Selv om det er vinter, skinner solen forbavsende stærkt ned over tagene i East Village, og selv om det er en almindelig arbejdsdag, ser bydelens beboere ikke ud til at have særlig travlt. En broget samling af asiatiske punkere og ukrainske pensionister, sorte jakkesæt og blomstrede bohemer hænger på brandtrapper, læner sig mod fortovets gadeværn eller slænger sig på caféernes udendørsterrasser. En mand i afdæmpet påklædning, kommunefarvet hår og et drenget smil svinger ind over fortovet med bagerpose over cykelstyret og giver newyorker-paletten sit danske islæt. Det er Poul Lange. Efterspurgt dansker For over 20 år siden kom Lange for første gang til New York på et 1-årigt studieophold. Nu bor han fast i byen og har gjort det til sin karriere at være en dansker i New York. Det er ham, de danske forlag henvender sig til, når de skal lave omslag til amerikanske udgivelser, og det er hans fotoarkiv, danske tidsskrifter og aviser søger i, når de skal bruge billeder fra byen. Ud over de danske forbindelser arbejder Lange som illustrator for en række amerikanske udgivelser, og i 1998 viste man hans collager på en soloudstilling i Soho. Med Gyldendal-udgivelsen i går af børnebogen 'Hullebogen' kan Poul Lange også kalde sig børnebogsforfatter. Benhård branche Men selv om der er fart på Langes karriere, er han selv et stille gemyt, der helst sidder alene og piller med sine ideer på kvisten i en smuk bygning i hjertet af East Village. Tegnestuens tre store vinduer vender ud mod St. Marks Place - strøget, hvor musikere og kunstnere hang ud blandt pushere og graffitikunst i 1980'erne. Der er stadig gang i gaden, men heroppe har vi helle. Lyset strømmer ind gennem vinduerne, og alt ånder roligt, inklusive Poul Lange, hvis stædighed er af den stilfærdige af slagsen, og hvis selvpromovering antager en tilbagetrukken form. Med de to evner har han overlevet i en af byens benhårde brancher i snart 15 år. Restriktive vilkår »At flytte til New York er selvfølgelig ikke sådan noget, man bare lige gør«. »Men jeg blev så bidt af byen, da jeg studerede herovre på School of Visual Arts, at jeg bare måtte tilbage«. »Det kom jeg så fem år senere i 1989, hvor nogle venner tilbød mig et sted at bo, mens jeg søgte arbejde. Jeg kom ret hurtigt ind på en af Milton Glasers tegnestuer, hvilket var en rigtig god indgang både til byen og til håndværket, for han er en af fagets grand old men«. »Det var ham, der fandt på 'I (hjerte) New York'-logoet, som du i dag kan se overalt i byen og verden, og så var han den første til at bruge begrebet 'graphic design'. Så han er en af de helt store«. »Men det var også svært at arbejde for et ikon som ham, for som de fleste af hans kaliber havde han et enormt ego, der ikke levnede meget plads til andre på tegnestuen«. »Hvis man kom med en god idé, satte han simpelthen en ære i at komme med en, der var bedre, og efter at have arbejdet i fem år som freelancer i Danmark, hvor jeg bestemte alting selv, var det svært pludselig at arbejde under så restriktive vilkår«. »Jeg stoppede efter halvandet år, men det var alt i alt en god oplevelse og den helt rette begyndelse - på faget, til byen, til kontakterne - og så måtte jeg ellers videre med mit eget«. Kamæleon Langes 'eget' er en bred vifte af forskellige talenter, som alle går under paraplyen 'Poul Lange Design'. Det dækker over et firma, der leverer billeder til bogomslag (Paul Auster, Anne Rice og Ib Michael er faste kunder), cd'er (for blandt andre Chris Minh Doky, Zindy og Søren Sko) og blade (f.eks. Time Magazine, GQ og New York Times). Hvad der holder firmaet kørende, forklarer Lange med sædvanlig beskedenhed, er hans evne til at tilpasse sig situationen - det og så talentet for at være det rette sted på det rigtige tidspunkt: »I New York er man ligeglad med, om du er amerikaner eller dansker, eller hvad du er. Man bliver hyret på, hvad man kan - og om man kan passe ind i miljøet. Og der må jeg have passet meget godt. Jeg har nok en meget god balance mellem at vide, hvad jeg vil, og så hele tiden sætte det i forhold til, hvor jeg er«. Stil og fornemmelseI Danmark er du især kendt for dine bogomslag. »Ja, men det er også mit drømmejob. Jeg læser meget og har altid gerne villet arbejde med bøger, så det kunne ikke være en bedre kombination af mine to yndlingsbeskæftigelser: at læse og at lave billeder«. »Jeg er altid meget forsigtig med ikke bare at smække mine ideer på forsiden af en bog, men prøver at være teksten så tro som muligt, når jeg skal give den mit eget visuelle udtryk på omslaget. Jeg blev derfor også meget overrasket i starten, da folk sagde, at de kunne genkende mine omslag«. »Jeg troede ikke, at jeg havde en 'stil' - for det handler jo ikke om mig, det her, men om at kommunikere bogens indhold. Men nu kan jeg da godt se, at jeg har en karakteristisk stil«. BlikfangHvorfor tror du, at den stil er så populær hos de danske redaktører? »Jeg tror, at redaktørerne kan lide min stil, fordi den er så tro mod teksten. Men jeg tror også, at det har noget at gøre med, at jeg arbejder med et anderledes udtryk end de fleste andre danske grafikere«. »Da jeg kom hjem med min mappe under armen efter studieopholdet i New York, blev jeg hyret på, at der var lidt mere gang i den på mine billeder«. »Jeg havde eksperimenteret løs med forskellige teknikker, for storbyen havde lært mig, at der skal lægges mærke til tingene. Der skal noget kraft på«. »I Danmark har vi helt sikkert en enormt smuk og fin tradition for design, men det handler meget om at få tingene til at falde til - i en næsten forsvindende grad. Det kan være relevant i mange sammenhænge, men ikke når man skal sælge en bog«. »Når jeg laver et bogomslag, prøver jeg altid at forestille mig selv stå i boghandelen foran alle de forskellige bøger. Og så går jeg i gang med at lave det omslag, der ville få mig - som læser og som kunde - til at vælge lige netop dén bog. Et bogomslag skal springe i øjnene«. Mennesker på kødkrogeEr der nogle bøger, du specielt godt kan lide at lave omslag til? »Jeg har især nydt at lave omslag til Paul Austers bøger. Dem introducerede Per Kofod mig for i 1986, da han udgav 'New York Trilogien' med en kommentar om, at »ham her skal nok blive til noget««. »Jeg blev fuldstændigt slået bagover af den bog, specielt fordi Auster på det tidspunkt var helt ukendt. Per er et meget loyalt menneske, så han bruger mig, hver gang han udgiver en ny Auster-bog. Vi er et team, inklusive Auster, der stod model til omslaget af 'Opfindelsen af ensomhed'«. »Jeg havde for øvrigt en mærkelig oplevelse med en af hans bøger, 'I det sidstes land'. Den handler om en storby som New York i en ikke nærmere betegnet fremtid«. »Bogens hovedperson er Anna Blume, og man følger hende på hendes vandring med en indkøbsvogn fuld af skrald gennem byens dystre landskab af ruiner og murbrokker«. »På et tidspunkt bliver hun lokket ind i en øde hal, der viser sig at være et slags slagteri med menneskekroppe hængende fra loftet på store kødkroge. Hun undslipper, men den dér barbariske og grufulde stemning ville jeg gerne have frem på forsiden af bogen«. Perfekt match »Jeg gik derfor ned i East Village sammen med en veninde, der skulle stå model, og vi fandt den perfekte baggrund til billedet: en forladt og ussel bygning med en tom indkøbsvogn holdende udenfor. »Mens vi var ved at tage billeder, kom en besætter pludselig frem fra bygningen og sagde, at det altså var hans indkøbsvogn, vi legede med. Vi forklarede ham så, hvad vi lavede og fik en helt hyggelig snak med ham«. »Jeg tog også nogle billeder, fordi han havde sådan et interessant, lidt uhyggeligt ansigt«. »Ved et tilfælde to år senere finder jeg så ud af, at manden på billedet var den berygtede Daniel Rakowitz, der et år tidligere var blevet dømt for at have myrdet, parteret og serveret en schweizisk pige til de hjemløse i Tompkins Square Park«. »Da følte jeg virkelig, at jeg til mit omslag havde ledt efter - og fundet - noget, der passede fuldstændig til det, der var bogens indhold«. Collagens kraft Lange kan godt lidt at udsætte sig selv for, hvad han selv kalder »vanvittige projekter«. Et af dem gik ud på at lave en collage om dagen i et helt år i træk for at få styr på de papirstumper og stoflapper, der lå og flød i lejligheden og drev hans japanske kone, Kayoko (»et udpræget ordensmenneske«), til vanvid. Projektet viste sig at være ikke så tosset endda. Collagesamlingen fik en soloudstilling på Cast Iron Gallery i Soho og blev anledning til Langes kommercielle gennembrud på det amerikanske illustrationsmarked, da 6 ud af de 365 collager blev trykt i USA's mest prestigefylde kataloger for grafisk design, Communication Art og American Illustration. Historiefortælling Så begyndte telefonen at ringe i Langes lille og nyligt opstartede tegnestue, og det har den gjort siden: »Jeg havde ikke engang tænkt på, at mine collager kunne bruges til noget - i det her tilfælde til at illustrere artikler i aviser og tidsskrifter«. »Men det er vel netop det, der adskiller en illustrator fra en kunstner - at illustratorens tegninger kan sættes ind i en sammenhæng og fortælle en historie«. »Min første bestillingsopgave var for The Boston Globe, som ville have mig til at lave et portræt af George W. Bush - han var endnu ikke blevet valgt - og hvor jeg brugte collageteknikken til at vise alle de ting, han havde planer om«. Hverdagens huller Nu har Lange brugt collageteknikken i en ny sammenhæng, nemlig som illustrationer til en børnebog, han selv har skrevet, 'Hullebogen'. Den handler, som titlen antyder, om huller, og selv om de kan syne af ingenting, viser Lange, at de kan være hvad som helst. Det var noget, han var kommet i tanker om en dag, da han sad og kedede sig i lufthavnen på vej til - eller fra - Danmark, og den idé er konkretiseret i bogens layout, hvor der går et hul igennem alle siderne. Min 3-årige datter, Anna May, er udpræget newyorker og mener, at bagel-hullet er vores vigtigste hul. »Det er netop et eksempel på, hvordan man kan kommunikere med børn om alle de forskellige huller, vi har i vores hverdag«. »Mine collager lægger op til, at der er mange forskellige svar på hullernes funktioner, og det kan man så tale med sit barn om på det niveau, man nu vil - f.eks. om det 'tricky' hul, hvor børnene kommer fra. På den måde hjælper de to ting, billederne og teksten, hinanden«. Myldrende mus »Ideen med bogen er måske lidt gammeldags - nemlig, at man skal sidde og tale med sine børn, mens man læser for dem. I dag er man jo enormt hurtig til at bare sætte dem hen foran en skærm - videoen eller computeren - uden at tale med dem om, hvad det egentlig er, de ser«. »'Hullebogen' ville aldrig kunne komme ud på dvd eller på videospil, og det synes jeg er det gode ved den: Den består kun som et objekt, som man kan sidde med og læse i hånden«. »Jeg har ikke selv børn, men jeg har lavet bogen for det barn, jeg kan huske, at jeg selv var«. »Og så har jeg nok stjålet titlen fra en af mine yndlingsbøger som barn, nemlig 'Musebogen'. Det var sådan en, der skulle lære mig at læse, men jeg kan kun huske de der mus, der myldrede rundt på alle siderne«. Dansk passivitetEr det en pose huller, der ligger dér på tegnebordet? »Ja, da trykkerne lavede hul gennem alle bøgerne, fik jeg dem til at gemme alle hullerne. Dem puttede jeg så i nogle poser, som jeg selv havde printet og nummereret og signeret. Dem får de første 200, der køber bogen«. »Det var en sjov idé, jeg pludselig fik, og så gjorde jeg det bare selv - det kan jo tage lang tid at få sådan noget godkendt og trykt med budget og forlag og alt sådan noget«. »Bare gøre tingene selv er nok også noget, jeg har lært fra min tid i New York. Da jeg først kom herover, slog det mig, hvor åben og gavmild byen var«. »Her behøvede man ikke vente på at få sin kunst ind på gallerierne - man smækkede den bare op på husmurene. Kunsten skulle ud! I Danmark er der en tendens til at sidde hjemme med hænderne i skødet og vente på, at legatansøgningen skal komme tilbage fra Kulturministeriet«. »Når jeg har lavet noget, som jeg er glad for, så vil jeg gerne have, at der bliver lagt så meget mærke til det som muligt. Og hvis jeg ikke selv gjorde alt, hvad jeg kunne, for at dét skulle ske, så ville jeg ærgre mig bagefter. Og det gider jeg ikke. Jeg gider ikke ærgre mig«.