Fire år gammel udgav Camilla Läckberg sin første krimi. I ét eksemplar. Nogle få sammenhæftede sider fortalte i store usikre streger den grumme historie om, hvordan julemanden slog sin kone ihjel efter et heftigt skænderi. De morbide tendenser holdt sig hele vejen op gennem gymnasiet. Hvor Camilla Läckberg blev kaldt til samtale hos sin svensklærer efter at have afleveret endnu en stil befolket med drabsmænd og selvmordere. Videre til krimimesse Han ville bare høre, om der var sket noget derhjemme, hun havde lyst til at fortælle ham. Hun forsikrede ham om, at hjemmets største konflikt handlede om, hvornår hun skulle være hjemme om aftenen. Alligevel holdt han et vågent øje med hende gymnasietiden ud. »Jeg har altid været draget mod det morbide, det mørke, det tragiske og det makabre«, fortæller den 31-årige svenske krimiforfatter, der siden hun var teenager har slugt bøger om virkelighedens seriemordere, psykopater, forbrydelser og retsmedicinere. Det er en ung kvinde iført sort tøj, grønne øjne og nylakerede negle, der tager plads i mødelokalet på sit forlag i København denne solskinsdag. Netop fløjet ind fra Stockholm og på vej videre til krimimesse i Horsens. Hvad driver mennesket til den ultimative synd? Siden sin debut som krimiforfatter i 2003 har hun kunnet levet af at svælge i menneskets mørke sider. Og har foreløbig solgt mere end en halv million eksemplarer af sine tre bøger om den ranglede politibetjent Patrik Hedström og den let overvægtige forfatter Erica Falck, der i baggrunden af intriger og mord går og tæller vægtvogter-point. »Jeg ved ikke, hvor den fascination kommer fra. Det er ikke blod og afhuggede arme, der tiltrækker mig. Det er psykologien og motivet. Altså at finde ud af, hvad det er, der driver et menneske til at begå den ultimative synd og tage et andet menneskes liv«. Gerningsstedet Camilla Läckberg er født og opvokset i Fjällbacka på den svenske vestkyst. En lille, fredelig flække ved vandet, der tæller 1.000 indbyggere. Og som om sommeren bliver befolket af tusindvis af svenske, norske og tyske turister. Det er også her, hendes foreløbig tre kriminalromaner udspiller sig. Siden debuten har hun systematisk taget livet af folk i sin fødeby. Et sted, hun kender ud og ind og hvor hendes mors slægt har holdt til i flere generationer. »Der findes ikke noget miljø, man kender som godt, som det sted, man er vokset op. Man kender lydene, man ved, hvordan der lugter, hvordan der ser ud og hvordan folk tænker. I en storby er der måske umiddelbart mere stof af hente til en kriminalroman. Men jeg ville have et lille samfund, hvor alting er så destilleret«. »Under en skal af respektabilitet holdes instinkter og drifter nede, indtil det fortrængte til sidst må have afløb. Så selv om der hverken er mafiaopgør og gangstermiljøer, så findes der både jalousi, had og mindreværd. Eller med andre ord: Alle de følelser, der kan ligge til baggrund for et mord«, siger hun. Hader ridning Som barn var Camilla Läckberg en gammelklog pige, der var dygtig i skolen og trivedes godt i de voksnes selskab. Og som spenderede de fleste af sine vågne timer med en bog i hånden. Først røg hun igennem alle faderens Agatha Christie-bøger. Og siden åd hun sig blandt andet gennem horror-, krimi- og fantasy-universer i Narnja-bøgerne og hos Tolkien, Stephen King og Maria Lang. »Min mor tvang mig til at gå til ridning i to år, og tænkte, at jeg nok ville blive bidt af det på et tidspunkt. Men jeg kunne ikke fordrage det. Og mens de andre drømte om rockstjerner, drømte jeg om forfattere. For mig var det ophøjede, nærmest guddommelige personer. Jeg drømte også selv om at komme til at skrive, men troede aldrig, det kunne lade sig gøre«, siger hun. Økonom Det lå ligesom i kortene, at Camilla skulle på universitetet. Men der var ikke noget, fag, der rigtig interesserede hende. Bortset fra måske økonomi. Så »i mangel af bedre«, var det dét, hun flyttede til Göteborg for at læse som 17-årig. Men efter endt uddannelse og fire år som markedsansvarlig og produktchef i forskellige firmaer, kedede hun sig noget så forfærdeligt. »Jeg havde ondt maven hver søndag aften, fordi jeg ikke havde lyst til at tage på arbejde mandag morgen. Og jeg blev panikslagen ved tanken om at skulle beskæftige mig med det her resten af livet. Det var så mærkeligt for mig, at både min mand, som jeg havde mødt på universitetet, og mine tidligere studiekammerater syntes, at økonomi bare var toppen. Mens jeg kedede mig gudsjammerligt«, siger hun. Julegave med fremtid i Camilla Läckberg er aldrig gået særlig stille med sin drøm om engang at skrive en bog. Faktisk talte hun så meget om det, at hendes veninde til sidst opstøvede et kursus i at skrive krimier på nettet. Og videresendte det til hendes mand. »Så gav han mig det kursus i julegave. Og det var det, der fik mig i gang. For første gang fik jeg følelsen af, at det faktisk kunne lade sig gøre at skrive en bog. At det ikke var uopnåeligt. Men et håndværk, man skal have et vist grundtalent for - og så kan resten læres«. Det var nu ikke en bevidsthed, der kom med ét slag. For de tredive sider, hun havde fået skrevet på kurset, lå i månedsvis uberørte hjemme på skrivebordet. »På kurset var jeg så fuld af engagement og energi. Men da jeg kom hjem, begyndte de her stemmer at dukke op i mit hoved og fortælle mig, at selvfølgelig kunne jeg ikke det. Efter et halvt år samlede jeg kræfter og skrev halvtreds sider til. Så kom stemmerne igen. Og jeg lagde det væk. Men så blev jeg gravid med mit første barn. Og tænkte: Nu må jeg simpelt hen til at blive færdig med det her«. En vild uge Så sad hun en hel sommer og skrev og skrev og skrev. Det var med hendes egne ord »jättevarmt«. Og hun var »jättegravid«. Så friheden var begrænset til de højst to meter fra en stikkontakt, ledningen til hendes bordventilator rakte. »Jeg synes ikke, jeg kunne gå et helt liv med den drøm uden at gøre et eneste forsøg. Men jeg var frygtelig usikker på, om det overhovedet duede, da jeg sendte det af sted til forlaget«. Hendes søn blev født en tirsdag. Og om fredagen fik hun besked om, at bogen var antaget. »Det var en ret vild uge. Hvis forlaget havde afvist den, havde jeg taget det som et bevis på, at jeg ikke kunne. Og så havde jeg ikke forsøgt igen. Det er jeg ret sikker på. Men da det lykkedes, vidste jeg, at jeg var nødt til at hænge på og fortsætte, selv om timingen ikke var perfekt. Det er ikke optimalt at skrive i sin barselsorlov. Men man må tage muligheden, når man har den«. Tænker meget i markedsføring Siden er der blevet lagt nogle flere lag til selvtilliden som forfatter. Det er anderledes selvbevidst dame, der toner frem på computerskærmen, når man i dag klikker ind på Camilla Läckbergs hjemmeside. Stylet som en skuespiller fra 1940'erne og fotograferet i sorthvid. Henover billedet er der skrevet: »It's shocking! Its terryfying! It's murder!«med dryppende rød maling. Og under navnet 'Deckarmamma' har hun en blog på internettet, hvor hun skriver dagbog. Ligesom hun självklart også har en litterær agent, der varetager hendes interesser. »Jeg er jo økonomuddannet og tænker meget i markedsføring. Jeg er meget bevidst om, at jeg er et varemærke. Og det er nok lidt usædvanligt for en forfatter. Bloggen er et eksempel på det. Jeg begyndte at skrive dagbog i juni, fordi jeg syntes, det var sjovt og spændende«. Jeg er en virksomhed »Men også fordi jeg kunne se, at det var en fantastisk markedsføringskanal, hvor du kan kommunikere direkte med læserne. Der bliver udsendt utrolig mange bøger i dag. Og der er så mange, der kæmper om folks opmærksomhed. Så man er nødt til at tænke i de termer«. Også selv om det ifølge Camilla Läckberg stadig er tabubelagt at tænke kommercielt som forfatter. »For mig er det naturligt. Jeg er en virksomhed. Og vil lave så god en forretning som muligt. Den tankegang er mit danske forlag People's Press meget langt fremme med. Men mange af de store forlag tænker ikke sådan«, siger hun. Virkelighedsflugt er alt nok Camilla Läckberg har ingen ambitioner om at fortælle noget oprivende om samfundet, når hun i bog efter bog sender sine to opdagere af sted på nye opgaver. »Jeg er lidt træt af den tendens, der er i Sverige, hvor man skal sige noget om samfundet, gud eller verden med sine krimier. Jeg er fuldt ud tilfreds, hvis jeg kan give folk et par timers adspredelse og virkelighedsflugt. Og henter de mere end det, er det bare fint«. »Selvfølgelig er bøgerne farvede af mine egne oplevelser og overvejelser, så man kan ikke helt undgå, at der slipper nogle tanker og refleksioner ud mellem linjerne. Men mit mål er at skrive god underholdning. Og det er faktisk heller ikke helt nemt«. Lim i rumpen På torsdag rejser Camilla Läckberg til Istanbul for selv at undervise svenske kursister i at skrive kriminalromaner. Tidligere har hun også udbudt et fjernkursus i krimiskrivning på internettet. »Det er sjovt. Og giver mig meget som forfatter. For mens det er svært at have distance til sin egen tekst, så er det meget lettere at se, hvornår dialogen og karaktererne fungerer og ikke fungerer i andres tekster. Det får jeg glæde af, når jeg selv skriver. Så jeg synes, det er vældig stimulerende«. Så hvad er opskriften på at skrive en god krimi? »En eller anden har sagt, at den vigtigste egenskab for en forfatter er at have lim i rumpen. Det gælder også krimiforfattere. Man skal kunne sætte sig ned. Og blive siddende ved sin tekst. Og så må man elske genren. Krimigenren er i Sverige i mange år blevet betragtet som andenrangs«. »Men for at blive en dygtig krimiforfatter må man synes, at det er den fineste genre, der findes. Man kan ikke skrive krimier, fordi man tror, der findes et stort marked for det. Og så opbygge et publikum, der kan aftage den generationsroman, man egentlig allerhelst vil skrive«. De første 50 sider er afgørende Ifølge Läckberg er krimigenren en taknemmelig genre, der har »alt«. Herunder et spændingsmoment som en naturlig motor. »Plus alle romanens muligheder for at udvikle spændende karakterer og et fængslende miljø. De første 50 sider er de vigtige for mig. De afgør faktisk, hvor høj kvalitet resten af bogen får«. »Det er der, jeg sætter persongalleriet og former dem, der skal være med. Hvis jeg laver et godt stykke arbejde der, er det nemmere at skrive resten. Så ved jeg, hvordan de forskellige personer reagerer på det, der sker siden hen«, siger hun. Pendant til det svenske tennisunder Skandinavien vrimler efterhånden med kvindelige kriminalforfattere, der sælger i meget store oplag. Og det er ifølge Camilla Läckberg først og fremmest fordi, krimigenren i de senere år har fostret kvindelige forbilleder. »Jeg tror, kvinder er ganske dygtige til at holde intriger i gang. Og til at have en masse bolde i luften på én gang. Begge dele er et krav til en solid kriminalroman. Men hovedforklaringen på de mange kvindelige krimiforfattere i Skandinavien ligger et andet sted«. »Jeg tror, Liza Marklund har haft en meget stor betydning. Hun var den første store krimiforfatter i Sverige. Og pludselig tænker en masse andre kvinder: Måske kan jeg også, når hun kan. Der danner sig nogle positive cirkler, når man får en rollemodel, man kan identificere sig med. »Man taler også om det svenske tennisunder. Og undrer sig over, at Sverige pludselig har fem spillere på verdensranglisten. Men når der er én der pludselig får succes, begynder mange andre at tænke: Måske kan jeg også«. Intriger i køkkenet? Når Camilla Läckberg ikke begår mord i sin fødeby foran computeren, sluger hun reality show og docu soaps i store mængder på tv. Og så selvfølgelig den ugentlige Crime Night på Discovery Cannel. Hun læser bunker af kriminalromaner og har Elizabeth George og svenske Åsa Larsson blandt sine favoritter. Og så elsker hun at lave mad. Så meget, at hun har overvejet at henlægge en af sine intriger til en restaurant i Fjällbacka, så hun kan få lov at komme i et par dages praktik hos kokken. Fjällbackas skraldemand Leif Det skal såmænd nok lykkes. For i Fjällbacka har de faktisk taget det pænt. Så pænt at Camilla Läckberg i 2004 blev kåret til årets Fjällbackabo. Selv om hun har forvandlet det lille idylliske feriesamfund til et makabert gerningssted. »Oprindeligt var jeg lidt nervøs for, hvordan de ville reagere. For jeg kunne jo ikke skrive en turistbrochure. Jeg var nødt til at tegne et realistisk billede med både positive og negative sider. Så jeg fortæller eksempelvis også om al den sladder, der foregår i et lille samfund. Alle de typer, jeg har med i mine bøger, findes også i Fjällbacka. Og ind i mellem lægger jeg også en rigtig person ind blandt bifigurerne«. Det er blandt andet sket for Fjällbackas skraldemand Leif. Der en dag spurgte Camilla Läckbergs mor, om han nu risikerede, at der blev lagt et lig i hans skraldebil. »Og så tænkte jeg: Aha, det er en god idé! Så nu har Leif fået en rolle i min næste bog. Og et lig i sin skraldevogn«.