»Vores familier er hjemløse eremitkrebs, vi var konkylierne, det var meningen, de skulle bo i«, siger veninden M til hovedpersonen i Katrine Grünfelds roman om at være en nyskilt midaldrende kvinde. »M, vi var aldrig konkylier«, svarer vor hovedperson, men konkylierne har ikke desto mindre fået lov til at være bogens grafiske emblem: En lille stiliseret konkylie markerer hvert nyt kapitels begyndelse i denne fortælling om »den kære, lille pige på et halvt århundrede«, der er flyttet fra sin mand og ind hos veninden, hvis mand til gengæld er flyttet ud efterladende sig en plet af den unge elskerindes menstruationsblod på sofaen.
Prosa tæt på materien
Der står ikke så meget på siderne, smalle tekstsøjler med tomme linjer mellem afsnittene, næsten strofeagtige, vekslende mellem kursiveret dialog og ikkekursiveret beretning i tredje person nutid. Men teksten er intens nok til at kunne bære denne opsætning.
