Simone Mørch Stjer skriver påfaldende upåfaldende i en drabeligt kedelig roman om plejehjem og hobbykunst. ’Solhaven’ vader direkte ind i døden, men vender desværre ikke tilbage med noget nyt.

Et replikskifte om, hvorvidt proteindrikken står på for høj en hylde i et depotrum, er blandt bogens bedste

Simone Mørch Stjers roman forsøger at tage livtag med vores opfattelse af døden uden at magte opgaven.  Foto: Robin Skjoldborg
Simone Mørch Stjers roman forsøger at tage livtag med vores opfattelse af døden uden at magte opgaven. Foto: Robin Skjoldborg
Lyt til artiklen

David har lagt sin socialt belastede opvækst bag sig og skabt et meningsfyldt liv som sosu-assistent på plejehjemmet Solhaven. Han sætter en ære i at behandle beboerne med omsorg, lægge kateter med værdighed, håndtere døden professionelt. Og når der ikke er for travlt, maler han portrætter af beboerne. Han er en ferm hobbymaler, og de pårørende sætter pris på billederne.

Alting ændrer sig pludselig, da den sygeplejerskestuderende Cassandra får afløserarbejde på Solhaven. Hun er en frisindet og egenrådig type med stort hår og ring i næsen. Hendes far er celeber gallerist, og hun er på fornavn med tjenerne på byens bedste restauranter. Hendes kulturelitære baggrund står i skærende kontrast til Davids egen. Men hun er vild med Davids malerier, og David bliver vild med hende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her