Klaus Høeck kan huske den dag, telefonen ringede. Formentlig har det været engang i løbet af 1980. Høeck var dengang først i 40’erne. I den anden ende af røret havde han Dan Turèll. Han var ikke alene Høecks digterkollega, en skrivekugle på 34 år. Han var i dette tilfælde også en sur digterkollega. Mikroskopisk publikum Jo, det gik godt med skriveriet. Turèll skrev, så det sprøjtede. Men han var træt af at skrive for et mikroskopisk publikum.
Endnu var udgivelserne fra midten af 70’erne, ’Vangede Billeder’ og ’Karma Cowboy’, ikke blevet nyklassikere, og endnu færre havde fundet frem til bøger som ’Onkel Danny’s drivende dansende dirrende dinglende daskende dryppende danske dåse-digte’. »Jeg gider ikke være uden læsere«, sagde den unge Dan, hvorefter han rullede sin plan ud. Han ville skrive kriminalromaner.
