Lyt til artiklen
Der er nærmest ikke noget mere opløftende som læser eller anmelder end at opleve en prosaist ikke bare finde sin form, men også sit flow. Sådan havde jeg det med Liv Nimand Duvås nye roman ’Mødrenes hus’. Ikke at debuten, ’Vi er vel helte’, fra 2017 eller ’Rosenreglen’ fra 2019, eller langdigtet ’Jeg vil have en statsminister’ fra 2021 ikke var gode, vellykkede værker, slet ikke, men det er, som om noget falder på plads her, rent stilistisk også.
Et eksempel fra begyndelsen af bogen: »Hun snuser til gammelt pulver i krydderibøtterne, finder glemte tebreve og pastaskruer bagerst i skabene. Hun forestiller sig den mad, der er blevet lavet, livet, der er blevet levet«.
