De fleste vil nikke genkendende til navnet Marie Curie. Eller madame Curie, som hun ofte benævnes. Vi kender hende som den store videnskabskvinde, der opdagede grundstofferne polonium og senere radium. I 1903 modtog hun som den første kvinde nobelprisen, sammen med sin mand Pierre Curie og Henri Becquerel. I 1911 tildeltes hun den igen, denne gang i kemi (den første var i fysik). Hun var den første nogensinde til at få den to gange, og i øvrigt inden for to videnskaber. Og hun var den første til at bruge betegnelsen radioaktivitet. Den første nogensinde I det hele taget er der meget i hendes liv, der kan indledes med »som den første nogensinde«. Første kvindelige doktorand på Sorbonne, første kvindelige professor sammesteds. Ud over de videnskabelige landvindinger har hun opnået heltestatus også på andre fronter. Hun og hendes mand tog ikke patent på den procedure, de havde udviklet til at isolere radium, noget, der ellers kunne have gjort dem rige. Deres opdagelse skulle tilhøre videnskaben, mente de. Det samme gjaldt pengene for priserne, som hun i vid udstrækning delte ud af til trængende familier og yngre videnskabsmænd. Hun blev ved med at plædere for at få ordentlige laboratorieforhold i stedet for æresbevisninger. LÆS OGSÅKvinder, kemi og kærlighed Under Første Verdenskrig fik hun bygget røntgenudstyr ind i biler til brug ved fronten, og hun stod selv i spidsen i krigszonen for at oplære læger og sygeplejersker i at bruge udstyret. Hun var med andre ord en stor forsker og et retskaffent menneske med den højeste moral. Hvordan skriver man en roman om et sådant menneske? Knivsæg Stig Dalager må næsten have rystet på hånden, men resultatet er blevet et smukt portræt af et usædvanligt helstøbt menneske og dertil en fremstilling af, hvilke trængsler Marie Curie som kvinde skulle gennemgå for bare at få en uddannelse og dernæst nå sine mål og slå igennem i datidens mandsdominerede naturvidenskabelige verden. Han formår også at gøre privatpersonen Marie levende uden at gribe til de overdramatiseringer, der må kunne friste enhver romanforfatter af dette stof. Dalagers roman er baseret på flere biografier over madame Curie samt hendes dagbog 1906-07, også kaldet sørgebogen, fordi den redegør for tiden, lige efter at hendes mand blev dræbt ved en trafikulykke. Den blev gjort tilgængelig i 1990. Han er optaget af at fremstille både hendes livsforløb og arbejde, så læseren også får indblik i, hvordan en fysiker og kemiker arbejder på den tid. LÆS OGSÅStig Dalager: Man har et ansvar over for den virkelighed, vi lever i Glem alt om en hvidkitlet kvinde med små pipetter i et nydeligt laboratorium. Der skulle mange ton begblende til at fremstille bare den smule polonium, der kunne ligge på det yderste af en teske. Begblenden fik Marie og Pierre fra en mine i Tyskland, og de måtte skovle det ind fra gårdspladsen til det utætte og iskolde skur, de havde fået stillet til rådighed af Fysikskolen. Titlen ’Det blå lys’ henviser til den radioaktivitet, der udgik fra de isolerede stoffer - en magisk stråling, der både kunne være helbredende i sygdomsbekæmpelse samt dødsensfarlig. Omgangen med de radioaktive stoffer endte med at gøre Marie syg. Skåne sig selv gjorde hun heller ikke på andre måder. Som ung kvinde sultede hun for at kunne betale for studierne, og også langt senere må en ven i et brev formane hende om at huske at spise. Selv mente hun, at sommerferiernes cykelture kunne kurere det meste. Kronologisk til værks Stig Dalagers roman former sig som en kronologisk beretning, indledt med den unge Marie Sklodowskas opvækst i det russiskbesatte Polen. Kvinder kunne ikke komme på universitetet, og hun måtte tage arbejde som guvernante for at forsørge sig selv og sende penge til søsteren, der læste medicin i Paris, indtil hun selv efter fire år kunne slutte sig til hende, som aftalen mellem dem var. I Paris føres hun senere sammen med Pierre Curie, der har mulighed for at skaffe hende en laboratorieplads. Parret bliver ægtefæller, et forskermakkerpar i et inderligt forhold, og de får to piger, hvoraf den ældste går i deres fodspor. LÆS OGSÅDalagers befriende dobbeltblik Dalager viser den dedikerede forsker, men også den skrøbelighed, der er indbygget i ethvert menneske, når tilværelsen ramler sammen om én. Det sker, da Marie som enke indleder et kærlighedsforhold til en gift naturvidenskabsmand. Det ender i en kæmpe skandale, da hans kone, der ikke vil skilles, går til pressen. Skandalen er ekstremt ubehageligt for den ret sky Marie, og den er lige ved at true hendes nobelpris i 1911. Det Svenske Akademi forsøger at bakke ud, indtil den ellers altid beskedne Marie anfører, at hun tildeles prisen for sine opdagelser, ikke sit privatliv. I søgelyset Man ser, hvad det koster at blive offer for en presseskabt skandale. At få sin person offentligt diskuteret havde hun allerede prøvet, da hun var på valg som medlem til Videnskabernes Akademi i Paris.
Mange fandt det oprørende, at en kvinde skulle kunne indtræde i Akademiet, og den nationalistiske presse svælgede i, at hun som født i udlandet ikke kunne repræsentere den sande franske videnskab. Romanen bliver med disse skildringer også en beretning om, hvad det vil sige at være en kvinde i datidens offentlige verden og en del af et mandsdomineret videnskabeligt establishment. Dalager skrev i 1982 licentiatafhandlingen ’Danske kvindelige forfattere I-II’ sammen med Anne Marie Mai. Han ved noget om kvinders forhindringsløb og den svære balancegang mellem kald, køn og privatliv. LÆS OGSÅDanskeren i verden og verden i danskeren Det er svært at lægge Stig Dalagers roman fra sig. Man bliver opslugt af hans fremstilling af Marie Curie, denne stålsatte kvinde, der forfølger sine videnskabelige mål til det sidste og samtidig har et liv at leve. Han er tro over for kilderne og ganske nænsom i sin fiktionalisering. Stig Dalager har et omfattende forfatterskab bag sig, internationalt kendt ikke mindst for mange skuespil. Han vil helt fortjent vinde mange nye læsere med sin roman om madame Curie.
