Man kan læse Thomas Korsgaards kortroman ’Mente I det’ på et øjeblik, en bustur, en frokostpause, et venteværelse. Man kan få sin verden vendt på hovedet på et øjeblik, tre unge mænd foran en bar kan spørge:
»Skal du dø?«.
Det sker for jeget i kortromanen, og med åbningslinjerne må jeg som læser forstå, at bogens jeg kraftigt baserer sig på Thomas Korsgaard selv:
»For et stykke tid siden blev han udsat for et overfald./ Nej./ Stop. Stands./ Det var mig. Det var i går«.
Der er altså tale om et litterært vidnesbyrd, forfatterens skriftlige bearbejdning af en enormt ubehagelig oplevelse. Det er nok homofobi, sådan oplever jeget det i hvert fald, også uden at gerningsmændene behøver at sige »din bøsserøv«. Da jeget taler med en advokat om denne hadforbrydelse, får han at vide, at det er svært for sådan en sag at nå til domstolene. Men jeget er jo forfatter, så advokaten siger:
»Du kunne skrive noget om det«.
Bogen i sig selv er måske et bevis på, at det lykkedes, men ikke uden lammende angst og en gennemgang af tidligere oplevelser af homofobi. Faren, der ikke vil give ’pigelegetøj’, drengevenner, der synes, det er klamt, veninder, der synes, det er eksotisk. Verbal vold, fulde mænd, der er nysgerrige på den der grænseoverskridende måde, kollegaer, der synes, homoseksualiteten fylder for meget i jegets personlighed. Mange bække både store og små, smertepunkter i alle størrelser, plus en virkelighed, der findes for både jeget og os læsere: Seksualitet er stadig noget, man kan blive slået og slået ihjel for, ikke kun i andre tider og kulturer. At tænke meget over det er til tider lammende:
»Jeg kan ikke gå ud af min lejlighed. For det vil ske igen. Det sker altid igen. Men jeg kan ikke rumme, at det sker igen. Ikke lige nu«.
Tveægget vidnesbyrd
Litteraturens vidnesbyrd er populære disse år, også som led i egentlig politisk debat og forandring. Måske der også er et ’men’.
Olga Ravn fik med ’Mit arbejde’ sat samtaler og forandringer i gang i forhold til fødendes rettigheder. Glenn Bech fik slumrende klassediskussioner vækket. Yahya Hassan, Aaiún Nin, Caspar Eric, Lone Aburas, Asta Olivia Nordenhof har alle søsat flere eller færre samtaler, debatter og forandringer. Der er tale om talentfulde forfattere, som på hver deres måde har skrevet litteratur, der især i læsningen er blevet gjort til ’vidnesbyrd’.
Det er jo et tveægget sværd, fordi det både peger på nærhed og afstand. Det er fremmedgørende, som om disse forfattere fortæller fra fremmede planeter om deres små minoritetsliv og -kroppe, til os i en eller anden tåget majoritet, der så skal sympatisere eller miskende.
Det er nemmere at forstå andres udfordringer, hvis de deler dem, men det åbner også for spørgsmålet: Skal den udsatte altid stille sig op på podiet og krænge sit hjerte ud for at få opmærksomhed? Blive deres klasses, køns, seksualitets, hudfarves umulige talerør? Flere af forfatterne har dette spørgsmål mere eller mindre direkte med i deres bøger, det er træt-af-pis-litteratur, som metaagtigt rusker i os. Som bagsideteksten på Amina Elmis formidable debutbog ’Barbar’:
»et vidnesbyrd/ kæft jeg hader ordet vidnesbyrd/ lad os kalde det et kampskrift/ kæft jeg hader det ord endnu mere«.
Så skal Korsgaard udsættes for, og kortroman-gøre, sine mest ubehagelige oplevelser, før der er nogen, der gider høre på ham, på det? Så alle læseklubberne, avisredaktionerne og gymnasieklasserne kan låne lidt ubehag fra et virkeligt liv, skutte sig, og så sætte et nyt afsnit af ’Gift ved første blik’ på og igen svælge i, at majoriteten skam også har problemer; se bare de desperate singler.
Jeg synes ikke, ’Mente I det’ er nogen stor bog, det har den alt for travlt til at være. Hvis jeg skal være sur, så tror jeg, den vil tjene penge på at være et vidnesbyrd i genrens storhedstid. Hvis jeg skal være glad, så tror jeg, den er et desperat lille kampskrift. Lige meget hvad er den hurtigt læst, så gør det, og gør noget.
fortsæt med at læse
