Et barn på en trehjulet cykel forsvinder. En teenager kan ikke sove, fordi klimaforandringerne får hvalerne til at rykke nærmere. En gammel kone dumper tekststykker indkapslet i plastik ned i et mosehul som en sidste gestus, en hilsen til fremtiden.
Ja, man kan lige så godt lægge sig ned og DØ i selskab med Gunnhild Øyehaugs dystopiske roman med den hyperlitterære, selvhøjtidelige metatitel ’Præsens Maskine’.
Men man kan også ryste bogen let, og frem af siderne dumper nu en parforholdskomedie fra den halvkreative norske kulturklasse, for Gunnhild Øyehaug har skrevet en forunderlig forvandlingsbog med mange ind- og udgange.
Laura og Karl Peter venter barn. Laura er akademiker, Karl Peter en næsten 2 meter lang og lækker musiker: »Karl Peter, som, hvis man googler ham, finder »Karl Peter Voll, kone« som nummer to på listen over søgeforslag – sikkert fordi folk vil vide, om han er gift, når de står der til hans koncerter og drømmer sig væk«.
Laura er sådan set selv i færd med at drømme sig væk med en studerende, som hun besøger i fængslet med topmave og røde kinder for indtrængende at forklare ham om ironien i en Tjekhov-novelle, af skræk for, at han – pinligt! – skal overse ironien, som hun selv gjorde engang.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
