Da jeg for nylig skulle flytte, bevægede jeg mig langsomt rundt med babyen på armen. Taknemmelig over andres skrubben og skuren, men mest af alt flov over måneders lemfældig rengøring. Gaskomfuret havde forvandlet køkkenet til et klæbrigt landskab. Da lampen kom ned, var den pelset som bolsjet, man fisker op fra bunden af håndtasken. Under dusinvis af patentglas var vindueskarmen så skjoldet, at jeg skyldbetynget mindedes sommeren med vinduet på vid gab, så vind, regn og fugle fik frit slag. Sidstnævnte åd af frugten og klattede på spækbrættet.
Irske Sara Baumes roman ’Syv rejste sten’ om parret Bell og Sighs enspændertilværelse i et forvitrende hus langt ude på landet fik mit ubehag til at blusse på ny. Man skal lede længe efter så sansende beskrivelser af hundehår og brændeovnsaske, af skimmelsvampens vækst, af uredte senge og glemte sokkers lighed med »små sovende pattedyr« som Sara Baumes. Hun gør skidtets træge akkumulation til selve fortællingen. En kasseret sweaters forvandling til muserede bliver et eget skønt højdepunkt. Og så fik min snusfornuft med ét nok: ’Skal de da aldrig gøre rent!?’, hvislede stemmen i mit hoved.
