Siri Hustvedt gæster København i den kommende uge, hvor hun fredag 6. juni optræder på Copenhagen Literature Festival i Huset i Magstræde og lørdag 7. juni sammen med sin mand, Paul Auster, i Pressen i Politikens Hus. Begge arrangementer er udsolgt.Der er tre ting i Siri Hustvedts arbejdsværelse, der siger noget om, hvad der har beskæftiget hende de sidste fem år. Det første er et bundt nøgler, der hænger på opslagstavlen med sedlen ’Ubekendte nøgler’, som hun fandt i sin fars efterladte sager. Det andet er en plastikhjerne på skrivebordet, hvis dele kan pilles fra hinanden. Det tredje er et fragment af et digt, som hænger ved siden af nøglerne: »Drej ikke hovedet. Bliv ved med at se på stedet med bandagen. Det er der, lyset kommer ind i dig«. »Da jeg første gang læste de linjer af sufi-digteren Rumi, havde jeg det med det samme sådan, at det var lige skrevet til mig«, siger Hustvedt fra sin lænestol i hjørnet. Solen strømmer ind gennem vinduerne i arbejdsværelset, der ligger på fjerde etage af hendes brownstonehus i Brooklyn, hvor hun i flere år har arbejdet på sin nye roman, ’En amerikaners lidelser’. Bogen er en slags thriller, der begynder, da søskendeparret Erik og Inga finder et bundt ’Ubekendte nøgler’ og et mystisk brev i deres nyligt afdøde fars efterladte sager. Brevet, som er dateret halvfjerds år tidligere, er fra en kvinde, hvis navn, Lisa, de aldrig har hørt nævnt før. Endnu mere mystisk er denne Lisas hentydning i brevet til en hændelse, som faren angiveligt har lovet »ikke at sige et ord om til nogen«. Brevet sender Erik og Inga, der begge er alene – Erik er fraskilt og Inga er enke – på en jagt efter denne Lisa, men hun viser sig hurtigt ikke at være romanens eneste gåde. Tværtimod synes alle personer at gå med hemmeligheder gemt under den pæne facade, og det gælder ikke mindst bogens fortæller, Erik. Han er psykolog, men kan ikke helt gennemskue sin egen identitet, der falder mere og mere fra hinanden, jo nærmere han kommer opklaringen af Lisas. Til gengæld sidder Erik inde med nøgler til andre menneskers identitetsproblemer, og hans patienters historier dukker op i bogen som små portrætter, der sammen med en række andre historier – om Ingas 11. september-traumatiserede datter, Sonia, og datterens afdøde far, Max, om underboens søde og sårbare datter, Eggy, hendes sexede mor, Miranda, og hendes sindssyge eksmand af en installationskunstner, Lane – reflekterer visse aspekter af hovedfortællingen, uden at det hele går op til sidst. Det er da heller ikke meningen med en bog, der er mindre interesseret i sandheder end i de historier, der producerer dem, sådan som Siri Hustvedts romaner altid har været det – fra i 1992 ’Med bind for øjnene’ til gennembruddet i 2003, ’Det jeg elskede’. Andres hemmeligheder »Som forfatter interesserer det mig, hvordan vi bruger sproget til at forstå os selv på – hvordan vi fortæller os selv gennem historier, og hvordan vi må udelade visse dele for at få historien til at passe på den, vi gerne vil opfattes som. Det er til gengæld det, vi fortier, som ’En amerikaners lidelser’ handler om – tavsheden, og hvad den siger«. Hvorfor valgte du at gøre fortælleren til psykolog? »Hvis jeg ikke var blevet forfatter, var jeg nok selv blevet psykolog – jeg synes, at det må være utroligt spændende at sidde og høre på andres hemmeligheder!«, griner Hustvedt, men bliver hurtigt eftertænksom igen. »De to professioner beskæftiger sig jo sådan set også med samme medium og materiale: De bruger begge sproget til at skabe roller og historier med. Forskellen er, at hvor forfatteren spalter sig ud i forskellige personer, er det psykologens opgave at få sine patienter til at indse den rolle, hun spiller – og at det måske er en rolle, der ikke passer til hende. Et terapiforløb skulle så gerne munde ud i, at hun afkaster rollen som et falsk jeg og begynder at leve livet som den, hun vil være. Det er så til gengæld en happy ending, der ikke tilfalder mange af verdenslitteraturens store figurer!«. »Men det var også et litterært trick at gøre fortælleren til psykolog, for det gav mig mange flere historier at arbejde med, og jeg kan godt lide at have flere fortællinger kørende simultant i mine romaner – historier, der reflekterer og ekkoer hinanden i et forløb, der ikke udfolder sig kronologisk«. »Derudover behøvede jeg også fortællerens patienters historier for at vise, hvad der foregår i fortællerens eget hoved på et tidspunkt, hvor han ikke selv er klar over det og følgelig ikke kan sætte ord på. De er små vink til læseren om den gåde, der er Eriks identitet efter farens død«. Bag professorfacaden Som sin hovedperson i ’En amerikaners lidelser’ mistede Siri Hustvedt sin far en vintermorgen for fem år siden, men den ældste datter af Hustvedt-familiens søskendeflok på i alt fire reagerede anderledes på farens død. Hun var ikke forvirret eller opløst i sorg over tabet, men fast besluttet på at bearbejde det litterært. Hendes første indskydelse var at sætte sig ned og skrive en erindringsbog om faren, baseret på dem, han selv havde nedfældet nogle år før – om hans opvækst på prærien under depressionen, om livet som soldat under Anden Verdenskrig. Men hun kasserede hurtigt tanken, fordi det blot ville være »en tilbedende datters narcissistiske øvelser« i at stille faren i et heltemodigt lys i en historie om, hvordan han havde arbejdet sig op fra barndommens små kår over hans ungdoms strabadser og afsavn til endelig et liv i toppen af det amerikanske samfund som litteraturprofessor og forsker på et college i Midtvesten. Hvad der manglede i den historie, var nemlig præcis det, der for Siri Hustvedt udgjorde kernen i farens personlighed: det stille og truende mørke, der rugede under den strålende professorfacade og den skygge, det kastede over Hustvedts barndom. »Jeg besluttede mig for, at det var bedst at lade ham tale for sig selv, og jeg inkorporerede derfor brudstykker af hans erindringer i ’En amerikaners lidelser’, så de indgår på linje med de andre fiktive fortællinger i romanen. Erindringer er jo lige så selektive i deres præsentation af, hvad der hændte, som alle andre historier«. »Hvad min far for eksempel ikke nævner i sine erindringer, er den depression, han ubevidst led under, og som jeg efter at have læst hans historie kan se er en slags forlængelse af den depression, der hærgede Amerika under hans opvækst. Hans familie led uhyre tab – de mistede alt, hvad de havde, og levede i stor fattigdom i mange år, indtil han kom ind i hæren og som belønning bagefter fik sin uddannelse betalt af staten. Men selv om han kom videre materielt og socialt, var det, som om han stadig kun kunne mærke tabet og ikke alt det, han senere vandt: hæder og ære på et professionelt plan og en god familie«. Med et nik over mod de ’Ubekendte nøgler’, der hænger på opslagstavlen, spørger jeg, om hun føler, at hun i det mindste nu har fundet ud af, hvor én af de nøgler hører til, og Hustvedt bryder igen ud i et grin: »Nej, jeg er ikke psykolog! Jeg finder bare på historier. Det er derfor, at jeg så godt kan lide det digtfragmentet af Rumi – det er meget dækkende for min litterære beskæftigelse: Jeg er ikke interesseret i at hele de sår, vi får i livet, men i at se og beskrive, hvordan mennesker forbinder dem forskelligt«.