»Jeg tror de fleste kender til, at gentagelsen kan være sød i sig selv«. »Nu har Lars Bukdahl jo kaldt mig gerontofil, så jeg skal passe på med, hvad jeg siger«, fortæller Jonas Bruun. »Men jeg har det da, på mine ældre dage, finere og finere med gentagelsen. At der sker mindre og mindre«. »Det er en fornøjelse, når den ene dag ligner den anden. Jeg forsøger virkelig at leve et rutinepræget liv, men det går desværre i kage konstant«, siger forfatteren. Usædvanlig kriminalroman Jonas Bruun ryster på hovedet. Ro har der ikke været meget af, siden han udgav sin debutroman 'Drivjagt'. Modtagelsen af bogen har været helt overvældende for den lidt sky 38-årige forfatter og anmeldelserne strålende. Usædvanligt for en kriminalroman, der handler om sydstevnske gyllekvoter, kødædende planter og kommateringsregler, og hvis mordmotiv er, at naboen nægter at styne sine popler. Ingen kanter Hvilket også har fået flere anmeldere til at undre sig over, hvorfor han har valgt at skrive en kedelig krimi. »En monoton krimi vil jeg hellere kalde det. Eller endnu bedre, en rytmisk krimi. Jeg havde en ambition om at lave en roman, hvor man ikke stødte på nogen forhindringer under læsningen, hvor man bare blev draget ind i romanen«. »Når man læser en Graham Greene roman, som var et af de forbilleder, jeg havde for min roman. Der sker jo intet i hans romaner - det er de mest kedelige spændingsromaner, der findes. Men alligevel, efter 4-5 timer har man lige pludselig siddet fordybet i den her roman, hvor hovedpersonen bare har drukket Gin Gimlet på en bar. Det var ambitionen at skrive en roman, hvor der ikke var nogen kanter«. Den perfekte balance Jonas Bruun fortæller videre: »Og så tror jeg altså også, det har noget at gøre med det landskab, jeg beskriver. Der findes ikke noget mere tungt og monotont end det sydstevnske landskab. Det er anderledes om sommeren, men i januar er der jo frygteligt. Stevns indbyder virkelig til gentagelser«. Hvor hovedpersonen hos Graham Greene sidder og drikker gin-drinks, leger han i Jonas Bruuns roman med kødædende planter. Knud Thorm, hedder han, præst og tæt på pensionsalderen. Sin tro mistede han for længe siden, og hvor den hellige ånd skulle være, er der nu kun slet skjulte ønsker om jagt, sex, sprut og drømmen om det perfekte botaniske system mellem biller og kødædende planter. For absurd Hans ide om himmerige er dage, der ligner hinanden i en uendelighed. Han er kyniker og rationalist, som en hovedperson i en kriminalroman skal være. Og så er han ikke synderlig chokeret over den mordanklage, der tidligt i bogen rettes mod ham. Højst en smule irriteret over, at han bliver taget med på stationen, så han ikke kan passe sine planter. »Altså, det irriterer ham grænseløst, at han bliver anklaget for det mord, fordi det ødelægger hans hverdag. Sådan en begivenhed passer ikke ind i hans tilværelse, fordi den er så absurd. Så han ved ikke, hvad han skal gøre ved den«. Det affortryllede menneskeHan er ikke oprørt over at blive falsk anklaget, han vil bare ikke spilde tid i fængslet? »Nej, det gider han ikke. Og så er han jo også rationalist ind til benet. Han ved, at hvis han bliver dømt, har han ikke lige så høj status hos sin kæreste. Han vil meget nødig miste hende og han vil meget nødig miste den livsførelse, han har«. »Det irriterer ham ikke, at han bliver anklaget for noget, han ikke har gjort, det, der irriterer ham er, at han risikerer at miste nogen goder, han har opnået. Han er fuldstændig det affortryllede menneske, for han er ligeglad med ære og ligeglad med alt, hvad der ikke er materielt«. Antenner mod dødenEr han ligeglad med andre mennesker? »Han er ikke helt ligeglad med andre mennesker, for han er meget glad for sin kæreste, han mener faktisk, at han elsker hende. Det er bare ikke artikuleret. Han er et meget selvberoende menneske«. »De få gange i romanen, han handler, er det meget ofte på opfordring af kæresten, som bliver irriteret over, at han ikke foretager sig noget. Han skal skubbes i gang, for han er stort set gået i stå«. »Det er derfor, jeg starter romanen med et citat af Jeppe Aakjær: »Øjet skinnede, tåren randt, intet mere i verden bandt«. Det er jo en mand, der er i gang med at dø. Der er ikke noget, der binder i verden, og nu er han parat til at stille skoene. Han har øjnene vendt mod uendeligheden, hvordan den så end ser ud«. »Det eneste tidspunkt, han for alvor er rørt, er i slutningen, og det er over, at hans kødædende planter har overlevet. Og ikke over, at hans kæreste er blevet hos ham, eller at han er kommet ud af fængsel. Han har indstillet sine antenner mod døden«. Komisk kriminalromanDu har gjort ham til præst. Hvorfor det? »Jeg må ærligt indrømme, at det er en dårlig vittighed. Jeg er ret glad for vittigheder, der er meget kontrastfulde. Og der er gudsforladte præster jo på linje med liderlige nonner. Det er grundlæggende skægt, at en præst ikke tror på gud. Det er også derfor, pastor Grosbøll er blevet så populær og upopulær. Men det kan være, jeg har en lidt anstrengt humor. For jeg troede egentlig, jeg havde skrevet en komisk kriminalroman, men der er ikke særlig mange af anmelderne, der har bemærket det«. God konservativ fantasi Det er ikke en tilfældighed, at pastor Knud Thorm er en kølig, distanceret, uengageret hovedperson. Mange af trækkene ville Jonas Bruun nemlig gerne selv være i besiddelse af. »Jeg er selv et relativt disharmonisk og uroligt individ. Og når man sidder og skriver, er det jo en måde at få lidt fred i en turbulent hverdag at skabe sådan et individ, hvor man gennemlever fantasier, som man nok egentlig ikke er interesseret i at opnå«. »Det der rolige, kølige, rationelle individ, der bare er fuldstændig affortryllet for enhver form for metafysik og enhver form for ubalance. Som hviler i sig selv. Jeg tror hverken det er ideelt eller efterstræbelsesværdigt, men det er en god, konservativ fantasi som de fleste andre fantasier, der er rare at hygge sig med«. »Jeg kunne godt tænke mig i mange situationer at have lidt mere hård hud. Uden at forfalde til at være et dumt svin«. Lunken metafysikEr du selv en 'affortryllet' person? »Jeg plejer at sige, at jeg tror på den store Manitou. Det eneste metafysik, hovedpersonen har kørende, er netop gentagelsen i naturen, som han holder meget af. For ham har den ikke nogen metafysisk dimension, men det er klart, at alle vi andre 'virkelige mennesker' kan føle den her store lykke under himlen«. »Så jeg er nok lige så lunken metafysisk som alle mulige andre, og i hvert fald mere end min hovedperson. Men jeg har ikke noget specielt forhold til kristendommen, f.eks. Jeg har sympati for den, men ikke andet«. Provinsen er ikke ond Naturen spiller en stor rolle for Jonas Bruun, der efter eget udsagn kan spendere hele og halve dage alene ude på Kalvebod Fælled. Som barn på Stevns løb han tit rundt og legede i naturen, og Jonas Bruun er ked af provinsens dårlige ry. »Jeg har egentlig ikke den opfattelse, at provinsen er ond, som Søren Ulrik Thomsen sagde engang. Jeg kommer selv fra det område, jeg beskriver i romanen, og selv om min familie var tilflyttere, blev vi relativt godt integreret. Så jeg opfatter ikke provinsen som dæmonisk eller de mennesker, der bor der, som nogen, der behandler sine medmennesker dårligt«. »Og det er en ting, jeg blev ked af i nogle af anmeldelserne. De skrev, at det var et 'portræt af den dæmoniske provins'. Det er jo klart. Hvis jeg havde skrevet den i København, havde det været et 'portræt af det dæmoniske København', havde jeg skrevet den i Timbuktu, havde det været 'det djævelske Timbuktu'. Sådan er det med en kriminalroman«. Et stort beskyttet værkstedHvordan er provinsen så? »Jeg ser provinsen som et stort, beskyttet værksted. Jeg kan godt forestille mig, det er en lykkelig tilværelse. Men det kan også være en ekstrem kedsommelig tilværelse. Jeg har i hvert fald det her billede af provinsen som et beskyttet sted«. Men der er trods alt stadig forskel på byen og provinsen. Folk på landet er nemlig ikke lige så kloge som dem inde i byerne. Det har Jonas Bruuns hovedperson for længst fundet ud af. Rationalistisk livssyn »Der hvor hovedpersonen siger, at folk er dummere på landet, inddrager han også sig selv. Og det fremgår jo af romanen, at han ikke er en dum person. Han er relativt kvik. Det, jeg mener, er, at ude på landet har de måske ikke lige fingeren på pulsen«. »De er ikke omstillingsparate, de er ikke selvrealiserede, de er ikke i stand til at reagere på forskellige livsforhold, som man er inde i byen. Hvis der sker en forandring i deres livsform, bliver de knust. Og det er nok også i den forbindelse, han mener, at de er dumme, for de er ikke i stand til at varetage ændrede livsvilkår og indoptage nye impulser«. »Selvfølgelig synes han, at det er ubegavet, fordi han har det her rationalistiske, biologiske livssyn. Hvis man er en organisme, der ikke kan indoptage nye impulser, er man en ubegavet organisme, så at sige«. Naturens skønhedSå du kunne ikke finde på at flytte tilbage til provinsen igen? »Nej. Når man har boet i København i 18 år er man blevet for rodfæstet. Og der er masser af natur at se på i København. Kalvebod Fælled, Vestvolden. Hvis man har følelsen for det, kan man snildt få de store naturoplevelser, og det er rart med kontrasterne«. »Hvis man bor i landskabet, som Højholt kaldte det, kan man godt mangle et blik for den skønhed, der ligger der. Bor man bor i byen, er det nemmere at gå ud og blive beruset af naturen«. »Men egentlig kunne jeg godt tænke mig at have været landmand. Det lyder som om de har et dejligt liv. Så hvis jeg nogensinde skulle forestille mig noget helt andet end at være forfatter, så vil landmand da være fint. Så længe man husker at styne sine popler«.