Hvorfor hedder bogen ’Lysgrænsen’? »Hvis det ubevidste er mørklagt, og det bevidste er oppe i lyset, er lysgrænsen en passende betegnelse for det sted, hvor psykoanalysen befinder sig. Når man starter i analyse, har man som regel en fast forestilling om, hvem man var. Formålet med psykoanalysen er at få analysanden til at slippe den faste historie om, hvem han eller hun er, og se tingene på en ny måde«. Ni år i analyse. Hvad ledte du efter? »Det er vel typisk sig selv, man leder efter, når man går i analyse. For mit vedkommende kom der bl.a. det ud af det, at skjulte kræfter og sider ved mig selv, som jeg havde en tilbøjelighed til at fortrænge i det daglige, i større omfang fik lov til at være en del af mig«. Blev du overrasket over, hvad du fandt? »Ja nogle gange. Men jeg blev især overrasket over, hvor lang tid det tog, og hvor omfattende et projekt det er at gå i psykoanalyse«. Ved endt læsning står det mig stadig uklart, hvad der præcis forgik på briksen i løbet af de ni år. Er det med vilje? »Jeg har valgt at fortælle en personlig historie, men ikke en privat historie. Bogen er ikke en slavisk gengivelse af dagbogsoptegnelser fra min tid i analyse, men heldigvis ser det ud til, at læseren kan spejle sig i min fortælling alligevel«. Fraset det psykoanalytiske ligner din bog mest et opgør med de formløse 1970’ere. »Psykoanalysen er rammen om fortællingen, men da bogen jo også er en selvbiografi, er det også blevet en skildring af en særlig epoke på godt og ondt. Tidsskildringen er blevet baggrundstæppe for fortællingen«. En ret kritisk skildring ... »Der er mange ting ved 1970’erne, som jeg ikke bryder mig om: formløsheden, den frie opdragelse, friskolerne ... Altså det her med, at alle roller blev ophævet, og ingen måtte tage ansvar for de roller, de havde. Det var en meget ansvarsløs tid: Mænd ville ikke være mænd, kvinder ville ikke være kvinder, voksne ville ikke være voksne, børn ville ikke være børn. Verden blev tværet ud. Den slags formløshed kan man ikke bruge til særlig meget. Den er meget lidt konstruktiv«. Du skriver et sted, at nu er du nærmest kulturkonservativ. Hvordan det? »1970’erne var præget af en arrogant holdning over for historien, kulturarven, de traditionelle familiemønstre. Indstillingen var, at ingen før 1968 havde forstået en skid. Det er en ret farlig holdning. Når jeg betegner mig selv som kulturkonservativ, er det, fordi jeg mener, at der er mange gode ting at lære af historien og vores kulturarv og mange gode ting at holde fast i«.