Onde mennesker har ingen sange, siger man. Men stemmerne i det kor, denne bog handler om, tilhører mænd, der har begået onde gerninger, som de sidder i fængsel for - og det er ikke småting. Deres beretninger om, hvordan det kom så vidt, er hovedstammen i bogen. Og det mest interessante, selv om historien om selve korets tilblivelse også fylder en del. Det er 17 år siden, den nyuddannede organist Louise Adrian første gang gik gennem porten til Vridsløselille Statsfængsel. Her manglede man en vikar til søndagsmessen i fængselskirken, og det blev begyndelsen til det kor, som i dag rejser land og rige rundt og får tårerne frem i øjnene hos tilhørerne. Kammeratskab i fængslet Fangekoret synger salmer og egne sange, og kombinationen af de slidte, rå ansigter - der er masser af billeder i bogen, og de ansigter fortæller historier - og musikkens kraft virker så godt, at man tilgiver de indimellem ret banale, hjemmelavede tekster. Fangekoret er i sagens natur et ret stabilt kor. Sangerne render jo ingen steder, og der er ikke for mange forlystelser i et fængsel. Med koret kan man komme lidt rundt i Danmark, og man får følelsen af at være med i en gruppe. LÆS OGSÅBankrøvere og pushere synger kor i ny dokumentar »Gennem koret har jeg fundet en form for kammeratskab, der er anderledes, end hvad man ellers kan finde i fængslet«, siger Jesper, der har siddet inde i sammenlagt 25 år for en stribe bankrøverier. »Og det viser noget om korets sammenhængskraft, at så mange løsladte fanger vælger at holde fast i koret og hinanden. Vi hjælper hinanden, når en skal flytte og sådan. Koret fungerer næsten som en slags menighed, der godt nok har mere social end religiøs karakter«. Ingen oplagte læsere Det religiøse fylder en del i 'Fangekoret'. »Jeg takker for englen, der kom og viste, at der findes en åben dør«, digter den morddømte Jørgen Bager i en af de sange, koret synger. Han begyndte på et tidspunkt at bede sammen med korlederen Louise. »Det er ikke sådan, at jeg føler, at jeg har fået de store åbenbaringer af Gud. Men jeg følte mig friere bagefter«. »Nu handler det bare om at komme videre i livet, og det hjælper kirken mig med, fordi folk dér accepterer mig for det, jeg er. Ikke for det, jeg har gjort«. Louise Adrian har tilsyneladende aldrig mistet gnisten gennem de mange år som korleder. Hun er køn, rødhåret og glad, kan man se på de få billeder, der er af hende, og det er ikke tilfældigt, at Jørgen Bager kalder hende ’englen’. Hun er desuden ildsjæl i udslusningsprojektet ’Exit - fra indsat til værdsat’ på Vesterbro. Alt sammen meget sympatisk og velment. Som bogen om fangekoret er det. Men man kan ikke lade være med at tænke på, hvem der egentlig skal købe den. Korsangerne og deres familier er ikke nok til at sælge et oplag, unge rødder vil stå af på grund af det religiøse, og den er ikke så spændende fortalt, at det i sig selv kan bære igennem. Men velment, det er den. FACEBOOK