I lang tid var Marguerite Duras’ ’Lol. V. Steins henførelse’ (1964) min yndlingsroman. Det var et chok at læse om den fryd, Lol. V. Stein føler, da hun ser sin forlovede forelske sig i en anden, og senere igen, da hun lykkelig og ude af sig selv belurer et elskende par. Endelig forstod jeg noget om passionen i trekantsdramaer. Men efter at have læst den britiske forfatter Ann Quins (1936-1973) roman ’Tre’ (1966), er jeg blevet i tvivl: Var der overhovedet drama på færde hos Duras? Eller var det nærmere en døsig og sværmerisk drøm?
Drama er der til gengæld nok af hos Quin. Helt konkret fordriver romanens tre personer – det midaldrende, bourgeois ægtepar Leonard og Ruth og deres logerende, den mystiske unge kvinde S – tiden med maske- og mimespil, som de opfører på bunden af en tømt pool. Og naturligvis begrænser skuespillet sig ikke blot til poolen, for ingen kan vide sig sikker i den teatralske menage-à-trois mellem S, Ruth og Leonard – som helt i dramaets omskiftelige ånd også kaldes Ruthey og Leo eller simpelthen R og L. Alle er på skift skuespiller og publikum, ekshibitionist og voyeur.
