Litteraturvagthund.  Anders Bodelsen skriver igen efter 12 års pause.  Som før er det tidsånden, samt den lille forbrydelse der kommer ud af kontrol, som bærer værket. Foto:  Martin Lehmann

Litteraturvagthund. Anders Bodelsen skriver igen efter 12 års pause. Som før er det tidsånden, samt den lille forbrydelse der kommer ud af kontrol, som bærer værket. Foto: Martin Lehmann

Interview

Bodelsen: Stein Bagger fik mig ud af skriveblokade

For Anders Bodelsen er det at skrive lidt ligesom at gamble.

Interview

En mand går ud i sin have og begynder at grave, kling, siger det pludselig under spaden. Manden graver forsigtigt videre, og op af jorden kommer to guldhorn. Ringer han til Nationalmuseet og indberetter fundet eller ...?

Gennem hele sit store forfatterskab har Anders Bodelsen været fascineret af det øjeblik, hvor et helt almindeligt menneske ved et tilfælde får mulighed for at træde ved siden af loven – og gør det.

Ideen med manden med danefæet i haven har Bodelsen taget frem, når det så sortest ud. Glippede alt andet, var det den roman, han havde i baghånden. Men så meget er det ikke glippet endnu, selv om den ellers så produktive forfatter i 12 år har ligget under for en skriveblokering.

Ikke én større udgivelse er det blevet til i den periode, selv om han før i tiden skrev en eller to bøger om året. Hvad blokeringen skyldtes, ved Bodelsen ikke, gangen hen til computeren blev bare tungere og tungere. Det kedede ham at skrive, »og så nytter det jo ikke noget«.



Computeren åd første novelle i 12 år
Men nu er forbandelsen brudt, og Bodelsen er på gaden med novellesamlingen ’Varm luft’, som i Politiken fik fire hjerter af Thomas Bredsdorff. Igen er det det lille fifleri, som kommer ud af kontrol, der er den røde tråd i flere af novellerne.

LÆS ANMELDELSE Anders Bodelsen kaster sig over aktuelle skandaler

Forfatterens hund, Ludo, tager sofaen, vi andre sætter os i lænestolene. Der er kaffe på kaffemaskinen, en af dem, hvor man hælder vand i en beholder og opmåler kaffepulver i et kaffefilter. Lamperne er PH og Le Klint, klassikerne dominerer bogreolerne, og en fladskærm ser ud, som om den er gået forkert.

Et andet digitalt maskineri, computeren, som Bodelsen skriver på, står et andet sted i huset. Det var den, der begyndte det hele. Eller rettere, det var den, der var ved at slutte det hele, da den åd Bodelsens første trykklare manus efter 12 års skrivestop.

»Jeg havde fået en smaddergod ide til en novelle, men så lavede jeg noget kludder, og det hele forsvandt. Jeg tilkaldte en ekspert, som på nettet købte et program, som kunne finde det forsvundne igen. Men da han havde rodet lidt med det, var alt på computeren væk! Det hele«.

»Men på en måde var det en gave at skulle begynde forfra. Og da jeg havde overstået den hurdle, kom der gang i det, og jeg skrev bogen fra april til sankthans«.

Grebet af grådighed og tossemod
Som ung studerede Anders Bodelsen til cand.polit., og han har altid været levende interesseret i økonomi og politik, ikke mindst i de rævekager, der bages i den verden. Derfor indeholder ’Varm luft’ noveller om Nordisk Fjer, Roskilde Bank og IT Factory. Ja, hele den verdensomspændende økonomiske krise fascinerer ham.

»Efter 2001 sker der nogle ting, som jeg simpelthen ikke fatter, man lod ske. For det første gjorde man det lettere at udnytte friværdien i folks huse, for det andet indførte man afdragsfrie lån. Men der var ikke behov for at sætte forbruget i vejret. Det var som at hælde benzin på et bål. Der var en uansvarlighed, en grådighed, et tossemod«.

»Jeg blev selv grebet af det. På et tidspunkt havde jeg planer om at udgive en hel masse af mine gamle bøger, flere end jeg kunne bede Gyldendal om, og på det tidspunkt steg det hus, vi havde dengang, med en million kroner om året, og jeg tænkte herregud, hvorfor ikke bare udgive mit samlede forfatterskab selv«.

Det blev ved tanken, for det her kunne jo ikke blive ved, ræsonnerede forfatteren, og fik ret.



Bodelsen er en samfundskritisk forfatter med blik for tidsånden og hverdagslivet i velfærdsstaten. Men bliver det ikke sværere, når man bliver ældre?

»Selvfølgelig. Det er ikke ens egen tid længere. Fra nu af er alting underligt og anderledes. Godt nok har jeg gode kilder til, hvordan det er at være ung i dag (forfatteren har to døtre, to svigersønner og tre børnebørn, red.), men det er ikke det samme«.

Til Afghanistan
Og så skal det heller ikke være en belastning at være i familie med en forfatter, man kan ikke bare tage fra sine næres hverdag, mener han. »Vores ene svigersøn skal næste år til Afghanistan, det, kunne man sige, var godt stof, men jeg ville ikke drømme om at skrive om det. Familien skal ikke se sig selv portrætteret halvt eller helt i fiktion«.

Det er der ellers mange forfattere, der gør; Knud Romer, Erling Jepsen, Julia Butschkow, Morten Sabroe, Ib Michael ... Og mindst en af Bodelsens nye noveller er da også den skinbarlige sandhed, medgiver Anders Bodelsen, som mange gange har spurgt sig selv, om han har grebet historien ’Søster Merete’ rigtigt an.

For den handler om et virkeligt menneske af samme navn, der opsøgte forfatteren for nogle år siden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På et tidspunkt havde jeg planer om at udgive en hel masse af mine gamle bøger, flere end jeg kunne bede Gyldendal om, og på det tidspunkt steg det hus, vi havde dengang, med en million kroner om året, og jeg tænkte herregud, hvorfor ikke bare udgive mit samlede forfatterskab selv.



»Hun er nonne og datter af min barndoms barnepige. Hendes forældre havde banket hende, vist især faderen, fra hun var helt lille og ført optegnelser over det! Og nu var det vigtigt for hende at vide, om hun i det mindste havde været et ønsket barn«.

Helt tilfældigt, fordi Anders Bodelsen var faldet over barnepigens efterladte breve i familiens gemmer, kunne han give nonnen Merete den gave at fortælle hende, at hun oprindeligt var et ønsket barn.

Til gengæld fortalte hun Anders Bodelsen, at han er døbt, noget, der kom helt bag på forfatteren. Barnepigen og hendes katolske kæreste havde resolut døbt den lille Anders på badeværelset, fordi de syntes, det var synd, at han skulle vokse op i et gudløst hjem.

»Med novellen om Merete har jeg det problem, at hun måske bliver ked af det, når hun læser den. Men jeg syntes, jeg måtte signalere, at det var en sand historie, for ellers ville læseren sige, at det her er for langt ude«.

Du er bekymret, men bruger alligevel virkelige personer. Er kunstnere ansvarsfri?

»Nej, det er de ikke. Jeg har også lavet Meretes efternavn om, og hendes kloster ligger ikke i Norge, som jeg skriver. Jeg synes i virkeligheden også, jeg har et ansvar over for Stein Bagger (som portrætteres i novellen ’Steen Baxter. En nabos beretning’, red.) – også selv om han er et offentligt menneske«.

»Men jeg håber, han vil grine af det her, for det er så langt ude, og det er han i øvrigt også selv«, smiler Bodelsen.

Kuriøst at opdage, man er døbt
Og hvad synes forfatteren så om, at nogen skrev hans egen historie om, så han som ikketroende i virkeligheden er døbt?

»Det er kuriøst! Jeg tror jo på, at når jeg er væk, er jeg væk. Men hvis det viser sig, at der er et liv efter dette, og jeg skal møde Gud, foreligger der jo en ny situation ...«.

»VOV«, galper Ludo, så vi spjætter i stolene, og Bodelsen mumler et misbilligende »Nej, ved du nu hvad!« i hundens retning, inden irritation vendes til stolthed, da han konstaterer, at der faktisk er nogen ved døren.
Det er pakkepost fra forlaget med hans første bog i 12 år. Han ser glad ud og roser forsiden, Bente Olesen Nyströms tegning af Stein Bagger, der i en varmluftballon forlader IT Factory, mens mørke skyer truer.

»Det er først og fremmest det, der sker i virkeligheden, som inspirerer mig. Stein Bagger kan få mig op af stolen, fordi det er så fantastisk historie, ligesom skandalen i Nordisk Fjer er«.

Krimier er et modefænomen
Anders Bodelsen er om nogen den skandinaviske forfatter, der har sat det kriminelle ind i det litterære. Hvad synes han om de mange krimier, der udgives, især fra Sverige?

»Det er en anden slags bøger. Jeg læser dem ikke. Min kone læser en hel række af de svenske forfattere, og jeg synes, det er fantastisk godt, hvis krimier får folk til at læse bøger. Men jeg kan ikke forestille mig, det varer ved, det må være en bølge. Ligesom samtalebøger«.

’Den åbne dør’ fra 90’erne er forfatterens yndlingsroman fra egen hånd, men ’Tænk på et tal’ (1968) den mest berømte: Udgivet igen og igen, oversat og filmatiseret.

Jeg fortæller ham om et hold japanske danskstuderende fra Osaka, som adspurgt, hvad de ville se på deres besøg i Danmark, hverken svarede Kronborg eller Den Lille Havfrue, men Nærum Torv, fordi de var vilde med Bodelsens litterære bankrøveri, der som bekendt fandt sted her.

»Jeg vil helst have, at hver ny bog skulle være helt anderledes end den forrige, men jeg kunne godt tænke mig at lave en til ’Tænk på et tal’ i mit liv. Det er jo ikke sikkert, man kan, men det kunne være sjovt en gang til at brage igennem«, siger Anders Bodelsen og gentager, at det er dejligt at skrive igen.

At skrive er at gamble
Hvad er det, der personligt fascinerer den pæne mand ved det lille fifleri, der ender i en stor forbrydelse?

»Jeg er meget optaget af historier om mennesker, der tager et skridt, de ikke skulle have taget. Måske fordi jeg er bange for at gøre det selv. Lidt smart kan man sige, at jeg har lagt mit eget behov for at gamble over i mit forfatterskab. Jeg er nok en tryghedsnarkoman, der er fascineret af dem, der ikke er det«.

Hvis du nu – på trods af din dårlige ryg – går ud og graver have, og det siger kling under spaden, og du graver forsigtigt videre, indtil du ser to guldhorn. Hvad gør du så?’

Forfatteren fniser.

»Det ved jeg ikke! Hele min opdragelse siger mig, at jeg går til Nationalmuseet – med sådan et fund ville jeg jo også gå lige ind i danmarkshistorien. Men hvad jeg virkelig ville gøre, kan jeg ikke garantere for. Jeg hælder mod at tro, at jeg, eftersom jeg har mit på det tørre ...«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg er meget optaget af historier om mennesker, der tager et skridt, de ikke skulle have taget. Måske fordi jeg er bange for at gøre det selv.

»Nej, helt sikker kan jeg ikke være. Jeg kan nok ikke love, at jeg ville aflevere dem«.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce