Mennesket er alene – når det fødes og når det dør, og indimellem også. Kun det, der foregår i ens eget hoved, har man at holde sig til. Mennesket er en ø. »Vi er alene i vores bevidsthed og kan aldrig få adgang til andres. Selv nuet forsvinder, mens vi tænker på det. Men med sproget virker det, som om at man kan få et fodfæste i verden. Få en adgang, vaklende og skrøbelig. Med sproget kan vi arbejde med fortid og fremtid«. Vibeke Grønfeldt er selv fra en ø, og er på en endagsafstikker til hovedstaden for at give sine tanker fodfæste i avisen. Tidligt i morges tog hun første færge fra Samsø, hvor hun er født og bor, og ved dagens slutning er hun hjemme igen. Formentlig ville hun hellere sidde der og skrive bøger end være her og tale om dem. Faktisk bryder hun sig ikke meget om at besvare spørgsmål fra journalister, lader sig sjældent interviewe – og aldrig til tv og radio. Men er det det, der skal til, er det det, der skal til, synes hun at tænke, ligesom sin hovedperson Agate, som også gør, hvad der skal til for at få virkeligheden til at hænge sammen. Mest af alt fylder hverdagen Ligesom der, ved kaffebordene i Agates landsby, ind imellem går en engel gennem stuen, gør der det også her over termokanden og de tre urørte muffins i møderummet på forfatterens forlag i København. For Vibeke Grønfeldt giver sig god tid til at tænke, før hun taler, og pauserne må man selv sidde og rode med, hvis man er blevet uvant med at lade stilheden fylde. »Har du fået kaffe«, spørger hun og skænker, så hverdagen indfinder sig i de kontorlignende omgivelser. For mest af alt fylder hverdagen – i livet og i forfatterskabet. Agate er Vibeke Grønfeldts gennemgående jegfortæller i den roste romanserie, som består af ’Mindet’, ’I min tid’ og nu ’Indretningen’. Fire bind i alt skal der være. Og det er Agates skrappe stemme, der tager læseren med tilbage til livet, som det var ude på landet i Danmark fra 1912 – hvor hun allerede i moders liv giver sin mening til kende – og, foreløbig, frem til årene lige efter befrielsen. Alene i godt selvskab Som alle andre er Agate alene, men dog i godt selskab på sit husmandssted i fornuftsægteskabet med sin blide mand ’maleren’ og datteren Marita samt folk og fæ i landsbyen, som hun har godt tjek på, fordi hun, der også arbejder som maler, kommer i alle hjem og på cykel alle vegne. »Agate hævder, at hun kan se, hvad andre tænker, men hun kan jo kun gætte på det og vælge hvad hun vil tro«, siger Vibeke Grønholdt og taler pauserne væk, når hun beskriver sin hovedperson: »Hun har en stærk livsfølelse, hun er i det, hun gør. Påståelig er hun også, men reviderer sin opfattelse hen ad vejen. Hun forandrer sig med den tid hun lever i, og med den alder, hun har. Nogle af hendes påstande, er ungdommens, som når hun hævder, at ’man tænker sig syg, man tænker sig rask’. Det er jo et mundheld, der er nemmere at have, når man er 25, end når man er 55«. Der er en positiv kraft i Vibeke Grønfeldts personer, og jeg fortæller, at jeg godt kan lide at følges med Agate gennem bøgerne. »Det er jeg glad for at høre, den forrige journalist kunne ikke lide hende«, replicerer hun. Agate er også en mundfuld. Upædagogisk og skrap, klar til at dele ud af sine meninger. »Hun er ikke fejlfri, men hun gør, hvad hun kan, og sommetider falder det heldigt ud, somme tider ikke. Hun er måske ikke så god til at sætte sig i sit barns sted, det lå heller ikke i tiden. I dag har vi jo en tro på psykologi – en optrevling af vores indre – som de ikke havde dengang. Men man kan som sagt ikke komme ind i et andet menneskets hoved, og meget af det, vi forestiller os om andre, er et trosspørgsmål«. Billede af en svunden tid Det ligger ikke i Agates selvforståelse at leve sit liv som (hus)mor. En rolle der begyndte sin uddøen i 1940’erne. Og barn nummer to skyller hun resolut og samvittighedsløst ud med sæbevandet i begyndelsen af graviditeten, for den ene datter, de har, ved hun, de kan brødføde og få frem i verden. Ja, barsk er Agate, og sympati har hun i begyndelsen af krigen for Hitlers teorier om et herrefolk. Hellere tyskerne end russerne, mener hun, sådan som vel flere end hende gjorde i de første år af krigen. Alligevel er det hende, der ligger søvnløs, da nazisternes grusomheder kommer frem i den lokale avis med billeder af muselmændene fra koncentrationslejrene. »For mange landboere var der til at begynde med en fascination af, at man kunne få gjort op med borgerskabets magt, som man ikke var en del af. Ligesom irerne ville alliere sig med tyskerne for at slippe af med englænderne. Danske bønder fandt også englænderne vanskelige at forhandle med. Udtrykket ’engelske kræmmere’ var alvorligt ment. Der er mange grunde til at man vælger side, som man vælger side«. På Grethes høloft gemmer landsbyen dog to nedskudte englændere, dybere stikker drømmen om det tredje rige ikke: »De tager stilling til de mennesker, det drejer sig om. De havde sikkert også hjulpet en tysk soldat«. Frosne roer og bimlende spande Vibeke Grønfeldt tegner sit persongalleri, så hver enkelt bliver troværdig. Man tror også på de hårde krigsvintre, der er beskrevet med lyde, så man fryser: ’Der er ikke noget der bumper og dunker i den fimbulvinter, der har lagt sig over Norden (...). Selv aluminiumsspanden bimler og bamler skrigende højt og fint, når vi stiller den fra os på cementen. Der er hyl i kalvenes brøl, når de frosne roer har slået deres maver i stykker’. »At finde det præcise udtryk og det rigtige ord er meget vigtigt for mig. Jeg har jo ikke noget særligt at fortælle, kun en særlig tone, en særlig vinkel. Og hvis ikke den er præcis, er der jo ikke noget tilbage«. Har vi stadig en indre bonderøv, selv om den tid er forbi? »Selvfølgelig står vi med bondesamfundet som historisk baggrund, men jeg ser ikke den livsform som noget, vi kan bruge i dag. Det er ikke en del af selve menneskeligheden at være tilknyttet en bestemt kultur eller omgangsform. Mens tider og holdninger forandrer sig, er der nogen grundvilkår, som består, og det er grænsen mellem de ting, jeg søger«. Dine romaner er befolket af ordentlige folk med værdier som at arbejde hårdt og svare enhver sit. I dag taler vi jo meget om værdier ... »Ja, men det gør jeg faktisk ikke. Jeg arbejder ikke meget med godt og ondt. Litteratur består ikke af generaliseringer. Og moral synes jeg, vi snakker for meget om, for moral er til indvortes brug. Det er meget svært at sige, hvad andre skal og ikke skal«. Agates rim og remselege med datteren, er med til at skabe et billede af tiden: ’Man tænker sig kold, man tænker sig varm’, svarer hun for eksempel som et mantra, når Marita fryser fingrene i vinterkulden. Hvorfor denne fascination af ordsprog og børnerim? »Der var dengang et stort forråd af vendinger og ordsprog. De var nemme at bruge og sjove at lege med, men overlever ikke i en medietid som vores, hvor lokalsamfundet er opløst«. Sin præcise tidsskildring til trods virker Vibeke Grønfeldt helt usentimental over for ’de gode gamle dage’. Hun bor ikke engang på en ø, fordi hun ser på små samfund med nostalgi. »Nej, det gør jeg ikke. Jeg er heller ikke på den måde en del af det samfund, jeg bor i, som Agate. Hun er maler og kommer hos alle, det gør jeg ikke. Jeg har aldrig fungeret sådan. Det er et tilfælde, at jeg er født på Samsø, og det er derfor, jeg bor der. Men det har da den fordel, at der er stille«. De nære samfund du beskriver i ’Indretningen’ er helt væk? »Ja, landsbyer er boligområder i dag. Hvor folk kører i hver sin retning, når de skal købe ind eller på arbejde. Og den viden man havde om hinanden og den nysgerrighed overfor, hvad der skete i byen, er flyttet til fjernsyn og ugeblade. I dag er nyhedsudsendelserne byens sladder – ulykker og sygdom og tohovedede kalve. Interessen for andre mennesker, har vi stadig, bare på en anden måde. Vi skal have noget at spejle os i, og det har vi så ikke ved gadekæret længere, men i tv«. Fjerde og sidste bind i historien om Agate og hendes tid er Vibeke Grønfeldt i gang med hjemme på Samsø. »Jeg arbejder på at skrive den, så Agate som gammel ser tilbage på den resterende del af sit liv – de år der ligger mellem den tid, hvor ’Indretningen’ stopper og så hendes alderdom. Hun kommer næsten op til årtusindeskiftet. Jeg har villet lade hende opleve hele forandringen fra landbokulturen til fritidskulturen«. Vibeke Grønfeldt lover, at Agate bliver rigtig gammel.