En roman bestående af romaner. Sådan karakteriserer den amerikanske forfatter Paul Auster spansk - og europæisk - litteraturs første store moderne roman 'Don Quixote'. Så det er alt andet end tilfældigt, at Dan Quinn, Austers egen hovedperson i 'By af Glas', deler forbogstaver med Cervantes' gamle 'ridder af den bedrøvelige skikkelse' i den roman, hvis to bind udkom 1605 og 1615! Prince of Asturias Award Figuren Dan Quinn - der under pseudonymet William Wilson skriver romaner om detektiven Max Work, men bliver forvekslet med en forfatter ved navn Paul Auster! - har Politikens læsere kunnet følge her på siderne hele sommeren, i form af den labyrintiske 'graphic novel', der slutter i dag. Paul Auster selv - den nulevende forfatter, altså - udgav i juni romanen 'Rejser i scriptoriet', og samtidig med udgivelsen af denne »store lille roman«, som en begejstret dansk anmelder kaldte den, kom nyheden om, at Auster er dette års modtager af Spaniens ærefulde Prince of Asturias Award for litteratur - en pris der tidligere er tilfaldet bl.a. Arthur Miller, Doris Lessing, Günter Grass og andre forfattere i Nobelprisklassen. Auster selv modtog meddelelsen om prisen i Portugal, hvor han opholdt sig for at instruere filmatiseringen af 'The Inner Life of Martin Frost', en fortælling, der er hentet fra 'Illusionernes bog'. Det førte til en samtale om både litteratur, film og dét at blive ældre. Et godt stykke arbejde Men først om den 'spanske Nobelpris' selv: Det er en fin pris, du har vundet ... »Jeg vidste ikke, at jeg var med i opløbet i år. Jeg har også været blandt finalisterne andre år. Det år, hvor Claudio Magris fik prisen, læste jeg i New York Times: »Magris vinder Prince of Asturias og slår Paul Auster og Milan Kundera«. (Latter). Men i år vidste jeg ikke engang, at jeg var med«. Mange opfatter dig som en magisk realist fra nord. »Mine værker spænder meget vidt. Nogle romaner er stærkt jordbundne. Jeg finder det også besynderligt på én gang at være skaberen af 'Mr. Vertigo' - historien om en dreng, der svæver - og så 'Brooklyn dårskab'. Og at have lavet både sort komedie som 'Blue in the Face' og en film som 'Lulu on the Bridge'. Men det har Shakespeare allerede givet en forsmag på. For ham kunne det være en tragedie den ene dag, og en komedie den næste. Det vigtige er, at man gør et godt stykke arbejde«. Forfattere er tvivlereDu har omtalt filmen, der er ved at blive optaget i Portugal, som et haiku-digt. Hvorfor det? »Fordi det er en meget lille film. Et haiku-digt er som et suk. Og det samme er en film som denne, med fire skuespillere og den type locations, vi har brugt - et hus, en have og en sti; andet er der ikke«. Et hus og en sti er som en metafor for dit værk. »Hvem ved! Hvem ved!«. Jeg siger det, fordi du stiller dine personer ansigt til ansigt med interessante paradokser. Nogle af dem nyder fuld frihed på indelukkede steder, og andre føler sig undertrykt som nomader. Opstår god litteratur af modsigelser? »Det er rigtigt, at der sker mange ubehagelige ting med nogle af mine personer, når de er on the road. Jeg er helt enig i, at paradokser er et godt udgangspunkt for litteratur. Ligesom spørgsmål uden svar. De ting, vi alle spørger os selv om, men som der ikke findes svar på. Nogle gange er der selvfølgelig nogle mennesker, der synes, at de alligevel har fundet nogle svar - men så er de konsekvenser, de drager af dem, som regel vanvittige«. Lige så virkelig som livetFor at finde svar kan man skrive en bog. Men er det en garanti for, at man vil finde svar, eller vil man bare komme endnu længere ud i tvivlen? »Det kan man godt komme ud for. Jeg tror, at alle mine værker udfordrer tvivlen og søger at finde balance i en ustabil verden. Forfattere er tvivlere. De tvivler ikke bare på verden, men også på sig selv. Hvis vi ikke tvivler, hvis vi ikke grubler over, om det, vi foretager os, er umagen værd, ville vi ikke komme nogen vegne; det ville ikke nytte noget«. »Jeg har aldrig mødt en god forfatter, der er fuldstændig sikker på det, han skriver. Det, som folk ikke forstår, er, at det ikke er muligt bare at sætte sig ned og skrive en roman i ét hug. Man skriver mange, mange ting, der ikke kan bruges til noget, man kasserer dem, og man forsøger igen. Så hver dag finder man ud af, hvor uduelig man kan være, og det gør en ydmyg«. Så hemmeligheden er, at man ikke skal stole på det, man skriver? »Nej, det er heller ikke det. Man skal tro på det for at gøre det og være overbevist om, at den historie, man arbejder på, er lige så virkelig som selve livet«. Ud af sit hummer »Når jeg skriver på en roman, arbejder jeg hver dag, syv dage om ugen, og vier mit hoved og min sjæl til det. Hvis jeg skal ud at rejse en uges tid eller to og derefter vender tilbage til historien, så begynder tvivlen at nage, og jeg skal bruge to dage på at komme ind i historien igen; ind i den skabte verden. Det er derfor, jeg søger stabiliteten. For mig er det den bedste måde at gribe det an på«. Så under filmoptagelserne skriver du ikke? »Nej, jeg har så travlt, at alene tanken om at skrive er uudholdelig. Men det er godt at tage en pause, så jeg klager ikke. Jeg har selv valgt at gå ind i det her, ingen har tvunget mig til det, og jeg nyder det. Det er godt for mig at komme ud af mit hummer og arbejde sammen med andre«. Personernes indre livDet virker, som om du ikke har svært ved at adskille dit arbejde som forfatter og dit arbejde som filminstruktør? »Det pudsige er, at jeg først og fremmest er forfatter, selv om jeg elsker film. Men jeg betragter ikke mig selv som en særlig filmisk forfatter. Mine bøger virker ikke som film. De er ikke fyldt med små scener, der følger efter hinanden. Der er ikke megen dialog. De er meget beskrivende. Og det er lige netop derfor, jeg tror, det er godt for mig at arbejde med film. Fordi det er en helt anden måde at fortælle en historie på«. Så du er ikke en af de forfattere, der allerede under skriveprocessen tænker på filmatiseringen? At skrive en roman, som ingen kan filmatisere - er det ikke en af de største udfordringer for en forfatter i dag? »Yes sir! Helt enig. Efter at en af mine romaner, 'Tilfældets musik', blev adapteret til lærredet, gik det op for mig, at romanen ville miste en masse ved at blive filmatiseret; den ville blive noget helt andet. Hvad der sker i mine bøger handler så meget om personernes indre liv, at det ikke egner sig til film. Men jeg har gjort en undtagelse med min første roman, 'I det sidstes land'«. »Der er en ung argentinsk instruktør, Alejandro Chomsky, som gerne vil arbejde med den. Han er meget talentfuld. Jeg har hjulpet ham med manuskriptet, og nu forsøger han at finde pengene til at filmatisere den i Buenos Aires på engelsk og spansk. Men lad os nu se. Filmprojekter har det med at gå op i røg, men dette her ville jeg gerne se gennemført«. Verden er ufuldkommen »Jeg tror, kunst er en sygdom. Man får den, og man bliver aldrig rask igen. Jeg vil helst ikke overdrive, men alle kunstnere er mennesker, der lider, mennesker, der ikke passer ind i denne verden og derfor leder efter en anden verden. Nogle mennesker er lykkelige over at kende sig selv; de har det godt med deres sind, med deres krop, med den måde, de er på. Jeg beundrer dem, men jeg er ikke én af dem«. Beundrer du dem, eller misunder du dem? »Det er vel det samme. Jeg ønsker ikke at være som dem. Den russiske filminstruktør Tarkovskij har sagt, at vi har brug for kunsten, fordi verden er ufuldkommen«. FrelserenDine bøger indledes faktisk altid med en desperat person, der er på gravens rand. Forsøger du at være frelser? »Frelser?«. Ja, for du skal jo bruge hele bogen på at frelse dine personer ... »På at frelse dem eller fordømme dem«. Er det noget, du er bevidst om? »Nej, de kommer fra steder, som jeg ikke har adgang til, fra nogle meget underbevidste områder. Jeg opsøger dem ikke. Det er dem, der finder mig«. Og hvad føler du for dem, uanset om du nu frelser eller fordømmer dem? »Stor hengivenhed. De forlader mig ikke, men bliver ved min side i årevis efter. Det fremgår af min nye roman, 'Rejser i scriptoriet'. Den fortæller om forholdet mellem en forfatter og hans romanfigurer. Den begynder med en mand, der sidder på sengekanten iført nattøj og med hovedet i hænderne. Den begynder med det billede og går så på opdagelse i det syn«. Det er et noget nihilistisk billede ... »Det er neutralt. Hvorfor kigger den gamle mand ned i jorden?«. I mit hoved er jeg 32 årSå det med at blive gammel bekymrer dig? »Ikke overdrevent, det er jo bare en kendsgerning. Hvad skulle jeg kunne gøre for at bremse det? Det er fascinerende og skræmmer mig ikke. Det overrasker mig bare at have den alder, jeg har - jeg er allerede 59. I mit hoved er jeg 32«. Det bekymrer dig måske snarere at ældes på en bestemt måde? »Egentlig ikke. Tidens mystiske funktion pirrer mig. Det bliver jeg mere og mere interesseret i, men det er jeg ikke«. »Man når også til et punkt, hvor det går op for én, at mange af de mennesker, man har elsket, er døde. Man bruger en masse af sin tid på at tale til deres genfærd. Det gør man ikke, når man er ung. Det er, som om man står med det ene ben i de dødes verden og det andet i nutiden. Da jeg selv var i 20'erne, gjorde det indtryk på mig at se gamle forfattere, fordi de virkede knækkede og besejrede. De virkede dovne og interesserede sig ikke for noget. Men sådan var det ikke«. »Nu, hvor jeg selv er blevet ældre, har jeg opdaget, hvad der skete med dem: De følte, at ingen ville kunne forandre dem, at der ikke kunne dukke nogen ung mand op og opdage noget nyt for dem. Når man er 20, forandrer man sig hver dag. Den ene dag skriver man som Hemingway og den næste som Faulkner. Men når man kommer over det stadium, finder man sin egen måde at se verden på og holder fast ved den«. Don Quixote og modernitetenDer er en fantastisk roman, som på fremragende vis illustrerer forholdet mellem stil og indhold, nemlig 'Don Quixote'. Hvad kan du godt lide ved det værk? »Det er en roman bestående af romaner. Historier, der vikler sig ind i andre historier, indtil man pludselig befinder sig i et spejlkabinet. Jeg holder utrolig meget af 'Don Quixote', men især holder jeg af anden del. Dét er en moderne roman. Jeg er fascineret af den måde, hvorpå han lægger spor ud til sine læsere, ægte eller uægte, troværdige eller utroværdige, men de leder os ad en vej, som vi stadig udforsker i dag«. Føler du dig kraftigt påvirket af Cervantes? »'Don Quixote' er en bog, jeg hyppigt læser og tænker over. Men jeg tænker ikke over, hvem der har påvirket mig. Jeg bryder mig ikke om at være opmærksom på den slags. På samme måde som jeg heller ikke bryder mig om at være opmærksom på forfatterskaber, jeg ikke kan lide. Men jeg tror, jeg er blevet mere påvirket af digtere end af romanforfattere«. Nødvendig tvangsneuroseDet er vel derfra, din besættelse af sprog og gennemsigtighed stammer. Er det denne lidenskab for ord, der presser dig til at skrive? »Det er en del af det. Man er nødt til at være ret tvangsneurotisk. Og der findes jo næsten ikke noget, der er lige så pålideligt som sprog. Det er derfor, jeg ofte søger tilflugt hos de store forfattere. Jeg læser meget Shakespeare, John Donne, men også forfattere, der har givet mig noget personligt, som for eksempel George Oppen, der er en ret ukendt digter, som var en af mine venner«. Forfatteres engagement i deres tid er et spørgsmål, du tager meget alvorligt - du er for eksempel aktivt medlem af PEN. »Ja, jeg er vicepræsident nu. Salman Rushdie, der er præsident, bad mig om det, og jeg kunne ikke sige nej. Det er en af verdens få organisationer for skrivende folk, der arbejder for at fremme menneskerettighederne på verdensplan. Jeg føler mig forpligtet til at hjælpe skribenter, der er i fare, og hvis rettigheder ikke respekteres. Og vi har indflydelse; det er lykkedes os at få adskillige løsladt fra fængsel. Tro mig, det er kedeligt, når vi drøfter budgetter på de møder. Det er trættende, men jeg gør det, fordi det er i en god sags tjeneste«. Interesserer sig ikke for resten af verdenDet er det i endnu højere grad nu, hvor der sker skrækkelige ting i verden, hvilket til dels skyldes dit lands regering. »Det er mere sygt end nogensinde før. I PEN har vi oprettet en krisegruppe, som 10-15 forfattere deltager i ved universitetet Cooper Union i New York. Der findes en historisk sal, The Great Hall, hvor Abraham Lincoln bekendtgjorde, at han ville stille op til valget. Dér arrangerer vi møder og kongresser. Den seneste handlede om tortur. Jeg ved ikke, om det hjælper, men i det mindste sætter vi en debat i gang. Forholdt vi os tavse, ville vi være medskyldige i det, der sker. Vi har et ansvar; vi er nødt til at gøre noget, uanset hvor lidt det er«. »Vi arrangerer også en international festival. Vi dækker mange emner, men der er især et, som amerikanere er bekymrede over. En af vort lands tragedier er, at der ikke er nogen som helst interesse i, hvad der sker i resten af verden, og det bliver bare værre. Der er meget få bøger, der oversættes, vi mister forbindelsen til andre kulturer, og landet bryder med resten af verden og er i vildrede. Sådan var vi ikke tidligere«! »Vi var nysgerrige og interesserede i ting, men nu er vi isolerede og for selvtilfredse. Derfor samler vi 60-70 forfattere fra hele verden til at tale og deltage. Problemet er, at den amerikanske presse ikke dækker begivenheden særlig godt, selv om der er tæt med folk ved alle møder. Den udenlandske presse dækker festivalen bedre«. Nedtrykt over 11. september'Brooklyn dårskab', din roman fra 2005, er som en hyldest til det enkle liv. Havde du behov for det efter 11. september 2001? »Det er en hyldest til det normale liv. Vi har påbegyndt en ny æra i historien. Vi er nødt til at være klar over, at det er et stort held og helt vidunderligt at være i live. 'Brooklyn dårskab' er en komedie, i bogstaveligste forstand. Jeg havde brug for den for at vinde lidt afstand. Jeg blev inspireret af dét, Billy Wilder engang sagde: »Hvis du har det godt, er tilfreds, så skriv en tragedie; hvis du derimod føler dig desperat, slået, skriv en komedie«. »11. september var demoraliserende for mig. Jeg var så påvirket, så nedtrykt, at jeg ikke kunne arbejde. Jeg gav flere interview dengang, end jeg havde gjort hele mit liv. Folk ledte efter svar, og jeg havde brug for at tale. Jeg gav udtryk for min mening ved at tale«. Jeg ser ingen løsningMen konsekvenserne har været værre, end vi forventede ... »Jeg skrev en artikel nogen tid senere, i 2002. Vi talte stadig om at invadere Irak, hvilket jeg med udgangspunkt i Ground Zero mente ville være en fuldstændig katastrofe. Der er allerede gået fire år, og desværre har jeg indset, at jeg havde ret dengang«. »I dag kan jeg stadig ikke se nogen løsning; vi har skabt et uhyre. Jeg er ikke engang sikker på, at det i dag vil være den rette løsning at trække soldaterne ud. Jeg går ud fra, det skal gøres, men med en plan. Man kan ikke besætte et land så længe. Ikke engang olie er det værd«.