Nogle gange kommer en anmeldelse ganske enkelt for sent. Sådan er det med denne anmeldelse af Nath Krauses formidable debutdigtsamling. Bogen har nemlig allerede modtaget en debutantpris og fået en nominering til andre, henholdsvis Munch-Christensens og Bogforums. Men heldigvis er ’Logan i Aokigahara’ langtidsholdbar nok til at møde nye læsninger nu.
Digtsamlingen er opdelti tre, og meget af poesien befinder sig i den japanske skov Aokigahara. Den såkaldte Selvmordsskov, der er blevet en nærmest popkulturel destination for folk, der vil begå selvmord.
Det er i sig selv morbidt, men skoven blev endnu mere verdenskendt, da youtuberen Logan Paul (ham, der siden har lanceret den blandt børn enormt populære sodavand/energidrik Prime) i 2017 filmede i skoven. Han og hans rejsekammerater fandt et selvmordslig, hvilket blev dokumenteret i en YouTube-video, han siden tog ned igen efter megen skældud.
’Logan i Aokigahara’ er en hjemsøgende poetisk fanfiction over denne hændelse. Første del består af screenshots fra YouTube-videoen med små tekstbidder. Den del fungerer som en slags port ind til resten af digtsamlingens forheksede univers.
Sygdoms-vi, skrive-vi
Anden del fortælles af et jeg, der er selvmordstruet, og hvis omgangskreds og familie plages af psykisk sygdom.Som det hedder om en veninde:
»Lise adskiller sig fra os andre ved ikke at være syg«.
Jeget er en del af et sygdoms-vi, som også er et skrive-vi, fordi både vennen Adriann og moren Dida skriver og har skrevet. Måske er det endda deres digte, der er fotografisk afbildet senere i bogen. Det får mig til at tænke på Bjørn Rasmussens debutbog, ’Huden er det elastiske hylster der omgiver hele kroppen’. Den brugte også fotos til at pege ud på virkeligheden som for at sige: Det her er fiktion, men ikke løgn.
Noget af det første, jeg bemærker ved digtene i anden del, er deres særegne kausalitet:
»Jeg har lejet et loftsværelse med høns i baghaven./ Jeg føler, at jeg har mistet noget, som jeg har værnet om siden fødslen./ Det er juni 2018, og jeg er plaget af selvmordstanker«.
Tankerækkerne krakelerer:
»Mit hoved er fyldt med tvivl som et æg er fyldt med kød«.
Regn og æg optræder flere gange, det ovale, det porøse, det våde og det sært frugtbare. Billederne befinder sig tit i grænselandet mellem fremmedgørende og smukt, og det fortsætter ind i digtsamlingens tredje del. Der begynder jeget nemlig at bevæge sig ind i Aokigahara med Logan.
Døden er en hoppebold
Som Dante og Vergil fra ’Den guddommelige komedie’ bevæger de to personer sig længere og længere ind i skoven, som også er en anden verden. Her virker kompas ikke, solen når ikke gennem løvdækket, og døden er hele tiden til stede:
»Jeg bliver vred og/ siger: Man kunne lave tres kander kaffe/ eller te af vandet i din krop./ At dø er fortrinsvis at fordampe. Forstår/ du? I de par kilo, der er tilbage, er der nok/ fosfor til halvtreds æsker tændstikker, jern/ nok til et helt søm, kalk nok til at hvidte et skur«.
I øjeblikke taler digtene meget direkte:
»Og hvad kan jeg sige om mit barndomshjem?/ Min far fik tilbagefald og rev hele huset ned/ for at installere gulvvarme. Det blev koldere«.
Men kort tid efter slører det til igen. De to personers ærinde er ikke entydigt, men de veksler mellem afstand og nærhed. Det er ikke Dantes Beatrice, der venter i den anden ende, måske nærmere jeget, der skal redde sig selv fra selvmordet.
»Jeg kan høre ordet dø blive gentaget i mit hoved, som lyden af en hoppebold,/ der bliver sluppet og rammer jorden hurtigere og hurtigere«.
Eller måske er selvmordet ikke noget, jeget skal reddes fra, men nærmere en skærsild, der kan digtes fra, et vilkår.
’Logan i Aokigahara’ er som skumringsmørket, meget lidt er helt tydeligt. Der er omsorg, der er tragedie. Nath Krauses digte giver ikke altid mening, men de skaber det.
fortsæt med at læse
