværdige træfpunkter mellem de vidt forskellige tekster, jeg læser synkront. Jeg læser en kunsthistorisk ph.d.-afhandling, der overbevisende argumenterer for, at man på middelaldermalerier kan se Jesus holde sit blødende sidesår frem mod beskueren, på samme måde som Jomfru Maria på andre malerier holder sit mælkesprøjtende bryst frem. Jeg læser Olga Ravns digt om, hvordan den nybagte mors mælk løber til, hvordan dråberne svulmer frem »ustoppelige som blodet i en rifts munding«.

Det er ikke bare mælken, der løber til hos den nybagte mor, det er også skriften. Det hører vi om i digtet lige efter: »denne skrift må/ tilpasse sig/ barnets tid// den er til for/ at holde mig i live […] denne skrift vil/ gøre mig til/ jern// vil gøre mig til/ jord (…) til den der kan/ give brystet/ hver gang«.

Erindringer fra bækkenets dyb

Forholdet mellem skrift og moderskab er et gennemgående tema. Det at skrive handler i videre forstand om det at have et eget rum, at opretholde et eget mentalt rum, og det er et arbejde for enhver (mor).

Det rum uden for tiden, uden for livet, hvor jeg var en kælvende ko, det bærer jeg for altid i mig og kan aldrig mere komme ind i, ligesom jeg aldrig kan komme så dybt ind i mine hofter, som smerten gjorde dengang

Digtene i starten af bogen fremstår, som om de er skrevet direkte fra barselsstuen, og går i mit bækkens dyb, hvor jeg sjældent kommer, dér, hvor erindringen om fødslen ligger gemt. Et af digtene er en vision af en tom barselsstue, hvor fødselsbassinet står i solnedgangen og »stille fylder sig selv/ med vand og gyldent lys«. Dette værelse »er opstået i mig efter fødslen«, står der, »dette værelse/ som jeg fra nu af/ bærer med mig// og hvor jeg aldrig mere kan komme«.

Sådan er det. Det rum uden for tiden, uden for livet, hvor jeg var en kælvende ko, det bærer jeg for altid i mig og kan aldrig mere komme ind i, ligesom jeg aldrig kan komme så dybt ind i mine hofter, som smerten gjorde dengang.

Og så formår Olga Ravns skrift alligevel næsten at gøre det umulige, at bringe os ind i fødslen og tiden lige efter: »der er muld og vand og metal/ blodets opskrift// sygeplejersken tager barnet og fører det bort// han græder længere nede ad gangen/ mine hænder savner ham som en hud«.

Men oplevelsen af at være et jeg og en anden eller tredje person knyttes også specifikt til moderskabet: Under graviditeten er man to i samme krop

Fremmedhed hører sammen med graviditeten

Digtene fra barselsstuen er kun en lille del af Ravns omfangsrige bog, der er opdelt i 13 begyndelser, 28 fortsættelser og 8 slutninger. I den første begyndelse præsenterer et jeg bogen som sin redigering af en stak papirer, hun har fået overdraget af en anden kvinde, »lad os kalde hende Anna«. Anna er den anden, Anna er jeget i anden eller tredje person, Anna er jegets fremmedhed for sig selv.

Vi kan sige, at Anna er den udspaltning, ethvert jeg vil opleve, når det skriver eller reflekterer over sit eget liv. Men oplevelsen af at være et jeg og en anden eller tredje person knyttes også specifikt til moderskabet: Under graviditeten er man to i samme krop (»Barnet sparkede i maven, flere hjerter slog«), og et sted bliver »Anna« navnet for jegets forsvinden i fødslens blod.

Tabet af drømmen om en mand

Bogens tekster bevæger sig gennem hele genre-repertoiret: Der er digte, der er fortællende passager, der er dagbog, der er hospitalsjournal, der er breve, der er avisoverskrifter og uddrag af Naturlommekalenderen, der er dramatisk dialog og regibemærkninger. Ligesom der skrives direkte fra barselsstuen, rapporteres der direkte fra de nybagte forældres skænderier, og fra den psykiatriske kliniks »Grupperum 11«, hvor der holdes terapeutiske fredagsmøder for patientgruppen »BLANDET ANGST« (!).

Det handler om at blive mor og indse, at en mors bortlængsel ikke er et had til barnet

Det handler om at blive mor og miste troen på lighed mellem mand og kvinde

Det handler om at blive mor og miste drømmen om en mand

Det handler om at blive mor og miste retten til fiktion

Det handler om at blive mor og indse, at en mors bortlængsel ikke er et had til barnet

Når man læser Ravns bog, kommer man som en anden nybagt mor gennem hele følelsesregistret: gråden, latteren, raseriet, angsten, ømheden, frustrationen. Det er en stærk skrift, som man har svært ved at lægge fra sig, måske fordi man i så høj grad har denne følelse af, at der skrives direkte fra det levede liv, måske fordi man mærker at »denne skrift er til for at holde mig i live«.

Og jeg burde selvfølgelig ikke skrive »man«, jeg burde skrive »jeg«. Det sander jeg efter at være blevet afbrudt i at skrive denne anmeldelse, fordi min 20-årige søn ringede, med glad og klar stemme. Der skal ikke mere til, for at den melder sig, den evige indre barselsstue, hvor jeg aldrig mere kan komme. Det er for lang tid siden, jeg har set ham. Jeg savner ham som en hud.

Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

Læs mere:

Annonce