0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

5 hjerter: Prisvindende forfatter strør ikke sukker på i sin skildring af fertilitetsindustriens udnyttelse

Der er ingen helgener i ’Hundeparken’, kun mennesker drevet af skånselsløs vilje til overlevelse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Toni Härkönen
Foto: Toni Härkönen

Sofi Oksanen.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kvinder er som blomster, og få metaforer lige så yndede som rosen. En køn poetisk kliché, som fortsat florerer, selv i Sofi Oksanens nye roman, hvor den dog viser sig at aftvinge en uventet besk flavour.

’Hundeparken’ tegner et krast billede af fertilitetsindustrien, der i Ukraine har exceptionelle betingelser; her er der tilstrækkelig mange unge kvinder uden midler, en liberal lovgivning og et stort antal kunder, der glade og gerne flyver fra Vesteuropa og USA under påskud af at være på arkitekturrejse.

Romanens jegfortæller er kvinden Olenka, der efter en kuldsejlet modelkarriere vender tilbage til Ukraine og ved hjælp af begavelse og sprogkundskaber skaber sig en anden fremtid end fattigdommen eller det liv med en forsørgende ægtemand, som brudebureauerne reklamerer med. Olenka stiger i graderne og ender hurtigt som hovedkoordinator i et agentur for ægdonation, og herfra kan hun endelig knejse over det evige rosenflor af purunge piger, hun heldigvis ikke længere er en del af.

Olenka holder aldrig fri, selv da hun besøger et af landets børnehjem for at holde tale, spejder hun ærgerrigt efter potentielle donorer blandt de mindreårige og konspirerer for sig selv: »Jeg ville betale lederen for, at disse rosenknopper forblev kim, for ikke at lade dem komme på afveje eller lade sig fordærve af en eller anden skinhead, inden de blev myndige«.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce