0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Interview med Klaus Høeck: Jeg snyder, når det passer mig

Klaus Høeck har skrevet 1.035 nye digte efter systemer. Det forhindrer, at ordene løber som tyndskid, mener han.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Klaus Høeck kan huske den dag, telefonen ringede.

Formentlig har det været engang i løbet af 1980. Høeck var dengang først i 40’erne.

I den anden ende af røret havde han Dan Turèll. Han var ikke alene Høecks digterkollega, en skrivekugle på 34 år. Han var i dette tilfælde også en sur digterkollega.

Mikroskopisk publikum
Jo, det gik godt med skriveriet. Turèll skrev, så det sprøjtede.

Men han var træt af at skrive for et mikroskopisk publikum.

Endnu var udgivelserne fra midten af 70’erne, ’Vangede Billeder’ og ’Karma Cowboy’, ikke blevet nyklassikere, og endnu færre havde fundet frem til bøger som ’Onkel Danny’s drivende dansende dirrende dinglende daskende dryppende danske dåse-digte’.

»Jeg gider ikke være uden læsere«, sagde den unge Dan, hvorefter han rullede sin plan ud. Han ville skrive kriminalromaner.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere