Med udgivelsen af ’Øjets stemme’, 51 farvefotografier optaget mellem 2009 og 2012, cementerer fotograf Per Bak Jensen sin rolle som den store opdagelsesrejsende, han er.
Der har altid været mange ord i Per Bak Jensen, og når man befandt sig midt i malstrømmen af sine overvejelser og de tanker, han gjorde sig, kunne man godt blive blæst lidt skæv i kraniet. For det gjaldt om at holde fast, ellers mistede man tråden. Sådan er det også med hans fotografier.
I denne store bog, bogstavelig talt, for den måler 38x28 centimeter, er ordene kun korte sentenser, eller bare ord, der beskriver det, du vil komme til at se på de kommende sider: Himmel – Vej – Sten, hedder det f.eks. et sted.
Et andet sted noget drillende og finurligt ’I mellemtiden’. Og det er godt med ham, tænker jeg, findes der andet? Og gør der det? Er ikke ethvert fastholdt glimt af det sete noget, der udspiller sig i mellemtiden?
I Per Bak Jensens fotografier udspiller der sig en tyst, men ikke desto mindre voldsom kamp mellem natur og menneske, mellem lys og skygge, og mellem form og indhold.
I en motivkreds spændende fra den reneste (?) natur, og de smukkeste guldfisk, til billeder af ting, som er menneskeskabte: et kabel under reparation, eller store gamle oliventræer, hvorom der snor sig en kæde, går Per Bak Jensen konstant på opdagelse for at afsøge grænser.
Der er fotografier, som udstråler stor ro, men straks sættes vores tro på prøve, for er der ikke en røgsøjle i horisonten? Eller stikkontakten i væggen, alene og forladt, hvorfor?
Monolittens genkomst, stående stoisk og smuk, men alligevel truende i strandkanten? Man kan ikke vide sig helt sikker i selskab med disse billeder, de udfordrer og kræver stillingtagen. Ser man det, man ser?
Det er livtaget mellem roen og uroen, harmoni og disharmoni, mellem formen og indholdet og mellem det uberørte og det menneskeskabte, vi overværer. Mennesker af kød og blod ser vi ikke. Der er ikke et eneste billede af et menneske i bogen.
Nej, det er det, menneskene har efterladt sig eller er i gang med at skabe. Et stillads med forblæst presenning, en palme i karambolage med en lysmast.
Hvem vinder denne kamp? Det fremgår ikke af Per Bak Jensens billeder.
De bærer ikke på en resultatliste, men giver os mulighed for at rejse med på hans undersøgelse. Måske det er billedernes opgave at forurolige os? Vække os og åbne vores øjne, bringe os i tvivl.
Er det godt, det der sker, og forstår du det, du ser? Eller: ser du overhovedet det, der sker foran dig, eller opfatter du kun det, du vil opfatte? Er angsten for at se større end angsten for at forstå?
Denne kamp mellem elementerne er i Per Bak Jensens udlægning aldrig kedelig. Han komponerer med fast og sikker hånd og tillader sig kun i få glimt at løsne grebet. Men man skal ikke tage fejl af de løsere billeder i bogen.
Det er kun på overfladen, kampen mellem formerne eksisterer stadig. Hans store opmærksomhed på lyset og skyggerne, på tingenes struktur og den enkelhed, de kan skildres med, mødes heldigvis også af en evne til at lade kontrollen glide sig (lidt) af hænde.
Bare et kort øjeblik, ligesom for at se, hvad der sker. Som med palmen og lampen, eller billedet på det efterfølgende opslag af en trillebørs tete-a-tete med et oliventræ.
Pludselig aner man en løssluppenhed, som ellers er en sjælden gæst i Jensens univers. Men den er klædelig, og hvem ved, hvad det kan føre til? Vi venter spændt på fortsættelsen.
fortsæt med at læse
