De fleste bøger om at bevæge sig i naturen handler om de vandrendes stigende selvindsigt. Vandring er blevet en terapeutisk betegnelse. ’At gå’ handlede engang om at flytte benene for at komme fra sted til sted, men drejer sig nu om at få det bedre. Den, der vandrer, kurerer sig selv. Den, der vandrer, tænker over tilværelsen eller helt omvendt: Den, der vandrer, tænker netop ikke, men åbner sig for rummet omkring sig. Mærker jorden under fødderne, glider ind i rytmen, bliver krop, får øje på en fugl i et træ eller sig selv.
Også vejrtrækning er for længst indforskrevet i selvhelingens nødvendige projekt. Man trækker ikke bare vejret, som mennesker jo har for vane, men ånder ind og ud efter mindfulness-instruktørens anvisninger: »Visualisér en lille bold, som befinder sig lige præcis dér, hvor indånding og udånding mødes i solar plexus«.
