I foråret og hen over sommeren 1993 fandt en senere sagnomspunden turne i dansk rock sted. Tre jyske trubadurer, der hverken var helt unge eller ligefrem fotomodelflotte, ramlede landet rundt som gale. Og formøblede undervejs stort set hele rekordindtjeningen på 10-11 millioner kroner. LÆS OGSÅHistoriens vingesus slår luften ud af Lilholt Lige siden har det stået klart, at det hverken er ungersvende i ålestramme jeans eller dansende piger med mere end bare navlen bar, der er i stand til at leve det mytiske begreb rock'n'roll ud i Danmark. Det var såmænd Johnny Madsen, Lars Lilholt og Allan Olsen.
Ægte rock'n'roll I slidte bukser, løse skjorter og udtrådte sko påtog de sig rollen som omrejsende desperadoer i Dalton, deres guldkalv på tre ben. De skændtes, så det føg. Ikke bare en enkelt gang eller to i kulissen, men hver evig eneste aften - ofte på scenen. De sloges, de drak som hærdede alkoholikere, sked på alt og alle, inklusive hinanden, og gik mere op i gensidig tilsvining end i at levere stor musik. Ikke desto mindre blev de en enorm folkelig succes. Det er den turne og den (knap så heftige) gentagelse i 2010, der er Daltons egentlige claim to fame i historien om dansk rock. LÆS OGSÅJysk stjernetrio ramte lige i plet Ikke at de tre herrer ikke har deres position i den hver for sig. For det har de naturligvis - i så høj grad, at musikken fra solokarriererne langt har overgået det fælles projekt, der skulle have været et kollektiv pusterum for sangskrivning og hyggeoptræden. Men selv om Madsen, Lilholt og Olsen, før de blev store navne hver for sig, havde haft det skægt i hinandens selskab, var egoerne allerede alt for store, da de fandt sammen første gang i helt professionel sammenhæng.
Grundigt researchede røverhistorier Det er den historie, journalisten og skraldemanden Dennis Drejer fortæller med nidkær opsamling af netop alt skraldet i sin bog om trioen. Den skal forestille en biografi, men er egentlig bare en samling grundigt researchede og lidt for benovede røverhistorier stablet ind på siderne, primært i form af samtaler med de tre hovedpersoner. Af dem er Allan Olsen og Johnny Madsen kendt for deres hurtige humor og de skarpe onelinere, der gør de to og bogen til godt og muntert selskab. Lars Lilholt har i virkelighedens verden og i bogform fået rollen som den eftertænksomme, fornuftige og følsomme folkesanger, der egentlig godt vil nå noget med den trio, de to andre ret beset bare skulle bruge som henholdsvis trampolin til en større solokarriere og regulær pengemaskine. LÆS OGSÅDalton vender tilbage efter 17 år Hvis man tog udsagnene fra Olsen og Madsen i bogen for givet, ville man hurtigt få det indtryk, at de to er kyniske kæmpeegoer, forvoksede babyer af den slags, der findes så mange af på musikscenen. Men det skal man naturligvis ikke. Som både Dennis Drejer selv og Lars Lilholt siger det i bogen, er trioen tilhængere af at underholde og fortælle gode historier, uanset om de er sande eller ej.
Med guitar og ond ironi Som titlen antyder, er der flere drukhistorier end musikalske analyser i bogen. Om Dalton ville kunne bære en rigtig biografi, som alle tre sangere i øvrigt har fået hver for sig, er tvivlsomt. Dertil er hele trioens udgangspunkt, fællesskab og musikalske udkomme ganske enkelt alt for uforpligtende. Derfor er bogen mest - endnu - en historie om, hvor modbydelige voksne mænd med guitarer som våben og »ond ironi«, som Lilholt kalder det, kan være mod hinanden og deres omgivelser. LÆS OGSÅLars Lilholt: »Jeg har fandeme ikke styr på metaforerne« Selv om 'Vi var jo aldrig helt ædru dengang' er en jævnt underholdende fortælling, i hvert fald for folk, der elsker trioens ramsaltede gøren nar ad hinanden, er det en voldsom lang beretning om en dysfunktionel herretrio på druk i den helt store skala. Den indlysende charme tørrer ud i branderterne undervejs, og til sidst vakler man desillusioneret rundt i et vadested, hvorfra ingen slipper tørskoet nok i land til at finde vejen ud af moradset.