Pludselig prajer Isak en taxa, og med et sidder de fire venner »dér bag Mercedesens/ blanke lak«. Den tur i taxaen er både et helt almindeligt øjeblik og en Maggi-terning af intens lykke, fordi det føles uhørt igen at være så tæt sammen i et lille, lukket rum, og fordi det er en fornøjelse atter i fællesskab at søge ly for kulde og regn: »Et lille rum/ man låner i nogen tid/ en lille luksus/ mens himlen åbnede sig;/ bare at køre rundt/ fire venner i taxa/ lade som om/ verden var vores/ at gaderne var vores/ i et kort sekund/ på tværs af historien/ bare et os/ i en bil i regnen«.
De linjer er et af mine yndlingsøjeblikke i Caspar Erics digtsamling ’Jeg vil ikke tilbage – Digte fra dage med covid-19’. Linjerne er et funklende eksempel på en lille undtagelsestilstand midt i den store undtagelsestilstand – et moment, hvor det midlertidigt lader sig gøre at glemme og lade som om – og ikke mindst er de en påmindelse om, hvor afgørende en rolle covid-19 og karantænetiden har spillet og stadig spiller for vores oplevelse af tid og rum.
