0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Overheksen på Holmen

Lene Kaaberbøl græd som pisket, da Walt Disney døde i 1966. For nu kom der nok ikke flere Anders And-blade. Mange år senere føjede hun selv ni titler til Disneys imperium. I alt har den danske fantasyforfatter solgt over en million børnebøger. Alene i Danmark har serien om skammerens datter solgt 250.000 eksemplarer. For nogle år siden startede hun sit eget forlag for at få vristet børnebogsgenren ud af hænderne på de halvgamle damer, der har styret den i 30 år.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Jeg var fuld af vantro, da jeg fik min første pris. Jeg troede egentlig altid, jeg ville blive betragtet som lidt suspekt«, siger den 45-årige fantasy-forfatter Lene Kaaberbøl, der her har overladt forgrunden til hunden Cato. Foto: Finn Frandsen

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Faktisk kunne Lene Kaaberbøl ikke fordrage at være barn. Og hun var egentlig heller ikke særlig god til det.

En sær, genert og begavet eksistens, der ikke kendte de sociale koder i skolegården og hellere trak sig tilbage til gæsteværelset og nød smældet fra tasterne på sin fars elektriske skrivemaskine.

»Det var en kolossal lettelse at blive voksen. Fordi man undslipper den magtesløshed, man lever i som barn«, siger hun.

Den 45-årige Lene Kaaberbøl har allerede fejret sit 30-års jubilæum som forfatter.

Som 16-årig havde hun tjent nok penge som forfatter til at købe sin egen hest.

I dag har hun solgt så mange børnebøger, at hun ikke længere har overblik over det.

»Men det må være over en million«, som hun siger.

Miljøkatastrofe
I årevis har hun halet bøger ud af den ene fantastiske verden efter den anden.

I en stor del af dem er den mandsdominerede nutid, som vi kender den, for længst bukket under for en miljøkatastrofe, hvorefter kvinder med fantastiske navne og magiske kræfter har taget over i en primitiv post-apokalyptisk tid.

Et samfund, der bliver trukket af hestekærrer og næret af lægende urter.

Og hvor drager er lige så selvfølgelige som drikkevand.

Men det var først med serien om skammerens datter, at Lene Kaaberbøl gjorde det - næsten - umulige for en børnebogsforfatter: at trængeigennem til medierne og det store publikum.

»Den dag 'Skammerens datter' udkom, skete det, der plejer at ske, når der udkommer en ny børnebog: Absolut ingenting«.

»Med toeren skete der lidt mere. Treeren blev anmeldt på dagen i indtil flere aviser«.

»Og da fireren kom, måtte jeg sætte to måneder af mit liv af til lancering og presse«.

Disney-succes
I dag er den tidligere gymnasielærer en af de få danske børnebogsforfattere, der kan leve af at skrive.

Vældig godt endda.

Ikke mindst fordi hun for nogle år siden blev bedt om at lægge tastatur og fantasi til en stribe bøger i Disneys Witch-serie, der hidtil kun fandtes i tegneserieformat.

Ni bøger blev det til i alt. Som er sendt ud i både Asien, USA og Europa. Så »gik overheksen på pension«, som hun siger. Og overlod Witch-pigerne til danske forfatterkolleger som Josefine Ottesen og Cecilie Eken.

»Bella, DÆK!«
Det er en venlig og en anelse reserveret sortklædt dame med langt, bølget havfruehår og lyseblå øjne, der tager imod denne fredag formiddag. Skarpt forfulgt af tre glammende gadehunde fra Grækenland. De to er hendes egne. Den tredje og yngste, Bella, er kun i transit, indtil den finder en dansk adoptivfamilie.

Det treetagers hus på Holmen med udsigt til Operaen er af den slags, som, selv i en tid med afdragsfri lån, er uden for rækkevidde for de fleste.

I stueetagen holder Lene Kaaberbøls firma Phabel & Plott til. Og den eksklusivt indrettede førstesal tjener som mødelokaler og til besøg, der ikke er af personlig karakter.

Oppe på kvisten har Lene Kaaberbøl sin private hule. Der med hendes egne ord bærer præg af, at hun er »et kolossalt rodehoved«. Det kan vi hverken af- eller bekræfte. For invitationen rækker kun til førstesalen, hvor vi sammen med hele hundeflokken slår os ned i de korpulente lædersofaer.

Husets baby Bella er overtræt, forklarer Lene Kaaberbøl på sin rolige lavmælte facon. Hun er nemlig kommet til at springe formiddagsluren over.

»Og hun er ret dårlig til at høre sine egne træthedssignaler. Så man er nødt til at hjælpe hende med at falde i søvn«.

Men Bella har ingen soveplaner. Hun vader eksalteret rundt i møblerne, farer nedenunder og gør og kommer så stormende retur. »Bella, DÆK!«, kommer det så med overraskende kraftfuld røst fra sofahjørnet. Det bliver en sætning, der kommer til at præge store dele af eftermiddagen.

Et bundløst dyb
Da Lene Kaaberbøl kom til verden på Rigshospitalet i 1960, havde overlægen netop forladt en gallamiddag og tog imod hende i kjole og hvidt.

»Min mor har altid været god til at skabe gynækologiske kriser, så da min søster blev født, var lægen i islandsk nationaldragt«.

De første fire år af sit liv tilbragte Lene Kaaberbøl i Skamlebæk på Fårevejle-kanten. Men under 1960'ernes byggeboom flyttede den oprindeligt jyske familie til Malling syd for Århus og installerede sig i et parcelhus i et nybyggerkvarter.

»Haven var et bundløst mudderdyb. Jeg kan huske fornemmelsen af at stå og synke ned, hvis man kom til at træde ved siden af plankerne. Og blive trukket op af de voksne, mens gummistøvlerne bare forsvandt og aldrig blev set siden«.

Lenes far var overkontrollør i P&T. Moderen arbejdede som sekretær på borgmesterkontoret. Og Lene selv var »et mærkeligt barn«.

»I Skamlebæk var der ikke nogen børn på min alder, så jeg blev enormt god til at beskæftige mig selv. Men fik ikke lært at være sammen med jævnaldrende. Jeg har læst en undersøgelse af forfatterbaggrunde, og jeg tror, der er en sammenhæng mellem en relativt ensom barndom og det ufattelige behov for siden at kommunikere til andre«.

Klarede sig uden accept
Da Lene Kaaberbøl fik jævnaldrende kammerater i Malling, var hun blevet »en sær snegl«. Hun var god til at finde på fantasilege og fik ad den vej sin egen plads i hierarkiet hjemme på vejen. Men i skolen gik det mildt sagt ikke så godt.

»Der er ikke nogen pæn måde at sige det på. Min folkeskoletid var skrækkelig. Et ni år langt mobbeforløb. Det er meget ødelæggende og har helt sikkert præget mig«.

»De kunne mærke, at jeg var anderledes og ikke geb