»Kære Ole, sender dig en af dagene filmen om mor og far, min morfar og mig«. »Den er, som jeg vist fortalte, lavet af Ingolf Boisen. Din farfar i filmkunsten sammen med Theodor (Christensen, red.)«. »Filmen er din. En lille hilsen, der emmer af 30'erne«. »Det er ikke bare Fars og Mors bryllup, men også Fars forsvar af sin doktorafhandling og nogle rystende sekunder med morfar Hjalmar«. »Og jeg er også med. Så filmen går 1934 til 37-38«. »Jeg ved, at filmen vil være i gode hænder hos dig«. Følelsen af tomhed Filminstruktøren Ole Roos holder op med at læse. Lægger brevet fra sin afdøde ven Henrik Stangerup fra sig på bordet og ser på mig med sit vaterpasblik. Det er brevet, der fik Ole Roos ind på de tankebaner, der nu er endt som portrætfilmen 'At skrive eller dø'. Brevet fra Langebæk er dateret 1995 tre år inden Stangerups død af kræft. Far og Mor og lille Henrik og morfar, den berømte svenske forfatter Hjalmar Söderberg. Billeder fra de gamle dage. Har det med at komme til at se så idylliske ud. Ole Roos har kun læst begyndelsen af brevet op. Brevet er på adskillige sider og beskriver indgående Stangerups følelse af tomhed efter at have skrevet 'Datter af'. Bogen om hans mor. Hans sidste bog. Stof fra erindringsmøllen. Den, der kværner og kværner og efterlader kulde og tomhed efter hver varm udløsning i forlagets skød. Koldt i hjemmet Fra Ole Roos' lejlighed i Gothersgade kan man se lige ned i Botanisk Have. Det er en helt igennem råkold dag i København. De få snekrystaller har føget sig sammen til hvide striber i jordens riller. Selv sneen skutter sig, ser det ud til. I de nøgne bede står de små, grønne metalskilte og ligner gravskrifter over uddøde plantearter. Her hviler såvel ukrudt som kønne planter; ingen af delene forgår let, men begge gør det til sidst. Råkulden hænger som en usynlig plasma lige på den anden side af vinduesglasset. Jeg hører Henrik Stangerups stemme tone nøgtern frem fra Ole Roos' portrætfilm: »Så der var koldt derhjemme. Og endnu koldere i skolen«. I det sorte hul Derhjemme. Hvor faderen den berømte litterat Hakon Stangerup sloges med virkelige og indbildte spøgelser. Den højtbegavede mand stod anklaget for at have brugt 'negere' som oversættere og, værre endnu, for at have svigtet det nationale sindelag under besættelsen. Don Hakon havde for travlt med vindmøllerne til at ænse sin søn. Filmskuespillerinden Betty Söderberg indtog rollen som mor. Hun kunne som Asta Nielsen græde på kommando og spille sin rolle med kold marv. Det berømte opdragelsesmotto at 'børn skal ses og ikke høres' var luksusudgaven i forhold til stemningen i det stangerupske hjem. Skolen var Krebs' Skole. Midt i 1940'erne havde den temperamentsfulde søn af den uglesete og udskældte Hakon Stangerup det ikke nemt og gjorde det ikke nemmere for sig selv. Hjemmet og skolen. To kolde rum. To sorte huller. Som skulle koge sammen til ét. Så sank man som voksen sammen om sit eget brændpunkt og lå forkullet, ulmende i sengen. Så druknede man ånden i navnefællen spiritus. »Der var mange sorte tunneler«, sukker Stangerups sidste hustru Susanne Krage med et suk. Hun foretog et af de sidste år en rituel afbrænding af parrets madras. Slæbte den ud af huset og satte ild til. Den duede ikke engang til storskrald, som hun siger. Et billede Ole Roos benytter som filmens dramatiske afsæt. Madrassen, der brænder i den kolde, hvide sne. »Han skulle nok have været min ven og min elsker. For ægtemand duede han sgu ikke til!«, udbryder Susanne Krage. Så kigger hun ud ad togvinduet. Hendes pandehår er lyst og tungt. Der er en ømhed. Den besværlige og svært undværlige Den brændende petroleumsgennemvædede springmadras er ikke den eneste varme, der holder kulden på afstand. Ole Roos har placeret en række af Stangerups nære venner i en togkupé og sendt dem ud på en sidste rejse med Henrik Stangerups tungt travende genganger. De savner alle det sammensatte menneske. Den egocentriske, besværlige og svært undværlige Henrik Stangerup. Forfatteren og journalisten. Svirebroderen og samfundskritikeren. Selvgode autoriteter, der mente, at vide bedre på andres vegne, kastede han sig over med særlig blodtørst. Blandt vidnevennerne finder man Johannes Møllehave, Juri Moskvitin, Ulf Pilgaard, Hans Hertel og Ole Michelsen. Og skjult bag kameraet Ole Roos, der selv blev en nær ven med Henrik Stangerup. Venskabet intensiveredes i tiden inden Roos i 1990 filmatiserede Stangerups 'Manden der ville være skyldig'. Eller som Ole Roos udtrykker det: Da de indgik en pagt med udgangspunkt i forfatteren Jean Cocteaus ord til filminstruktøren Franju, der skulle realisere Cocteaus tekst: »Kun af dig ønsker jeg at blive forrådt«. De fik brug for sammenholdet. 'Manden der ville være skyldig' blev en lige så tordnende fiasko som Stangerups brasilianske Holberg-filmatisering 'Jorden er flad' var blevet det 13 år tidligere. Samarbejdet lagde grunden til et venskab, men ordmennesket Stangerups kærlighedsforhold til filmkunsten forblev på mange måder ulykkeligt. Også parrets planer om at filmatisere Soyas 'Parasitterne' strandede midt i 1990'erne pga. dyre ophavsrettigheder. Ole Roos fortæller, at Stangerup til sidst indså, at han ikke havde den nødvendige fornemmelse for at lave film. Mange fristelser »Han var jo et huden-af-menneske«, siger Roos om vennen. »For mig at se var han et menneske, der blev ledsaget af den ulykke, at fra starten have følt sig ikke-accepteret«. »Som barn var der altid noget i vejen med det, han lavede. Han kunne aldrig leve op til det enorme forventningspres, der blev lagt på ham«. »Hans næsten patologiske optagethed af udenlandske anmeldelser skal ses i den sammenhæng. Han skulle altid læse op af dem«. »Det kunne være helt ulideligt«, indrømmer Roos, der i hele Stangerups omskiftelige livshistorie mellem kampen for meningens magt og følelsen af afmagt, aner en lille dreng som det tavse vidne til begivenhederne. En udsat lille dreng, der hele livet kæmpede som en besat. »Det er ham, jeg har haft lyst til at lægge en øm ring omkring«, forklarer Ole Roos om en portrætfilm af den evigt stormomsuste Stangerup, der på mange måder fremstår overraskende blid. »Han voksede ikke ud af det. Sårbarheden blev nærmest bare øget. Når man føler det sådan, føler man måske også, at portrættet skal have mere karakter af en omfavnelse end en udlevering eller en fremlæggelse«, indrømmer Roos. En bøvlet vej »Da Henrik levede, tænkte jeg ikke et øjeblik på at lave en film om ham«, siger filminstruktøren. Heller ikke da sygdommen indtrådte, Stangerup isolerede sig og vennekredsen skrumpede ind. Det var ikke filmtid. Det blev det først, da brevet fra Langebæk langsomt satte hjulene i bevægelse. Meget langsomt. For efter en tidlig manuskriptstøtte gik projektet i stå. En ny konsulent på Filminstituttet mente, at film om afdøde danske forfattere pr. definition ikke havde interesse. Og så var dén, for en tid, ikke længere. At filmen finansieringsmæssigt fik en lang og besværlig fødsel endte dog med at give nogle fordele. Roos fik mulighed for at afprøve og aflive mange af sine oplagte fristelser. De mange tusinde breve. Citaterne fra Stangerups egne film. Der var så mange ting, man kunne have gjort. I stedet for at ende med at lade en række stemmer udgøre hver sin korte, præcise farve på den palet, der til sidst, med overraskende få strøg, tegner et livagtigt portræt af mennesket Henrik Stangerup. »Jeg gik alt igennem. Jeg tilbragte flere måneder på Det Kgl. Bibliotek og læste alle brevene. Der er jo tusinder. Du kommer tættere og tættere ind på ham som menneske og væsen. Langt ind i hans hverdag og nedture«. Godt stof Der var meget godt stof. På en måde næsten alt for meget. Der var ingen ende på gode citater. Ingen ende på de mange måder, man psykologisk kunne afdække familieforholdene i Stangerup-familiens freudianske isskab. »Langsomt gik det op for mig, at jeg var nødt til at finde en meget forenklet form, hvis det ikke skulle blive alt for journalistisk. Noget i retning af en forseglet kuvert. Det blev så toget«, fortæller Ole Roos om hvorfor han har valgt togrejsen som ramme og som metafor for vennernes gensyn med Stangerup i erindringens rejselandskab. Med udgangspunkt i en lokomotivscene med Jean Gabin i Renoirs 'Menneskedyret' fra Stangerups fødeår 1937 blev det rammen, der kunne rumme, hvad der var tilbage, da næsten alt det indsamlede erindringsstof var blevet smidt tilbage i det sorte vand. »Det der betyder noget, er, at man har det med inde. At man har været der«, siger Roos om mængderne af bortvalgt stof. »Den Henrik jeg kendte så godt i de sidste ti år af hans liv, træder fuldstændig frem, som jeg kendte ham. Han bliver fortrolig. Jeg skal ikke bevise, hvad han har gjort hér og dér, men jeg skal gøre ham fortrolig. Solidarisk vise ham som formet af de kampe, han har kæmpet«. Hverken sønnen Jacob eller søsteren Helle Stangerup er med om bord på toget. Men vennerne er der. Hver især skulle de fortælle til kameraet i en halv til en hel time. Der var ingen ledende spørgsmål og ingen afbrydelser. Bagefter gentog Ole Roos det møjsommelige afskrælningsarbejde. Det var fristende, at slippe de gode historier løs. Men igen satsede Roos på det disciplinerede penselstrøg i portrættet. Vennerne kommer til orde. Men kun kort. Næsten som at se et tog køre forbi. »Det var svært at koge det ned til så lidt«, indrømmer Ole Roos, men er overbevist om, at det var nødvendigt. Frihed er ikke, at kunne se kamæleonagtigt til alle sider og få alt med. Frihed er fravalgets tilvalg. Friheden til at fokusere. Anekdoterne En af de ting, der ikke blev plads til, er de mange anekdoter, som dukkede op i toget. Fordi de ville få den planlagte togtur til at køre af sporet. En del af anekdoterne vil nok til sin tid dukke op i ekstramaterialet på dvd. Der kan nok blive brug for ekstramateriale. 'At skrive eller dø' giver lyst til at læse Stangerup igen, men kender man ikke forfatterskabet, kan filmen næppe bruges til en introduktion. Roos bruger ikke tid på mange af forfatterskabets konkrete detaljer. Hvad angår kraftige afsløringer af det personlige, ja så havde Henrik Stangerup i 'Fjenden i forkøbet' selv sat en standard for hudløs selvbrutalitet, der ikke sådan er lige til at overgå. Så hvad er det egentlig for en film, han har lavet? Ser ned på den endnu sparsomme sne i Botanisk Have. Det er pludselig længe siden, det var 1988. Længe siden telefonen ringede på de særeste tidspunkter som optakt til lange samtaler i natten. Ole Roos ser tilbage. Han har tilbragt fire dage i Stangerups hus ude på landet. De har diskuteret 'Manden der ville være skyldig' og drukket tæt. Ole Roos venter på bussen. Nedtrådt af tømmermænd, men opfyldt af samværet. Henrik Stangerup står inde på marken med bagdelen i vejret. Han skal vel brække sig, tænker Ole Roos. Men pokkers til tid, han er om det. Så rejser Stangerup sig møjsommeligt og vender sig om. Triumferende rækker han Ole Roos en firkløver. Dén skal han have på rejsen. »Jeg oplever, han er kommet tilbage på en eller anden måde. Sagt fuldstændig usentimentalt«, tilføjer Ole Roos. »Han har været et eller andet sted derude og nu er han vendt tilbage. Jeg har en følelse af, at jeg har en forbindelse til ham«, siger den i øvrig fuldstændig irreligiøse filmmand. Så kommer svaret langsomt: »Mit sidste brev til ham er det vel egentlig. Jeg har taget mig sammen til at give ham et ordentligt brev og få det ordentligt afsluttet«. Og snart kommer sneen for alvor. Sneen, der dæmper alle hårde lyde. Sneen, man kan sætte spor i. Et hvidt ark i en forseglet konvolut.