Med Intet Altids debutalbum, der udkommer fredag, vil Caspar Eric have sin smalle poesi ud i den brede popmusik. For at give ungdommens smerte, angst og ensomhed en stemme.

Caspar Eric: »Hvad skal vi bruge angst og de hårde følelser til, hvis de ikke skal vise, at der må være noget galt i samfundet?«

Intet Altids musikalske poetik er, at sangene skal være tiltrækkende og frastødende på samme tid. Musikken skal konfrontere folk og få dem til at tænker over, hvorfor vi i samfundet ikke taler om det, der gør ondt. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Intet Altids musikalske poetik er, at sangene skal være tiltrækkende og frastødende på samme tid. Musikken skal konfrontere folk og få dem til at tænker over, hvorfor vi i samfundet ikke taler om det, der gør ondt. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ude i gården foran Kunsthal Charlottenborg står Caspar Eric og hiver luft ind gennem filteret på en cigaret. Han er helt rolig, den unge poet, der har udgivet fire digtsamlinger og er blevet skamrost i medierne, med smøgen i hånden.

Men han er samtidig skrøbelig: Han skriver poesi om at leve med en spastisk lammelse, om livet – og ikke mindst om skyggesiderne af at leve som ung, hvor stress, depression, angst og selvmord er presserende tematikker. Nu har han sammen med musikeren Mikkel Grevsen også kastet sig over popmusikken og dens potentielle fællesskab.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her