En mand sætter sig for at optegne hele verden. I årenes løb befolker han et rum med billeder af provinser, kongeriger, bjerge, bugter, skibe, øer, fisk, værelser, instrumenter, stjerner, heste og personer. Kort før sin død opdager han, at denne tålmodige labyrint af linjer gengiver billedet af hans eget ansigt. Jorge Luis Borges
Når jeg kommer til at tænke på disse ord af Borges under læsningen af kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsens og fotografen Kirsten Kleins pragtfulde værk om stemmer og steder fra og omkring Limfjorden, skyldes det ikke, at de mere end 800 store sider, som værkets to bind omfatter, er et punktum for det ene eller det andet livsværk – selv om det vel spiller ind, at Nørregård-Nielsen kalder det for »en slags testamente«. Det skyldes, at værket er af den personlige og dog bredt informative karakter, hvor læseren både tages kyndigt i hånden under en oplevelsesmættet rejse rundt i kultur- og naturlandskaber, der er rige på kendte og ukendte fortællinger, og samtidig bydes indenfor til en mosaik af erindringer og iagttagelser, hvorigennem konturerne af fortællerne også selv træder frem.
