Indlæggelsestallene står i margin: Caspar Erics digte om coronakrisens første måneder er en værdig følgesvend på vej ind i epidemiens anden bølge

Pludselig prajer Isak en taxa, og med et sidder de fire venner »dér bag Mercedesens/ blanke lak«. Den tur i taxaen er både et helt almindeligt øjeblik og en Maggi-terning af intens lykke, fordi det føles uhørt igen at være så tæt sammen i et lille, lukket rum, og fordi det er en fornøjelse atter i fællesskab at søge ly for kulde og regn: »Et lille rum/ man låner i nogen tid/ en lille luksus/ mens himlen åbnede sig;/ bare at køre rundt/ fire venner i taxa/ lade som om/ verden var vores/ at gaderne var vores/ i et kort sekund/ på tværs af historien/ bare et os/ i en bil i regnen«.

De linjer er et af mine yndlingsøjeblikke i Caspar Erics digtsamling ’Jeg vil ikke tilbage – Digte fra dage med covid-19’. Linjerne er et funklende eksempel på en lille undtagelsestilstand midt i den store undtagelsestilstand – et moment, hvor det midlertidigt lader sig gøre at glemme og lade som om – og ikke mindst er de en påmindelse om, hvor afgørende en rolle covid-19 og karantænetiden har spillet og stadig spiller for vores oplevelse af tid og rum.

’Jeg vil ikke tilbage’ består af 80 digte. Det første åbner, da Mette Frederiksen bekendtgør, at Danmark lukker ned, og det sidste slutter 80 dage senere, da den sommer, alle har ventet på, endelig står for døren. Digtene er en logbog fra den akutte tid, hvor en global krise pludselig greb ind i det almindelige liv på måder, som vi kun sjældent oplever her.

Digter-jeget rapporterer fra sine egne intime rum: lejlighedens 40 kvadratmeter, kæresteforholdet, vennekredsen, familien og svigerfamilien. Alle disse rum bliver klemte, men måske også tættere, så længe krisen står på. Jeget veksler mellem total fordybelse i sin egen lille verden – en fordybelse, som synes at være karantænens præmis – og et engagement i det komplekse ’udenfor’.