Ingen har navne i Karin Ottarsdóttirs slægtshistorie, alle er benævnt med deres funktion: mormor, morfar, moster, tante. Hovedpersonen hedder pigen. Der er også en, der hedder Stubbekøbing – det er en bus, som er opkaldt efter sin oprindelse nede i Danmark, men som nu er beskæftiget ude i Atlanterhavet med at transportere sådan nogle som pigen fra hendes far og mor i storbyen Torshavn til et lille hul, hvor hun skal tilbringe sommeren sammen med forrige generation. Og opdage, at dens problemer er nogenlunde de samme som alle andres.
Pigen er 11 år og burde lege, men der er ikke rigtig nogen at lege med. Hun kan digte sig til Robin Hood og Lille John, men det er ikke til at få rejst en Sherwoodskov på det saftige græs mellem fårene, så hun får tiden til at gå med at iagttage de voksne og deres gnidninger. Dem er der en del af, tyste ganske vist, men pigen har god tid og gode øjne. Så hun opfatter, at tante sværmer for morfar, og mormor er jaloux på moster, der svælger i mænd, ganske vist langt borte, helt inde i Torshavn, men man kan forestille sig dem, og forestillinger er, hvad familieliv bygger på. Mormor skriver breve til britiske officerer, og der kan man også forestille sig et og andet.
