De har noget til fælles, Marie Trier Schleidts ’VI’, Runa Marie Luths ’Hvert forår’ og Anne-Louise Bosmans’ ’Mens jeg sover, glemmer jeg dig’. Det er alle digtsamlinger, de er alle skrevet af kvinder, de er alle udkommet dette efterår, de er alle oversete og overbevisende. Men de handler også alle sammen, på forskellige måder, om steder og om omsorg, om steder for omsorg og omsorg for steder.
Skrift og tænkning
’VI’ (er titlen ’vi’ skrevet med versaler eller romertallet for seks eller begge dele?) er forfatter og billedkunstner Marie Trier Schleidts debut. Bogen, som udkom tilbage i oktober, begynder: »Når vi taler om hjem,/ taler vi om at tilhøre/ et ødelagt landskab// Vi bor i dette landskab // Vi definerer os selv gennem landskabet«. Det er en bog i seks dele om klimakrisen, om ødelagte landskaber, om sorg og omsorg, om hjem og om at finde steder og måder at bo, at bebo, at leve – men hvordan? Det er også en konceptuel digtsamling, der består af en række gentagelser med små forskydninger: »et ødelagt landskab« byttes ud med »en ødelagt natur« byttes ud med »et ødelagt sted«. Sådan holdes tekstmaskinen i gang, lidt a la nogle af Ursula Andkjær Olsens bøger.
