Det er dybt personlige oplevelser og følelser, Daniel Dencik trækker på i sine nu to romaner om sit alter ego, Alexander, som mistede retten til at være sammen med sine to små børn helt og aldeles og med timers varsel efter en historie om, at han skulle have krænket dem. I ’Anden person ental’ fortalte han med stor kraft om Alexanders magtesløshed og fortvivlelse, fordi han helt uforstående over for anklagen måtte affinde sig med, hvad han opfattede som en umenneskelig og mandefjendsk behandling fra den svenske socialstats side. Den gav ham ingen rettigheder. Ikke engang et farvelknus kunne det blive til, han blev paria på et splitsekund.
I ’Første person flertal’ er det nu ti år siden, Alexander sidst så sine børn, som stadig bor sammen med hans eks i Sverige. Hans liv er stadig gennemsyret af savn og sorg, men tiden er gået, og hadet til Sverige som feministisk Kafka-stat fylder ikke længere i ham, tabet er blevet eksistentielt, det er polerne i sig selv, han forsøger at få styr på. Han skriver breve til børnene, som de ikke besvarer, drømmer om dem, flakser mellem at ville glemme og huske og nærmer sig et punkt, hvor han i perioder kan leve med tabet, selv om det ikke er let.
